Anmeldelse af 
Christian Egander Skov

5 A’er til ny Fukuyama-bog: Liberalismen har brug for nationalisme og mådehold

Liberalismens krise skyldes de ekstremer, den gennem årtier er blevet drevet ud i. Nu har liberalismen brug for nationen for at overleve, hævder Francis Fukuyama i sin nye bog. Det har den, fordi den liberale orden kun er en orden, hvis den håndhæves. 

Liberalismens krise skyldes i høj grad liberalismen selv, skriver den verdensberømte politolog Francis Fukuyama i ny bog. 
Liberalismens krise skyldes i høj grad liberalismen selv, skriver den verdensberømte politolog Francis Fukuyama i ny bog. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Christian Egander Skov
Liberalism and its discontents
Francis Fukuyama
192 sider, Profile Books, udkom 17. marts 2022

 

Liberalismen er i krise. Krisen er alvorlig, den skyldes i høj grad liberalismen selv, men alligevel er det nødvendigt at forsvare liberalismen i bred forstand.

Nogenlunde sådan kan man opsummere pointen i den berømte amerikanske politolog Francis Fukuyamas seneste bog ’Liberalism and its discontents’.

Det er en lille tæt bog, hvor Fukuyama gør det, han gør bedst, nemlig sammenfatter og kondenserer idépolitiske og filosofiske debatter til en overbevisende syntese om vores samtid.

Internationalt taler vi om en demokratisk recession, hvor antallet af liberale demokratier gennem en længere årrække er faldet. I lande, hvor det liberale demokrati ellers havde etableret sig, taber det terræn. Domstole, medier og institutioner vakler.

Liberalisme handler om at hegne magten inde. Det er tilsyneladende gået af mode i disse lande. Dér fortsætter demokratiet muligvis med at være demokratisk, men det ophører med at være liberalt.

Liberalismens krise skyldes i høj grad liberalismen selv.

Christian Egander Skov
Historiker

Angreb fra højre og venstre

Og mens Trump, Orbán og Erdogan angriber fra højre flanke, bliver liberalismen fra den anden side angrebet af den progressive venstrefløj. Her henter aktivister deres argumenter fra postmodernismens arsenaler, undergraver liberalismens epistemologiske præmisser og skaber en ny intolerance, som ikke tillader afvigelser fra den progressive ortodoksi.

Fukuyamas pointe er ikke, at angrebene fra højre og venstre er af samme art og omfang. Den umiddelbare politiske trussel udgår fra højre, men den progressive venstrefløj svækker med sin omfavnelse af antiliberale attituder og identitetspolitiske positioner liberalismens modstandskraft.

Som sådan er der ikke noget nyt i denne kritik. Her føjer Fukuyama først og fremmest sin syntetiserende elegance til. Kerneargumentet i ’Liberalism and its discontents’ er langt mere interessant.

Fukuyamas pointe er i virkeligheden konservativ i den klassiske forstand: Liberalisme, det frie samfund og den liberale orden er værd at forsvare.

Christian Egander Skov
Historiker

Selvforskyldt krise 

I stedet for – som andre af liberalismens våbendragere – at slå ring om liberal ortodoksi, tager Fukuyama nemlig liberalismekritikken alvorligt. Liberalismens krise skyldes i høj grad liberalismen selv. Vel at mærke ikke liberalismen som sådan, men derimod de ekstremer, som liberalismen gennem årtier er blevet drevet ud i.

Fukuyamas pointe er i virkeligheden konservativ i den klassiske forstand: Liberalisme, det frie samfund og den liberale orden er værd at forsvare. Der er ingen (ønskelige) alternativer. Netop fordi vi vil forsvare liberalismen har vi behov for at adressere de problemer, der opstår, når den drives for vidt.

Hvordan er liberalismen blevet drevet for vidt?

Økonomisk er liberalismen blevet til en neo-liberalisme, som under indflydelse fra amerikanske økonomer af Chicago-skolen gjorde liberalismen til en dereguleringsdagsorden. Selvom neoliberalismen fra 70’erne og frem adresserede reelle problemer, er den ifølge Fukuyama endt i en ”kontraproduktiv yderlighed”, som har destabiliseret den globale økonomi gennem gentagne kriser, og det politiske system gennem øget utryghed for særligt den ufaglærte arbejdskraft.

Neoliberalismen satte økonomisk effektivitet over alle andre politiske og sociale behov, og affødte en individualisme, der bærer fremmedgørelse og atomisme i sit skød. Borgeren er blevet til forbruger.

Den selvsamme individualisme gav sig kulturelt udslag i en radikal dyrkelse af menneskets autonomi, som ledte over i et fokus på selv-realisering, selvhjælp, selvkærlighed, salver, psykologisme og wellness. Denne autenticitetsstræben ligger også bag vores tids radikale identitetspolitik. Sidstnævnte er ellers i såvel egen selvforståelse som i kritikken af identitetspolitikken netop det modsatte af individualismen, fordi identitetspolitikken har med gruppeidentitet at gøre.

