PET-livvagts bog ender som en nerveløs kalendergennemgang

Hvor politiske personer kan mistænkes for at have en interesse i at skildre sikkerhedstruslen til fordel for egen agenda - typisk højrefløjen om islamister og venstrefløjen om højreekstremister - får man her serveret en professionel og nøgtern beretning fra førstehåndskilden.

Og dér er ikke tale om hvilken som helst førstehåndskilde. Der er tale om ingen mindre end Torben Vigh, der med 30 år som livvagt har mere erfaring end nogen anden livvagt i det danske kongerige.

Torben Vigh beretter med fagligt indgående viden om at være en stor del af Aktionsstyrken PET, mens Danmark i 2015 bliver ramt af terror for første gang nogensinde. Han beretter om, hvor klaustrofobisk det føltes at være toptrænet til den slags situationer, men ikke have mulighed for at gøre en forskel, fordi han ikke var på arbejde netop den dag. Højere i hierarkiet havde man simpelthen undervurderet terrortruslen.

‘Mine 30 år som livvagt’ indledes således med både intensitet og dynamik.

Slavisk disciplin plager bogen

Men så stopper festen også. Jo flere sider man kommer igennem, desto mere bliver der tale om nerveløs gennemgang af hans arbejdskalender.

Som opremsning af alle de opgaver, Vigh har været på fungerer bogen fint. Men der skal være tale om en fremstilling for læserne - ikke en døgnrapport

Nima Zamani

Som læser af Vighs jobmæssige selvbiografi efterlades man med indtrykket, at Vigh er slavisk disciplineret i sit hverv som livvagt. Dermed er han også fremragende til udførelsen af netop dette.

Problemet er bare, at Vighs slaviske disciplin også smitter af på hans litterære arbejde, hvilket ikke ligefrem gør noget godt for en bog, der med titlen 'Mine 30 år som livvagt' ellers lægger op til medrivende læsning.

Ender som nerveløs kalendergennemgang

Torben Vigh skal roses for sine beretninger om at være en væsentlig og afgørende del af Aktionsstyrken PET, mens Danmark i 2015 bliver ramt af terror for første gang.

Derudover bliver læseren i livlig stil taget med ind under huden på, hvordan man bliver trænet og uddannet i PET. Det involverer blandt andet yderst kreativt undercover-arbejde og simulerede flykapringer, der er så autentiske, at man tror, det er virkelighed.

I begyndelsen er det også nyskabende og interessant at læse om, hvordan han som livvagt, på forskellige opgaver og rejser, beskytter de danske royale. Herefter bliver der dog tale om en mere nerveløs gennemgang af hans arbejdskalender.

For præcist som Torben Vigh beskriver, at hans arbejde som livvagt ofte består af blot at skulle få tiden til at gå, ender hans beretninger også med at blive triviel og ensformig læsning.

Ikke ligefrem kunst

Ret hurtigt har man forstået, hvad det som livvagt indebærer at beskytte offentlige personer. Man skal følge dem over alt, man skal holde øje med det unormale i normale situationer, og ellers går der meget (vente)tid med at lave dét samme, som dem man beskytter ønsker at lave - eller ikke lave.

Som opremsning af alle de opgaver, Vigh har været på fungerer bogen fint. Men der skal være tale om en fremstilling for læserne - ikke en døgnrapport, eller for den sags skyld et CV.

Med så oplagte muligheder for en sindsoprivende fortælling, som 30 års karriere i PET utvivlsomt baner vejen for, sparkes der desværre en anelse forbi bolden

Nima Zamani

Gentagende opremsninger er ikke ligefrem en kunstart, og man savner som læser, at Torben Vigh formår at slippe kontrollen og tænke kreativt i sit udvalg af vinkler i de mange ensformige anekdoter.

Til sidst er det kun navnet på den royale figur, han beskytter, samt dét land, de befinder sig i, der adskiller sig fra de præsenterede opgaver som livvagt. Naturligvis er forskellen på prinserne og Dronning Margrethe som personer stor, men da fristes man næsten hellere til at læse deres selvbiografier.

Det går træmand i den

'Mine 30 år som livvagt' giver dog et fint indblik i, hvordan der desværre skal deciderede tragedier som 9/11, terrorangrebet i 2015 og Muhammed-krisen til, før man som stat og samfund styrker sikkerheden. Og dermed opretholder denne for både den offentlige og almene borger.

Men mere begejstrer bogen altså ikke.