25 år med Dansk Folkeparti: Fra "tøsedrenge" og "ikke-stuerene" til jordskredsvalg og nedtur

TILBAGEBLIK: Et af Folketingets mest markante partier fylder et kvart århundrede. Altinget ser tilbage på Dansk Folkeparti 25 år i dansk politik, hvor partiet har stor succes med at sætte sit aftryk på dansk politik, men hvor det også er løbet ind i stor modvind.

Partiet startede som rebellen i blå blok, der krævede en strammere udlændingepolitik og ikke var ”stuerene”.

Men i løbet af sine 25 år har partiet udviklet sig til at blive et af de mest indflydelsesrige partier, som har sat afgørende aftryk på dansk politik, og nu er en stram udlændingepolitik en naturlig del af flertallets i Folketingets repertoire.

Altinget ser tilbage på en række milepæle i Dansk Folkepartis 25 år i dansk politik.

September 1995: ”Tøsedrenge”

Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix 

Før Dansk Folkeparti så dagens lys, var partistifterne medlem af Fremskridtspartiet. Men det parti var præget af intern uro. Uenigheder slog ud i lys lue under partiets landsmøde i 1995, hvor folketingsmedlemmet Kristen Poulsgaard langede ud efter de unge partifæller Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup i vredesudbrud, der sidenhen gik over i de politiske historiebøger.

”Tøsedrenge,” lød det fra talerstolen fra Poulsgaard i et indlæg, hvor han også krævede, at de to unge mænd trak sig fra deres poster i partiet, efter et flertal havde vedtaget, at hele hovedbestyrelsen skulle udskiftes.

Oktober 1995: Danmarks nye parti

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix 

Få uger efter er Fremskridtspartiet fortid for Kristian Thulesen Dahl og flere af hans partifæller. På Christiansborg præsenterede Pia Kjærsgaard sit nye parti: Dansk Folkeparti. Hun er flankeret af de tre andre medstiftere af partiet, som dermed også udgjorde Dansk Folkepartis første folketingsgruppe. De tre var den unge Kristian Thulesen Dahl samt Poul Nødgaard og Ole Donner, som ligeledes kom fra Fremskridtspartiet.

Stiftelsen af Dansk Folkeparti var mest af alt et udslag af personlige magtkampe i Fremskridtspartiet. Ved partistiftelsen var der endnu ingen politiske forskelle på Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet.

November 1997: Debut på stemmesedlen

Foto: Bent K Rasmussen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

To år senere står Dansk Folkeparti for første gang overfor vælgerne, da der skal vælges nye medlemmer til landets kommunalbestyrelser og amtsråd. Og vælgerne belønner det nye parti i flere kommuner. I København stormer partiet – ledt an af Peter Skaarup - ind i Borgerrepræsentationen med seks medlemmer. På landsplan fik partiet 119 byrådsmedlemmer og 21 amtsrådsmedlemmer.

Marts 1998: Første valg til Folketinget

Foto: Morten Juhl/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Mindre et halvt år senere står partiet overfor det allerførste folketingsvalg. Her lykkes det for Dansk Folkeparti at udvide sin firemandstore folketingsgruppe med ni ekstra folketingsmedlemmer efter, at 7,4 procent af vælgerne har sat sit kryds hos det unge parti. De 13 mandater kommer dog ikke i spil, da magten forbliver hos Socialdemokratiet, som ikke er interesseret i at samarbejde med det nye parti i blå blok.

Marts 1999: Velkommen til Mogens Camre

Foto: Mogens Flindt/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

En socialdemokrat er dog meget interesseret i et samarbejde med Dansk Folkeparti. Det vækker en del opsigt, da det mangeårige folketingsmedlem for Socialdemokratiet Mogens Camre vælger at melde sig ud af partiet og kort tid efter melder sig ind i Dansk Folkeparti, som opstiller ham som spidskandidat til europaparlamentsvalget.

Han bliver efter valget Dansk Folkepartis første medlem af Europa-Parlamentet, og den post bestrider han frem til 2009 efter et genvalg i 2004.

Oktober 1999: ”Stuerene, det bliver I aldrig”

Foto: Keld Navntoft/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Under åbningsdebatten falder fem ord rettet mod Dansk Folkeparti, og de kommer fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).

”Stuerene, det bliver I aldrig.”

