Adam Holm anmelder antisemitisme-bog: Jødehadet er allerfarligst hos dem, som tror, at de selv er fri for fordomme

ANMELDELSE: Den amerikanske historiker Deborah Lipstadt viser i et fremragende aktuelt værk, hvordan antisemitismen har fået ny næring og spirer frem steder, hvor man ikke forventede.

Altingets vurdering: 6/6

Af Adam Holm
Journalist og historiker

Hvis blot det havde været vanskeligt at komme med eksempler, men desværre: Der går sjældent en måned, nogle gange knap nok en uge, uden at der et eller andet sted i Europa er meldinger om vandalisme mod jødiske gravpladser, graffiti på synagoger, antisemitiske tilråb eller endda overfald og fysisk chikane.

Som en rapport fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder dokumenterede i december i fjor, er antisemitismen i vækst i flere europæiske lande. Ud af 16.000 respondenter, alle med jødisk baggrund, svarede ni ud af ti, at de har oplevet en stigning i antisemitiske ytringer og handlinger i løbet af de sidste fem år.

Det er ikke længere kun støvletrampende nynazister, der lufter deres hadefulde holdninger til jøder. Antisemitismen kommer også fra visse muslimske miljøer og fra dele af venstrefløjen, som kobler antizionisme og modstand mod Israel sammen med de jødiske menigheder i Europa.

Det er således på en sørgerligt aktuel baggrund, at den amerikanske historiker Deborah Lipstadts bog Antisemitism − Here and Now udkommer. 72-årige Lipstadt, som er professor på Emory University, er en autoritet inden for forskningen i holocaust og jødiske studier.

Hun har desuden været involveret i en opsigtsvækkende retssag, som begyndte i 1996 og strakte sig fire år frem; den britiske historierevisionist og Hitler-beundrer David Irving anklagede hende for ”bagvaskelse”, fordi hun i en bog havde omtalt ham som ”holocaustbenægter”. Manden, som har udtalt, at der døde flere kvinder på passagersædet i Edward Kennedys forulykkede bil end i gaskamrene, nemlig én, blev dømt som historieforfalsker og af dommeren betegnet som både antisemit og racist.

Den uendelige saga
Professor Lipstadt ved en hel del både i teori og praksis, om hvilke iklædninger antisemitismen viser sig i. Hun skriver i indledningen, at det har været en vanskelig bog at færdiggøre, fordi antisemitismen nærmest er eksploderet i de senere år, også i USA. Det ligner efterhånden en uendelig saga.

Bogens form er konstrueret som en stribe breve afsendt af to fiktive personer, den universitetsstuderende jødiske pige Abigail og juraprofessoren Joe med kristen baggrund. Det kan synes en anelse komisk, men de spørgsmål og overvejelser, de to karakterer rejser i korrespondancen, og som Lipstadt besvarer og elaborerer på i et levende sprog, er særdeles relevante.

Hvordan skal antisemitisme egentlig forstås, lyder et af spørgsmålene. Det er selvsagt et gammelkendt tema, men som Lipstadt skriver, bliver det trods årtiers forskning på området ved med at være vanskeligt at finde frem til en gangbar definition. Måske fordi antisemitismen er i stand til at mutere og antage nye former.

Had fra både højre og venstre
Der er som udgangspunkt en indbygget fleksibilitet i antisemitismen. I den højreorienterede optik har jødehadet, foruden religiøse motiver, været begrundet i, at jøder var revolutionære samfundsomstyrtere, der ikke anerkendte fædrelandets grænser. Med andre ord: kommunister og kosmopolitter.

Den venstreorienterede antipati mod jøder har været begrundet i deres angivelige velstand og tætte sammenvævning med kapitalismen. Jøder spandt guld – mammon – på det arbejdende folk og afkrævede ågerrenter.

Lipstadt viser, hvorledes den klassiske antisemitisme opererer med en idé om, at jøder kontrollerer medier og banker og er udstyret med en farlig intelligens, som gør dem destruktive, men samtidig er de fysisk underlegne, lider af psykiske lidelser og har en næsten dyrisk grimhed. Jøder er således hvad som helst, og fordommene florerer uberoende af jøders egen gøren og laden.

I Lipstadts definition er antisemitisme ikke et had rettet mod folk, som er jøder, men et had rettet mod folk, fordi de er jøder. På skrift er det en lille semantisk forskel, men i virkelighedens verden er den nok så afgørende.  

Antisemitismens afkroge
Lipstadts værk kommer godt rundt i antisemitismens afkroge.

Hun beskriver eksempelvis, hvordan antisemitismen har fundet nye koder på den nationalistiske højrefløj mange steder, blandt andet i Ungarn hos Viktor Orbán og blandt amerikanske ’alt-right’-folk, der har lært sig de rigtige koder for at undgå anklager om antisemitisme, men ikke bedre end at deres sande racistiske tankesæt er åbenlyst for enhver. De formår, skriver Lipstadt, at være antisemitiske og proisraelske på én og samme tid.

