K-kandidat: Målinger og flygtige tendenser fylder for meget hos partierne

Af Pernille Weiss (K)
Konsulent og kandidat til Folketinget og Europa-Parlamentet 

Det er lige efter bogen. Når nu også partisekretærer melder ud, at de tror på velfærd, udlændinge og grøn omstilling som de forestående valgkampes hitnumre i debatterne om enten magten på Christiansborg eller pladserne i Europa-Parlamentet.

Det er bare ikke den rigtig bog. Den – eller dem – et parti kalder enten partibogen eller principprogrammet. Den, der er skrevet med hånden på enten værdierne, grundholdninger eller ideologier.

Bogen om partiets politik på den korte og lange bane – og på tværs af tidens flygtige udfordringer og opmærksomhedspunkter.

Algoritmer og slogans
Interviewet i Altinget 17. juni med partisekretærerne fra A og V – men det kunne være hvilken som helst partisekretær – bekræfter billedet af, at partierne i dag er langt mere optagede af opinionsmålinger og flygtige tendenser end nogensinde før.

Analyser af Big data og 'det, de andre snakker om' bliver betragtet som krystalkuglen, der kan fortælle præcist, hvor de flygtige og afgørende stemmer i vælgerhavet findes, så kampagnetrawlet kan trækkes de mest lukrative steder.

Når tilliden til politikerne er lavere end nærmest nogensinde, kan én af forklaringerne være, at vælgerne oplever, at alle partier taler om det samme og sjældent ud fra et overordnet greb om, hvor samfundet gerne skulle være på vej hen.

Pernille Weiss (K)
Folketingskandidat og konsulent 

Som om demokratiet i den fri verdens kulturer er en forudsigelig kemisk proces, man med avancerede algoritmer 'regne den ud', så man får et facit, der i korte slogans kan sikre vejen til og grebet om magten.

Politikere bør kunne tænke selv 
Jeg har intet imod analyser. Overhovedet. Men man skal bruge hovedet – og hjertet – når man bruger dem til at dirigere sit partis ressourcer og politiske opmærksomhed på.

Alle partier læser de samme analyser og siger derfor næsten det samme om ret få emner.

Dansk politik risikerer at blive et melodigrandprix, hvor meningsmålingerne tilsyneladende er det, der er mest interesse for – og ikke hvad der også bør være fokus på, hvis demokratiet egentlige interesser skal varetages.

Det ser vi især derved, at ingen på Christiansborg rigtig gider kulturpolitik. Men bare fordi et par målinger fremhæver et politikemne frem for andre, betyder det ikke, at det er dér, hvor flest råber højst, at det er klogest at fokusere.

Det kan meningsmålinger ikke 'regne ud' – her skal politikerne selv kunne lægge to og to sammen og vise mod til at begynde samtalerne i demokratiet, der, hvor udfordringerne har deres egentlige rod.

I dén måske lidt old-school optik burde kulturpolitik have en helt anderledes placering i samfundsdebatten.

Og helt sikkert høste anerkendelse hos vælgerne, fordi de hører, at politikerne har det lange og kloge lys på, kan overskue komplekse sammenhænge – og ikke svajer for vinden af aktuelle hitlister for emner, der nok er vigtige, men aldrig må fylde det hele.

Der bør være forskel på fløjene 
Jeg foreslår, at databøgerne suppleres med en renæssance til de ældre og tungere partibøger, som – gerne på en moderne dialogmåde – tages ud af reolerne for at blive brugt i den regelmæssige træning af partiernes værdi- og principkompasser.

I evig bevægelse og samtale i partiforeninger, demokratiets institutioner og i samfundets debatter i åben og nysgerrig samtale mellem borger og politiker.

Når tilliden til politikerne er lavere end nærmest nogensinde, kan én af forklaringerne være, at vælgerne oplever, at alle partier taler om det samme og sjældent ud fra et overordnet greb om, hvor samfundet gerne skulle være på vej hen – og slet ikke med et tydeligt grundlæggende sæt af nærmest evigtgyldige værdier og værktøjer.

Værdier og værktøjer, som gør vælgerne i stand til at høre forskel på en socialist og en borgerlig – og respekterer dem for det, de hver især siger, og de kompromisser, de måske finder frem til.

Værdier og værktøjer, der virker som antidot mod et folkestyre, hvor politikerne opfører sig som Anders And i klokketårnet:

Kun optaget af lige dér, hvor han har sit øje – men ikke dér, hvor andre også kan se, at der er brug for opmærksomhed og løsninger.