De færreste kan formentlig huske, hvorfor statsministeren langede ud efter partiet. Men udtalelsen er efterfølgende blevet en fast del af fortællingen om både Dansk Folkeparti, men også forholdet til Socialdemokratiet, der sidenhen er blevet mere lunt.

Udtalelsen var forresten en reaktion på, at Dansk Folkepartis daværende formand, Pia Kjærsgaard, havde foreslået, at det fremover skulle været muligt at hjemsende en hel familie, hvis en anden eller tredjegenerations indvandrer begik kriminalitet af en grov karakter.

November 2001: VKO-flertallet


Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Det var oprindeligt ikke Anders Fogh Rasmussens (V) plan at danne en regering med støtte fra Dansk Folkeparti. Men efter valgresultaterne strømmede ind på valgaftenen i 2001, smuldrede drømmen om en firkløverregering med Venstre, Konservative, CD og Kristendemokraterne.

I stedet rakte den kommende statsminister hurtigt ud efter Pia Kjærsgaard. Dansk Folkeparti var gået frem og havde vundet ni ekstra mandater, hvilket gav i alt 22 pladser i Folketinget og gjorde Dansk Folkeparti til det tredjestørste parti.

Personligt havde Fogh intet imod at svinge over til VKO, han foretrak på lange stræk et samarbejde med Dansk Folkeparti frem for at samarbejde med CD.

Derefter blev VKO-flertallet født, og det ville komme til at sætte kursen i dansk politik i det efterfølgende årti.

Maj 2002: Historisk opstramning af udlændingeloven
Som en del af VKO-flertallet fik Dansk Folkeparti afgørende indflydelse på den danske udlændingepolitik. Et af de mest markante aftryk var ændringen af udlændingeloven i 2002, som fortsat er den seneste væsentlige ændring af loven.

Med ændringen blev andet 24-årsreglen født. Den var en del af nye skærpede krav for familiesammenføringer, som den dag i dag betyder, at begge ægtefæller skal være fyldt 24 år, før de kan blive familiesammenført. Derudover skal ægtefællen, der er bosiddende i Danmark, have en bankgaranti på 50.000 kroner, en passende bolig og ikke have modtaget nogen form for offentlig understøttelse i det seneste år.

Foruden ændringerne af sammenføringsreglerne indebar lovændringen blandt andet, at permanent opholdstilladelse fremover først kunne tildeles efter syv år. Kravet havde indtil da været tre år.

September 2011: Vælgernes straf for efterlønsreform

Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Efter tre folketingsvalg, der alle har budt på fremgang, oplevede Dansk Folkeparti pludselig en tilbagegang i 2011. Partiet fik 12,3 procent af stemmerne og mistede tre mandater. Valget blev i øvrigt også VKO-flertallets endeligt, da Lars Løkke Rasmussen måtte aflevere nøglerne til Statsministeriet til Helle Thorning-Schmidt.

Nederlaget kom efter Dansk Folkeparti i 2011 støttede Lars Løkke Rasmussens opgør med efterlønnen, som var en udfasning af efterlønnen. Det blev ikke velmodtaget hos størstedelen af Dansk Folkepartis vælgerkorps, som selv havde planer om at gøre brug af efterlønnen.

Efter valget lagde Dansk Folkeparti også luft til en anden aftale, som partiet havde indgået op til 2011-valget. Partiet havde i 2010 lagt stemmer til dagpengereformen, men efter valget meldte partiet sig ind i koret af dem, der vil have en løsning for de danskere, der røg ud af dagpengesystemet.

August 2012: Pia overlader tronen til kronprins Kristian


Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Det kom som en stor overraskelse, da Pia Kjærsgaard ved Dansk Folkepartis sommergruppemøde meddeler, at hun har i sinde at stoppe som partiets formand ved det kommende årsmøde.

Hun gør arverækkefølgen klar med det samme. Kristian Thulesen Dahl – som har været ved hendes side siden 1995 – skal overtage posten som partiformand.

Det faldt ikke i god jord hos alle. Ifølge den nye bog Kong Kristian, der handler om Kristian Thulesen Dahl, var blandt andre Morten Messerschmidt ikke tilfreds med valget af den nye formand, som ifølge ham blot ville blive en overgangsfigur.

Maj 2014: Messerschmidt støvsugede stemmer i historisk skala

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti begyndte at kravle opad i meningsmålingerne i takt med, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen blev presset af den såkaldte bilagssag, hvilket i stor stil fik vælgerne til at skifte over til Dansk Folkeparti.

