Rasmus Nielsen: 70'ernes ustabilitet tilbage i politik

Dansk politik er med finanslovsudspillet tilbage i femte gear konstant frem mod valget.

Som det ser ud lige nu, tegner det til, at Liberal Alliance skiftes ud med Dansk Folkeparti i endnu en Løkke Rasmussen-regering med konservativ deltagelse; men alt er som bekendt åbent i politik.

Da først Mette Frederiksen var valgt som ny socialdemokratisk partiformand efter sidste valg, måtte man tro, hendes første, sidste og vigtigste opgave var gennem hyppige hulemøder og politisk koordinering at opbygge tillid til de partier, der skal sikre hende statsministerposten ved næste valg.

Men det lader unægtelig ikke til, hun har brugt tiden på det. Radikale, Alternativet og Enhedslisten vil hver deres, kun SF er nogenlunde til at stole på for Mette Frederiksen.

S-formanden er - sikkert med god grund - kendt for at frygte knive i ryggen, ikke mindst fra partifæller, men luften mellem hende og de livsvigtige mulige støttepartier synes kold i en varm tid. Når først man er valgt som V- eller S-formand, kan man lade andet geled tage sig af partiet internt. Så gælder det primært alliancer med de andre partier, der skal danne flertal bag en som statsminister.

Men Mette Frederiksen meddelte på forhånd, at hun vil lede en ren S-regering og blev mødt af radikalt krav om skriftlige aftaler, forinden hun kan tælle deres mandater med hos Dronningen. Begge parter maler sig op i et kategorisk hjørne, og så er det svært at manøvrere pragmatisk. Har SR historisk ikke brug for hinanden?

Hun kunne have forsøgt at blive taget i skole af den snart 90-årige, mangeårige konservative statsminister Poul Schlüter, der var en sand mester i at tækkes sit parlamentariske flertal. Så meget, at han næsten opfordrede vælgerne til at stemme på de øvrige blå partier. Og han kæmpede for dem, indtil et par af dem blev sat af holdet til fordel for Radikale Venstre.

Når han blev statsminister frem for Venstres Henning Christophersen, var det i høj grad, fordi han havde positioneret sig gunstigt over for de små borgerlige partier.

Mette Frederiksen og S-ledelsen har formenlig nogle få måneder til at indhente det forsømte i forhold til Radikale, Alternativet og Enhedslisten, før valget kommer. Alliancer skal støbes, hvis der overhovedet skal være en chance for at erobre regeringsmagten.

For det er jo helt rigtigt, hvad Pia Kjærsgaard (DF) udtrykte det overraskende tydeligt for en folketingsformand at være, i et interview med Berlingske Søndag forleden.

Her rettede DF-stifteren en appel til flere partier om at udvise ansvarlighed og med adresse til blandt andet Radikale indskærpede hun, at "politik ikke er noget, man leger."

Det omtalte dårlige forhold mellem partilederne og de reelle statsministerkandidater får Kjærsgaard til at udbryde:

"Jeg bryder mig ikke om parlamentarisk kaos. Det ligger slet ikke til den danske mentalitet. Det er simpelthen ikke os. Vi har styr på tingene."

Kaos omkring regeringsdannelsen efter et valg, fordi et eller flere partier har meldt sig ud af flertalsmulighederne, vil være dårligt for Danmark, mener parlamentsformanden:

"Det vil betyde meget for det hele. Økonomien, trygheden. Det er jo ikke ligegyldigt, hvis der er et halvt år, hvor det hele bare sejler. Det har store, store konsekvenser. Almindelige mennesker ved ikke, hvad der sker. Kan man købe bolig? Kan man investere i Danmark? Og kan man oprette ny virksomhed?"

Hun kritiserer mindre partier for at ville have statsministerposten selv og for at trække deres mandater ud af flertalsmulighederne:

"Hvis man kører sig selv meget op i en valgkamp og så er nødt til at falde ned bagefter, så kan også det give et øget skel mellem vælgere og politikere. Vi har ikke tradition for at være ultimative i Danmark, og jeg bryder mig ikke om, at vi laver om på det. Ordentlighed er et kodeord for mig, og det er ikke ordentligt, at man truer."

Underholdningen er total, da Alternativets leder Uffe Elbæk i artiklen udbryder:

"Det er på ingen måde en leg, når vi peger på os selv. (...) Jo, jo, der er ingen tvivl om, at vi skal indstille os på, at regeringsdannelsen kommer til at tage længere tid, end vi har været vant til. Er det så entydigt dårligt? Ikke nødvendigvis. Stabilitet er ikke i sig selv godt." 

På den borgerlige side er problemet, at Venstre under Fogh og i grunden også med Kristian Jensens finanslovsudspil er løbet så meget ind på midten med vækst i den offentlige sektor, at det afføder ideologiske - og dermed besværlige - nyskabelser som Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Samt at Dansk Folkeparti fordelingspolitisk og i sit ønske til offentligt forbrug ligger oven i Socialdemokratiet, hvis ikke til venstre for. Men der er trods alt samling om Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

På oppositionens side er problemet, at Mette Frederiksen som den eneste seriøse statsministerkandidat ikke nyder større respekt blandt sine mulige støttepartier, end tilfældet er denne sommer.

Og at de røde partier er så afgrundsdybt uenige om udlændingepolitkken, fordi Socialdemokratiet på sin side her har lagt sin omtrent oven i Dansk Folkeparti.

Det er godt for Folketinget, at man har en formand, der modsat fordums tider tør sige noget skarpt om demokratiets og parlamentarismens vilkår, der også indebærer kritik af partier.

Men de kritiserede partier melder hus fordi. Noget tyder på tilbagevenden til 1970'erne med hyppige valg og lange runder hos dronningen.