Advokat: Hårdt-mod-hårdt-logik afføder vold i fængslerne

DEBAT: Det politiske systems hårdt-mod-hårdt-logik lægger kimen til de voldelige episoder mod fængselsbetjente, der i den senest tid er eskaleret. Det skriver advokat hos Forsvarsadvokaterne, Erbil Kaya.

Af Erbil Kaya
Advokat (H), Forsvarsadvokaterne

I det forgangne år er volden mod fængselsbetjente i den grad kommet på dagsordenen. Der er kommet en hidtil uset stigning i det, der kaldes for voldsbølgen mod fængselsbetjentene, hvor det vist primært er fængselsbetjente, der arbejder i de lukkede fængsler og i arresthuse, der er særligt ramte. Dette må og skal der gøres noget ved.

Basalt set går fængselsbetjentens rolle vel ud på at sikre ro og orden i fængslerne, så det bliver så tåleligt, som det nu kan blive at sidde varetægtsfængslet eller afsone i et fængsel. Dette kan ske ved at have fokus på det kolde sikkerheds- og kontrolarbejde eller det bløde relationsarbejde og resocialisering af de indsatte.

Vigtigt med varme og dialog
Det er vigtigt at have en forståelse for, at de indsatte oplever at have mistet alt lige fra deres arbejde, uddannelse, familie, kone/kæreste, barn, venner, bekendte, frihed, ære, prestige, sociale rangstige med videre. Det er et hårdt slag i deres bevidsthed, og det gør sig desto mere gældende for de, der befinder sig i arresten, som end ikke er dømt endnu og derfor fortsat er uskyldige.

Indskrænkningerne på en til to timers fællesskab med andre indsatte om dagen, mens resten af tiden tilbringes bag en lukket dør i en celle på cirka syv-ti kvadratmeter samt muligheden for at se sin familie én gang om ugen i 30 minutter til en time, er også forhold, der tillige presser de indsatte.

Disse forhold sammenholdt med, at de indsatte i forvejen kommer fra de mest socialt og økonomisk dårligst stillede grupper i samfundet, udgør ingredienserne til stor frustration og irritation blandt de indsatte. Dermed vil de også være klar til at tage ukonventionelle metoder i brug, hvis de i deres eget univers har en følelse af, at de bliver nedværdiget og ydmyget. Den manglende dialog og kendskab til hinanden er også en omstændighed, der gør, at de indsatte ikke ser mennesket bag uniformen, men mere betragter uniformen som en undertrykkelsesmekanisme.

Derfor er det vigtigt, at relationerne mellem de indsatte og ansatte ikke blot udgøres af kold mekanik og kontrol, men af varme og dialog, hvilket er den omstændighed, der netop skaber en god og tillidsfuld atmosfære iblandt indsatte og ansatte, og dermed er det indgangen til en nedtrapning af konfliktniveauet i arresthuse og fængsler.

Ikke en overraskende udvikling
I det lys er det ærgerligt, at de politiske love og signaler de seneste år udelukkende er gået i retning af nul-tolerance over for de indsatte. Dette skærper modsætningerne mellem indsatte og ansatte, hvilket der ikke er behov for. Der er behov for det modsatte. Derfor undrer det mig desværre ikke, at vi på det sidste hører om hidtil uhørte tilstande i Danmark i forhold til diverse episoder mod fængselsbetjentene.

I det politiske systems evindelige krav om skærpelser og hårdt-mod-hårdt-logik lægger kimen til de voldelige episoder, der kan vise sig at være toppen af isbjerget, hvis der ikke sker en ”normalisering” af forholdet mellem indsatte og ansatte. Det seneste nye er reglen om forbud mod rygning for de indsatte. Reglen er helt unødvendig og vil være med til at presse de indsatte yderligere. Således skabes der endnu engang konfliktpotentiale.

Fængselsbetjentene er for de indsatte ansigtet på et system, der konstant presser de indsatte ud over deres kapacitet. I takt med den dårlige behandling af de indsatte er det i virkeligheden ikke særlig overraskende og ikke en tilfældighed, at denne voldsbølge mod fængselsbetjentene sker netop her på det seneste.

Hvis den fysiske vold mod fængselsbetjentene skal bremses, så skal vi starte med at bremse de tiltag, der af de indsatte betragtes som psykisk vold mod dem.

Forrige artikel Professor om kystsikring: København er vigtigere end Jylland Professor om kystsikring: København er vigtigere end Jylland Næste artikel DF'er: Socialdemokratiet trak ikke en streg i sandet under besættelsen DF'er: Socialdemokratiet trak ikke en streg i sandet under besættelsen
Partilederne vil ud af coronakrisens konsensus

Partilederne vil ud af coronakrisens konsensus

ANALYSE: Mette Frederiksen holdt endnu en landsmodertale grundlovsdag, mens alle de øvrige partiledere forsøger at sparke den politiske debat i gang igen. Thulesen holdt en skarp tale, og DF har nu lagt sig fast på en udmeldelse af EU.