Ny modig bog om privat velfærd og profit savner bid

I de sidste fire kapitler vender de igen tilbage til argumentation for et større fokus på privat velfærd, og de forsøger at lave en international sammenligning, men det tilføjer ikke rigtigt noget nyt.

Det skulle da være forsøgene i afslutningskapitlet på at understrege, at privat velfærd ikke vender den tunge ende nedad. Men det får en lidt patetisk karakter, når forfatterne i afslutningskapitlet spekulativt kaster sig ud i en argumentation for, at mere privat velfærd ikke behøver at øge uligheden i samfundet, og at privat velfærd ikke kun er for de rige.

Flydende begreber

Det virker som om, at bogen fra starten har haft det udgangspunkt på den ene side at se forøgede samfundsmæssige muligheder i flere private ordninger på velfærdsområdet, og på den anden side med deres respektive erfaringsbaggrund alt for godt at være klar over, at et velfærdssamfund skal kendes på måden, man behandler samfundets svageste på.

Jeg mangler den samfundsmæssige kritik, som tager udgangspunkt i ulighed i sundhed

Knud Aarup

Det forlener bogen socialpolitisk set med et vist positivt præg. Men forfatterne går ikke rigtigt til biddet.

Når de på den ene side i analysen af privat velfærd på sundhedsområdet kan konstatere, at de private tilbud på psykiatriområdet nærmest er de eneste tilbud, som man kan få, så undrer det, at forfatterne ikke forfølger den kæmpe ulighedsskabende virkning, som det har for samfundets bund.

På samme måde mangler jeg den samfundsmæssige kritik, som tager udgangspunkt i ulighed i sundhed. Og tilsvarende kritik kan rejses i forhold til skoleområdet, ældreområdet og pensionsområdet. Det bliver for ”pænt”.

Det største problem i bogen er de flydende begreber. Specielt begrebet ”privat velfærd” skifter løbende betydning. Nogle gange er civilsamfundets velfærdsløsninger en del af det private og andre gange ikke.

Når de for eksempel siger, at væsentlige dele af de velfærdsløsninger, vi kender i dag, stammer fra det private område, glemmer de den folkelige styrke som udgår fra civilsamfundet. Det svækker deres overordnede argumentation.

Velfærd eller service?

På samme måde har de ikke formået at gøre velfærdsbegrebet klart. Er velfærd og service det samme? Det mener jeg ikke. Tidligere var velfærdsinstitutionernes opgave at yde støtte efter devisen ”hjælp til selvhjælp”. Sådan var det frem til engang i 1990’erne.

Men Brask og Kvist ser velfærd mere eller mindre som lig med service, og det gør det svært at skelne imellem for eksempel behandlingstilbud og rene servicetilbud.

Det gør, at for eksempel det specialiserede socialområde, som er en væsentlige del af den offentlige sociale indsats, ikke tæller med som velfærd.

Endelig savner jeg en længere diskussion af, hvor langt vi som samfund skal gå i retning af at acceptere profit på velfærdsydelser. I Sverige har de for nogle år siden haft en omfattende diskussion om, hvor stor en fortjeneste man må få på at drive en privat daginstitution.

Her ville en grundig analyse og et godt bud på profitniveauer have været et positivt bidrag til videreudvikling af det blandingssamfund, som det danske velfærdssamfund utvivlsom har bevæget sig i retning af.

Der er behov for denne bog – helt sikkert – men der er måske behov for et større mod og lidt mere kant i behandlingen af ”elefanten i rummet”. Så når jeg alligevel vælger at give 4 A’er skyldes det sidste A, at Brask og Kvist overhovedet har turdet skrive bogen.