Administration er øget markant siden uni-fusioner

ADMINISTRATION: De danske universiteter brugte relativt set 330 millioner kr. mere på administration sidste år end i 2007, viser universiteternes egne tal. Ny undersøgelse hævder, tallene er endnu højere. Ministeriet erkender overdreven administration.
Morten Øyen
Efter universitetssammenlægningerne i 2007 bruger universiteterne betydeligt flere penge på administration. Det viser tal fra Danske Universiteter, der er blevet givet i et svar til Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi.

I 2007 udgjorde omkostningerne til administration 15 procent af universiteternes budget, mod 16,5 sidste år. Men havde man været i stand til at holde administrationsniveauet nede på 15 procent af budgettet sidste år, så havde universiteterne kunnet spare 330 millioner kr., fremgår det af svaret til udvalget.

1.290 ekstra akademikere
Men det tal slår ikke engang til, hævder den nye undersøgelse Follow the Money, der er lavet for Dansk Magisterforening og er en analyse af, hvad universiteterne bruger deres penge på.

Ifølge den nye analyse, er administrationsudgifterne steget fra 16,1 procent af det samlede budget for universiteterne i 2005 til 18,5 procent i 2009. Og det svarer ifølge undersøgelsens to forfattere til en proportionel stigning på 553 millioner kr.

"Det svarer til, at hvis man havde holdt administrationen på samme andel af budgettet som i 2005, kunne man have ansat 1.290 ekstra akademikere efter britisk lønsstandard," siger Rebecca Boden, der er professor i kritisk ledelse på Wales Universitet og sammen med professor i organisation Susan Wright fra Danmarks Pædagogiske Universitet står bag undersøgelsen.

Sahl-Madsen: Det er også politikernes skyld
Men det er langt fra kun universiteternes skyld, at der i stigende grad går penge til administrationen på universiteterne.

"Vi er enige om, at vi godt kan gøre kerneadministrationen mere effektiv. Jeg må gribe lidt i den videnskabsministerielle barm og erkende, at vi nok er kommet til at sætte for mange administrative systemer op," sagde videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) fredag ved konferencen om undersøgelsen i Dansk Magisterforening.

Hun løftede desuden sløret for, at man i ministeriet i øjeblikket arbejder på 24 emner, der kan forbedre administrationen hos universiteterne.

"Der kan og skal gøres mere mod administrative systemer. I Videnskabsministeriet arbejdes der derfor med 24 emner om, hvad vi kan gøre bedre eller mere klogt. For der er ting, der kan gøres mere effektivt og hvor ressourcerne kan bruges bedre," sagde videnskabsministeren.

SF har mandag kaldt videnskabsministeren i samråd for at få redegjort for de tiltag, regeringen vil iværksætte for at mindske de administrative omkostninger i tilknytning til universitetsforskningen samt pege på, hvilke administrative krav til universiteterne der kan fjernes.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Charlotte Sahl-Madsen

Administrerende direktør, CoC Playful Minds, bestyrelsesformand, onecollection/House of Finn Juhl
Strategy Executive Education (Harvard Business School 2004), MIT Sloan Management (Boston 2006) m.fl.

0:000:00