Advokat: Bør vi skamme os over den nye udlændingelovgivning?

Af Gunnar Homann
Medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg

I den endeløse række af udlændingelovsændringer er der nu indført et nyt asylbegreb ”midlertidig beskyttelsesstatus”, og reglerne får virkning for alle asylansøgninger indgivet fra og med den 14. nov. 2014, hvor lovforslaget blev fremsat i Folketinget.

Der er efter bemærkningerne til lovforslaget ingen tvivl om, at lovforslaget har baggrund i den markante stigning i antallet af indrejste asylansøgere navnlig fra Syrien, som såvel Danmark som vore nabolande oplevede i løbet af 2014, og det særlige ved den nye midlertidige beskyttelsesstatus er, at den, med mindre helt særlige grunde gør sig gældende, ikke skal give anledning til familiesammenføring inden for de første 12 måneder og i hvert fald teoretisk skal give mulighed for lettere at kunne sende denne gruppe udlændinge tilbage til hjemlandet, når de værste uroligheder er overstået.

En besynderlig situation
Hvis et af hovedformålene med lovforslaget og nu loven har været at få flest mulige asylansøgere til at søge asyl i andre lande end Danmark, må dette formål allerede siges at være opnået, idet indrejsetallene i Danmark er faldet drastisk. Det er nærliggende at antage, at faldet navnlig har sammenhæng med, at Danmark er blevet fravalgt på grund af den manglende adgang til familiesammenføring under opholdets start.

Det er en besynderlig situation, der er opstået. Igennem flere år er ingen asylansøgere fra Syrien blevet tvangsmæssigt sendt tilbage. Heller ikke de, der har fået afslag på asyl. I stedet for en længere berostillelse af behandlingen af asylansøgninger fra personer fra Syrien, har Flygtningenævnet behandlet ansøgningerne, således at de, der opfyldte betingelserne for enten konventionsstatus eller beskyttelsesstatus hurtigst muligt kunne komme videre i systemet.

I forbindelse med behandlingen af disse sager har Flygtningenævnet skullet vurdere, om ansøgeren opfyldte Flygtningekonventionens bestemmelser og dermed skulle give opholdstilladelse med konventionsstatus, eller om ansøgeren opfyldte betingelserne for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2, en bestemmelse hvis formulering stammer fra 2002, og som sigter til at kunne give beskyttelse efter de øvrige internationale konventioner, herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 og tillægsprotokol nr. 6 samt art. 3 i FN ́s torturkonvention.

Det er en besynderlig situation, der er opstået. Igennem flere år er ingen asylansøgere fra Syrien blevet tvangsmæssigt sendt tilbage.

Gunnar Homann
Medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg

En ringere retsstilling
Ved håndteringen af disse problemstillinger har Flygtningenævnet således helt i overensstemmelse med lovens forarbejder søgt at vurdere beskyttelsesrækkevidden efter konventionerne og herved også henset til den praksis, der har udviklet sig ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det kunne derfor have været befriende, dersom den nye midlertidige beskyttelsesstatus havde været tænkt som en udvidelse af mulighederne for at give opholdstilladelse, således at gruppen af afviste asylansøgere, som alligevel ikke ville blive tvangsmæssigt udsendt, kunne få reguleret deres ophold i stedet for blot at sidde i en uvis venteposition. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Det fremgår klart af lovens forarbejder, at den nye midlertidige beskyttelsesstatus skal indskrænke anvendelsesområdet for den hidtidige beskyttelsesstatus og således i realiteten give de, der får den midlertidige beskyttelsesstatus, en ringere retstilling, end de hidtil ville have fået.

Fundamentale, stabile og varige ændringer
Dilemmaet for Flygtningenævnet bliver herefter, om Flygtningenævnet som et uafhængigt domstolslignende organ vil fortsætte sin hidtidige praksis støttet på nævnets konventionsfortolkning, eller om man vil begrænse den hidtil fulgte praksis og alene give midlertidig beskyttelse til f.eks. en gift syrisk kvinde, der ikke personligt har været involveret i kamphandlinger eller andet, men simpelthen kommer fra et område, hvor hun vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK ́s art. 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse.

Det er også en konsekvens af de nye regler, at adgangen til at undlade at forlænge eller inddrage en opholdstilladelse skal gøres lettere. Hvis grundlaget for asyl ikke længere eksisterer, er der også efter Flygtningekonventionen adgang til at inddrage en opholdstilladelse til en flygtning, men det forudsætter efter den måde, Flygtningekonventionen er fortolket på, at der skal være tale om fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet.

Selvom disse principper muligt ikke finder direkte anvendelse for inddragelse af opholdstilladelser for personer, der alene har fået beskyttelsesstatus eller nu tillige midlertidig beskyttelsesstatus, har Flygtningenævnet hidtil i sin praksis reelt anvendt samme grundprincipper, når der har været spørgsmål om eventuel inddragelse af opholdstilladelse til personer, som havde fået beskyttelsesstatus.

Hvordan vil Flygtningenævnet nu håndtere situationen, når der måtte blive forelagt eventuelle sager om undladelse af forlængelse eller inddragelse af opholdstilladelser til personer med den ene eller anden form for beskyttelsesstatus?

En illusion
Personligt tror jeg, at det er en illusion at forestille sig, at forholdene i Syrien såvel som i andre konfliktområder, der sender folk på flugt, vil ændre sig så væsentligt i løbet af 12 måneder eller en ganske kort årrække, at der inden for en sådan tidshorisont skulle blive mulighed for at effektuere tvangsmæssige hjemsendelser.

Det reelle indhold af de nye regler bliver derfor i første omgang at afskære adgangen til familiesammenføring i det første år, og det fører så frem til det næste spørgsmål: Er det reelle indhold nu også det, som lovteksten giver udtryk for? Er det reelle indhold i virkeligheden at sende et signal til asylansøgerne - og deres rejsearrangører – om, at vi vil ikke have flere.

Søg hellere til vore nabolande. Meget tyder på, at dette kunne være den dybere begrundelse kombineret med et ønske om indenrigspolitisk – vi skal jo snart have valg – at fremstå som handlekraftig på udlændingeområdet.

Bør vi skamme os?