Partiet fik en forsmag på sin nye popularitet ved europaparlamentsvalget i 2014. Valget gik over i historiebøgerne efter, hver femte dansker satte et kryds ved Morten Messerschmidt.

Dansk Folkepartis spidskandidat fik 465.758 personlige stemmer, hvilket gør han til den kandidat, der har modtaget allerflest stemmer. Rekorden var hidtil sat af den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), som i 2004 fik 407.966 personlige stemmer ved europaparlamentsvalget.

Dansk Folkeparti blev det største parti og fik fire ud af de 13 danske pladser i Europa-Parlamentet.

Juni 2015: Det gule Danmark


Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

”You’ll never walk alone.”

Sådan sang den storsmilende partiformand, Kristian Thulesen Dahl, på valgaftenen, da valgresultatet stod klart: Dansk Folkeparti havde lavet et vælgerskred og var nu Folketingets andet største parti.

Folketingsvalget i 2015 endte som et jordskredsvalg, hvor Dansk Folkeparti stormede frem og voksede med 15 mandater. 21,1 procent af vælgerne stemte på Dansk Folkeparti, hvilket var et markant hop fra de 12,3 procent, som partiet fik ved valget i 2011.

Det var især sydjyderne, der stod bag partiets enorme succes. Partiet malede med få undtagelser hele Sydjyllands Storkreds gult. Derudover blev partiet også størst i flere valgkredse i Sjællands Storkredse.

Fremgangen skete især på bekostning af Venstre, der mistede 13 mandater. Men på trods af nederlaget havde Dansk Folkepartis fremgang sikret, at Lars Løkke Rasmussen kunne genindtage Statsministeriet. Men magtbalancen og Venstres selvopfattelse havde lidt skade, fordi Dansk Folkeparti var blevet det største parti i blå blok.

Juli 2015: Fra ikke stueren til formand for Folketinget

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis valgsucces banede vejen for, at Pia Kjærsgaard kunne gøre sin drøm om at blive Folketingets formand til virkelighed.

Vejen til formandsposten var dog ikke uden udfordringer. Venstres egen nestor, Bertel Haarder, havde også et ønske om at få lov til at krydre sin lange politiske karriere med en tur i Folketingets formandsstol.

Derudover stillede Liberal Alliance et modkrav om skattelettelser, hvis partiet skulle lægge stemmer til, at Dansk Folkeparti fik den fine post.

Posten betragtes som en fin post, og med den følger også et vederlag af samme størrelse som statsministerens samt en lejlighed på Christiansborg.

August 2016: Den store skandalesag fra Bruxelles
Opmærksomheden rettes mod Bruxelles, efter Dansk Folkepartis tidligere medlem af Europa-Parlamentet og nuværende løsgænger, Rikke Karlsson, politianmelder Morten Messerschmidt for identitetstyveri. Det sker efter, at det kommer frem, at Rikke Karlsson og DF-parlamentarikeren Jørn Dohrmann har siddet med i ledelsen af paraplyorganisationen Meld.

Dermed vækkes skandalesagen om Meld og den tilknyttede fond, Feld, til live igen. I denne omgang ender sagen med, at Morten Messerschmidt ryger ud af Dansk Folkepartis ledelse på Christiansborg, ligesom han trækker sig som formand for partiets gruppe i Europa-Parlamentet. Han blev efterfølgende sygemeldt med stress i syv måneder.

Sagen startede oprindeligt et år forinden, hvor Europa-Parlamentet krævede, at Dansk Folkeparti betalte 120.000 kroner retur, som ifølge parlamentet var blevet brugt uretmæssigt. Pengene var blevet brugt til en skonnerttur forud for kommunalvalget i 2013.

Senere i foråret 2016 konkluderer Europa-Parlamentet, at Meld og Feld har misbrugt EU-midler, og Dansk Folkeparti står til at skulle betale lige knap tre millioner kroner tilbage til EU. Sideløbende har EU's antisvindelmyndighed Olaf undersøgt sagen, og den blev afsluttet i oktober 2019, hvorefter Olaf overdrog sagen og materiale til bagmandspolitiet, der endnu ikke har afsluttet sagen.

Februar 2017: Flirten med Socialdemokratiet blev indledt

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

18 år efter Poul Nyrup Rasmussens berømte ord, kom Dansk Folkeparti ind i varmen hos Socialdemokratiet, som nu bliver ledet af Mette Frederiksen.