Selvom liberalismen altså principielt er universalistisk, må den slutte fred med nationen og dens territorialt afgrænsede suverænitet.

Christian Egander Skov
Historiker

Det var filosoffer som Rousseau og Kant, der på hver sin måde valoriserede det indre selv på den ydre verdens bekostning. Hos Rousseau gik vejen gennem opfattelsen af menneskets essentielle frihed, der alle steder blev krænket af dets liv i samfundet. Her kom autonomi til at betyde frigørelse af det autentiske selv fra de sociale normer, der bandt det.

Det blev, som hos den moderne liberalismes væsentligste politiske filosofi, John Rawls, alene afgørende, at mennesket kunne vælge. Ikke hvad det valgte. Hvor klassisk liberalisme var baseret på forestillingen om en naturtilstand, der bar en implicit påstand om menneskets natur, ophævede senere liberal teori ideen om menneskets natur.

Liberalismens menneske blev, som Fukuyama citerer Michael Sandel ”en person uden karakter, uden moralsk dybde”.

Fukuyamas problem

Fukuyama forsvarer på den ene side liberalismens individualisme. På den anden side viser han sig som en vagtsom kritiker af en kontekstfri individualisme. Han er ikke parat til at vende ryggen til de forestillinger om det gode liv, som ikke mindst er blevet fremhævet af kommunitære og republikanske filosoffer.

Det efterlader imidlertid Fukuyama i et problem med en liberalisme, hvis største kvalitet ifølge ham selv netop er, at den forskød det politiskes interesse fra det gode liv til individets autonomi og dermed sænkede det politiskes konfliktniveau og temperatur.

Hvordan løser Fukuyama dette problem? Læser man bogen for at finde en håndfast regel, der kan sætte pragmatismen på formel, bliver man skuffet, for Fukuyamas løsning er en stadig appel til moderation, det græske ideal om sofrosyne: selvom lidt af noget kan være godt, så er meget af det samme ikke nødvendigvis bedre.

Det kender vi jo fra salt.

Her vil mere systematisk tænkende politiske teoretikere muligvis opholde sig ved skuffelsen. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er den politiske filosofis iboende tilbøjelighed til at søge lovmæssighed og streng logisk konsekvens i den politiske tænkning, som er årsagen til liberalismens krise? Det er i hvert fald det, liberalismens mest velartikulerede kritikere ofte har peget på.

Fukuyama insisterer på, hvad man kunne kalde en kontekstsensitiv liberalisme. Det vil sige en liberalisme, som netop ikke er maksimalistisk, men derimod afgrænses af sin sociale og kulturelle kontekst – samtidig med at den selv afgrænser og afretter denne kontekst.

Liberalismen har brug for nationalismen 

Mest markant kommer det til udtryk i Fukuyamas omfavnelse af nationalismen. Det er da også dette træk, der har vakt mest opmærksomhed i receptionen af bogen. Liberalismen har brug for nationen for at overleve, hævder Fukuyama. Det har den, fordi den liberale orden kun er en orden, hvis den håndhæves.

Nationen er, kan man sige, for vigtig til at overlade til nationalisterne.

Christian Egander Skov
Historiker

Det er netop stater, der håndhæver en sådan orden. Og stater er per definition territoriale. Selvom liberalismen altså principielt er universalistisk, må den slutte fred med nationen og dens territorialt afgrænsede suverænitet.

Desuden er det nationale en kilde til fællesskab. Alt dette indebærer for Fukuyama desuden, at liberale ikke skal vige tilbage for patriotiske appeller. Nationen er, kan man sige, for vigtig til at overlade til nationalisterne.

På den anden side pointerer Fukuyama igen og igen, at nationer er sociale konstruktioner. Dette er for så vidt uproblematisk, for hvad skulle de ellers være? Men der ligger i denne pointering også en opfattelse af, at de er udpræget plastiske. De er ikke én gang konstruerede men altid under rekonstruktion.

Dette er næppe helt forkert, spørgsmålet er om det også er helt rigtigt? Fukuyama peger selv på, at nogle nationer går forud for liberalismen, det gælder eksempelvis den tyske og franske, men man kunne også fremhæve den danske. Der er grænser for det nationales plasticitet, en pointe Fukuyama kommer meget nemt omkring.

Det efterlader ham med en forestilling om det nationale, som noget der kan konstrueres oppefra og ned af liberale, så nationen imiterer liberalismens værdier i øvrigt. Det nationale fællesskab bliver et fællesskab om liberalismen, i virkeligheden en slags fordoblet liberalisme.

Ja, og i det omfang den nationale identitet alligevel måtte rumme en substans, der rækker udover bejaelsen af liberalismen, bliver den så ikke i selv samme øjeblik også en udfordring for liberalismen? I sidste ende kommer Fukuyamas intelligente, nuancerede og meget sympatiske forsvar for vores liberale arvegods også til at antyde ideologiens bygningsfejl.

Liberalismen kan netop ikke stå alene, men må altid konfronteres med såvel idealet om sofrosyne, forestillingen om det gode liv og forpligtelsen på den demokratisk og folkelig sammenhæng.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00