Hun runder også både ’middagsbordsantisemitten’, dem som erklærer, at de intet som helst har imod jøder og derpå tilføjer et ’men …’. Lipstadt gør desuden kort proces med den ’uvidende antisemit’, som har indoptaget en række antisemitiske stereotyper og fuldt og fast tror på den ene eller anden afsindige påstand, samtidig med at de bedyrer, at de kender så mange søde jøder.

Lipstadt er hele bogen igennem saglig og pædagogisk over for sine to fiktive brevskrivere, men hun er bestemt ikke håndsky. Uden at være polemisk går hun ind på ømtålelige emner, såsom muslimers fordomme imod jøder og de såkaldte ’progressives’ antisemitisme.

Det er et problem, at der i muslimske indvandringsmiljøer trives et negativt syn på jøder, som forstærkes af den palæstinensiske konflikt med Israel. Hun beskriver en række trusler og udsagn, der er kommet imod jøder under demonstrationer og andre offentlige manifestationer for palæstinensernes sag. Og det er som bekendt ikke blot blevet ved ord. Der har være en række angreb, og ikke blot i forbindelse med terror, der har været specifikt rettet mod jøder og kostet både dræbte og sårede.

Donald Trump og Jeremy Corbyn
Mest interessant er imidlertid hendes analyse af den gruppe, hun betegner som ”the Antisemitic enablers”, de som får antisemitismen til at trives. Hun identificerer præsident Donald Trump og lederen af det britiske Labour, Jeremy Corbyn.

Om de personligt nærer foragt for jøder, er ikke til at afgøre, men de ”er direkte ansvarlige for at legitimere eksplicitte fjendtligheder imod jøder”. Trumps svigersøn er jødisk, og hans datter er konverteret. Trump har også henvist til sine ”jødiske børnebørn” og sin kærlighed til Israel.

Det skulle angiveligt fjerne enhver mistanke om, at han nærer antisemitiske holdninger, men som Lipstadt påviser, er der adskillige eksempler på, hvordan hans kampagnefolk løbende følger nogle af den amerikanske højrefløjs mest yderligtgående skikkelser og låner brudstykker af deres retorik og verdensbillede.

Flere kendte ’white supremacists’ har rost Trump for at bringe nationalisme ind i politik. Han får ifølge Lipstadt også medvind i nogle af de mest giftige antisemitiske internetfora, fordi han taler kritisk om etniske og religiøse minoriteter og dermed legitimerer racisternes had til dem.

Jeremy Corbyn, som ikke blot har Brexit at slås med, har også befundet sig i et stormvejr i sit eget parti på grund af anklager om slet skjult antisemitisme. Det sidste har endt med at koste ham udvandringen af syv parlamentsmedlemmer fra hans eget parti.

Englands måske kommende premierminister er kendt for sin støtte til palæstinenserne imod ”apartheidstaten Israel”, og han har holdt møder med såvel Hamas som PLO.  

Her mærker man Lipstadts uro allerstærkest. Når folk som Corbyn, der taler om international solidaritet og advarer imod racisme og chauvinisme, samtidig – trods gentagne opfordringer – ikke kan formå at sætte en stopper for markant ant-iisraelske udsagn, der grænser til jødefjendtlighed, er der grund til at ringe med alarmklokken.

Corbyn synes ikke at kunne begribe, at man kan være kritisk over for staten Israel uden samtidig at skulle mudre begreberne jøde og zionist. Eller værre endnu; han ved det udmærket, men fortsætter uforstyrret til mange britiske jøders bestyrtelse.

Lipstadt analyserer boykotkampagnerne imod Israel og peger på et argument, der ofte går igen: Når jøderne selv har været ofre, så burde ”de” ikke opføre sig sådan. Ergo er det acceptabelt at give ”dem” igen af samme mønt.

Vanskeligt ikke at være bekymret 
Bogen slutter med at minde om, at selv om der er meget at være bekymret for, er det nødvendigt at holde en vis afstand til antisemitismen, således at den ikke bliver et centralt omdrejningspunkt i ens jødiske liv. Hvis det sker, har antisemitterne for alvor vundet.

Det har hun så evigt ret, men i takt med at antisemitismen finder nye udtryk, sådan som hun selv glimrende påviser, er det unægtelig vanskeligt at holde bekymringen fra døren. Det kræver som minimum, at andre end jøder tager bestik af de hårde vinde, som blæser. Og her er Lipstadts bog en god vejrhane at orientere sig efter.

Deborah Lipstadt: "Antisemitism − Here and Now", 288 sider, Scribe Publications. 14.99 britiske pund, udkom 29. januar. 

Forrige artikel Marianne Jelved: Schlüter-bog er et værdigt testamente fra Danmarks bedste statsminister Marianne Jelved: Schlüter-bog er et værdigt testamente fra Danmarks bedste statsminister Næste artikel Adam Holm anmelder ny film: Er Orbán en farlig nostalgiker eller sit lands frelser? Adam Holm anmelder ny film: Er Orbán en farlig nostalgiker eller sit lands frelser?
Løkke er historisk tæt på valgdeadline

Løkke er historisk tæt på valgdeadline

NEDTÆLLING: Det er 55 år siden, at en statsminister sidst har været så tæt på senest mulige valgdato. Det skyldes blandt andet, at Løkke som person er en nøler, siger Altingets politiske kommentator.