I et dobbeltinterview hos 3F, der kom til at markere et nyt parløb mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, fortalte Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen, at de to partier søger et tættere politisk samarbejde.

Tilnærmelserne til Socialdemokratiet skete mens, at Dansk Folkeparti var støtteparti til VLAK-regeringen, og der herskede store uenigheder om den økonomiske politik.

November 2018: Paradigmeskiftet i udlændingepolitikken
Dansk Folkeparti havde et klart mål forud for finanslovforhandlingerne i 2018. En aftale om finansloven skulle ske i følgeskab med et paradigmeskifte i dansk integrationspolitik. Fremover skal der være markant færre udlændinge, hvor det midlertidige ophold i Danmark ender med at blive permanent.

I slutningen af november kunne Kristian Thuelsen Dahl og Peter Skaarup med store smil konstatere, at der var landet en aftale om et såkaldt paradigmeskifte, som betød, at flygtninge og familiesammenførte skal rejse tilbage til deres oprindelsesland "så snart, det er muligt". Konkret blev integrationslovens formålsbestemmelse justeret, så det blev understreget, at udlændinges ophold i Danmark er midlertidigt.

Derudover skiftede blandt andet integrationsydelsen navn til til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, og integrationsprogrammet ændrede navn til selvforsørgelses- og hjemrejseprogram.

Juni 2019: Da smilet fra 2015 forstummede

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

På blot fire år blev den store valgsucces vendt til en katastrofe. Dansk Folkeparti fik 8,7 procent af stemmerne, hvilket var partiets ringeste folketingsvalgresultat siden debuten i 1998. Det betød samtidig, at folketingsgruppen blev mere end halveret og gik fra 37 til 16 medlemmer.

Nedturen begyndte i september og oktober 2016, hvor Meld og Feld-sagen for alvor rasede og Nye Borgerlige blev opstillingsberettigede. Men faldet tog fart i slutningen af januar 2019, hvor Socialdemokratiet præsenterede sit forslag om tidligere pension til Arne og co.

I løbet af de få måneder frem mod valget i juni faldt Dansk Folkeparti fra 16,9 procent i snittet af januars meningsmålinger til valgresultatet på 8,7 procent.

August 2020: Ud af intern uro blev en ny kronprins født

Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

I tiden efter folketingsvalget skulle valgchokket bearbejdes i Dansk Folkeparti, hvor tidligere folketingsmedlemmer og en enkelt tidligere europaparlamentariker – Anders Vistisen – var utilfredse med partiets ledelses styring af partiet. Utilfredsheden blev hurtigt rettet mod partiformanden Kristian Thulesen Dahl, hvor enkelte satte spørgsmålstegn ved, om han var den rette formand for partiet.

Partiet fortsætter tilbagegangen i meningsmålingerne. I juni – et år efter valget – står Dansk Folkeparti til at få 6,5 procent af stemmerne i Altingets snit af meningsmålingerne i juni.

I slutningen af juli blander Morten Messerschmidt sig i debatten om partiets fremtid, da han i et interview med Politiken tager afstand fra Kristian Thulesen Dahls parløb med Socialdemokratiet og udpeger en ny retning for partiet, hvor han ser sig selv som en del af redningen.

Den udmelding får en presset partiformand til at udpege Messerschmidt til ny næstformand – og Thulesen Dahl har sidenhen udtalt, at Messerschmidt er den naturlige afløser for ham, når han en dag stopper som formand.

Oktober 2020: 25-års fødselsdag i modvind
Dansk Folkepartis 25-års jubilæum fejres med et fortsat lavt niveau i meningsmålingerne. I Altingets seneste snit af målinger står partiet til at få 6,6 procent af stemmerne.

Forrige artikel Se og læs Mette Frederiksens åbningstale: Se og læs Mette Frederiksens åbningstale: "I får ikke lov at tage vores frihed" Næste artikel Regeringen på vej med lovforslag: Asylproces skal flyttes udenfor Europa Regeringen på vej med lovforslag: Asylproces skal flyttes udenfor Europa
Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

DEAL: Et flertal af partier har besluttet at fordele pengene fra resterne af satspuljen til en ny civilsamfundsstrategi, en udvidelse af hjemløseindsatsen og et videnscenter for anbragte unge. Aktører roser tiltagene, men savner en plan for fremtidig finansiering.