Peter Loft: Et farvel til al regulering visker ikke tavlen ren på ældreområdet

Statsminister Mette Frederiksen (S) foreslog i sin nytårstale, at man så at sige visker tavlen ren på ældreområdet.

At regeringen "afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra" med en kort og præcis ældrelov.

Tanken om at starte helt forfra, skrotte al hidtidig lovgivning og erstatte den med nogle få, overordnede principper for den måde, ældreforsorgen skal varetages på, forekommer besnærende.

Der er givetvis også mange andre områder, hvor det burde overvejes at bringe samme fremgangsmåde i anvendelse. Men det vil jo nok ret hurtigt vise sig, at det ikke er så let blot at skrotte den eksisterende regulering og formentlig slet ikke at blive enig om, hvad der skal sættes i stedet.

Flere lovkomplekser har et uoverskueligt omfang
Der findes talrige eksempler på samlede lovkomplekser, hvor regelmassen har antaget et ganske uoverskueligt omfang.

Hvor enhver stringens, overordnet retning eller sammenhæng for længst er forsvundet, og hvor de mange regler har fået den effekt, at den styring, som de skulle skabe, reelt er gået tabt i manglende overblik, bureaukrati samt kontrol- og afrapporteringskrav.

Ofte får en enkelt, konkret sag en al for stor indflydelse på den samlede lovgivning, fordi politikere ønsker at udvise handlekraft

Peter Loft (LA)
Advokat ved Bachmann/Partners og byrådskandidat

Der er adskillige årsager til, at reglerne er løbet løbsk med den konsekvens, at ingen kan overskue reglerne længere, at reglerne ikke har den ønskede effekt, og at det pågældende område derfor befinder sig i en truende krise. Det er ikke kun reglerne på ældreområdet, men også for eksempel på skatteområdet eller beskæftigelsesområdet.

Mange kompromisser har ført til, at hensyn indbyrdes strider imod hinanden, og at den overordnede stringens er forsvundet, der ellers kunne tjene som en rettesnor for administrationen af de pågældende regler.

Samme virkning har de idelige lovændringer, der som nye lapper tilføjes et allerede overbelastet regelsæt. Skiftende målsætninger og politiske prioriteringer medvirker på samme måde til at skabe en usammenhængende regulering.

Politikere giver enkeltsager for stor indflydelse i lovgivning
Ofte får en enkelt, konkret sag en al for stor indflydelse på den samlede lovgivning.

Politikere ønsker at udvise handlekraft og sætter derfor målrettet ind mod det konkret opståede problem – også selvom problemet måske netop er enkeltstående og kunne være løst med en målrettet konkret indsats inden for de gældende lovmæssige rammer. Nye tilsynsregler og kontrolforanstaltninger skyldes ofte konkrete fejl, som nok bedre kunne være håndteret ansættelsesretligt.

Forsøg på at holde udgifterne i ave fører til skemaer og kontrolkrav, som betyder, at varme hænder når at blive kolde. På den måde forøges de problemer, som disse krav netop skulle afhjælpe. Velerhvervede, men ikke altid lige naturgivne rettigheder, blokerer for nytænkning og for netop at vaske tavlen ren.

Usammenhængende lovgivning kræver grundlæggende ændringer
Hidtidige forsøg på at lave markante ændringer på administrationsområder, der er præget af usammenhængende, uoverskuelige og dårligt fungerende regler, har ikke været succesfulde.

Ud over de ovenfor angivne årsager skyldes det blandt andet, at embedsmænd er bedre til at justere på gældende lovgivning end til at foreslå egentlige nye løsninger.

Bedre regulering på ældreområdet, såvel som på en lang række andre nødlidende områder, kommer ikke blot af at ophæve al gældende regulering. Der skal sættes noget nyt i stedet

Peter Loft (LA)
Advokat ved Bachmann/Partners og byrådskandidat

At dreje på kendte knapper, forhøje eller sænke beløbsgrænser og satser eller skærpe eller lempe allerede bestående regler er de løsninger, som man umiddelbart vil gribe til.

Der er hverken tid, overblik eller rum til, at neutrale embedsmænd kan udforme grundlæggende nye og forandrede løsninger på kendte problemstillinger. Embedsmændene vil som deres ministre have fokus rettet mod hurtige løsninger, som kan tilfredsstille kravet om handling her og nu.

Grundlæggende og effektfulde ændringer på områder, som i årevis har været nødlidende, kræver efter min mening nogle fundamentale ændringer i den måde, som politiske initiativer bliver til på.

Politikere skal blive enige om nogle enkelte grundlæggende, retningsgivende og ikke selvmodsigende principper, som skal danne det overordnede grundlag for den ønskede regulering. Og de skal afstå fra enkeltsagslovgivning.

Bedre regulering kommer ikke kun af at ophæve al gældende regulering
Tunge politiske rådgivere i ministerierne – i stil med den tidligere stabschef i Statsministeriet – vil bedre end karriereembedsmændene kunne bruge tid, kræfter og kontakter til at skabe grundlæggende nye måder at tænke på.

Eksperter og tænketanke yder allerede i dag værdifulde bidrag til nye måder at regulere på. Men de skal huske, at det bedste er det godes fjende.

Ofte går eksperter efter det perfekte, hvilket selv ikke de bedste embedsmænd vil kunne honorere. Realisme, pragmatisme og administrative hensyn skal veje tungere blandt eksperter og tænketanke.

Interesseparter skal fortsat gøre opmærksom på de forhold, som de er sat i verden til at varetage. Men de må ikke stå fast på snævre særinteresser, velerhvervede rettigheder og særhensyn, der blokerer for en samlet set god løsning.

Endelig skal embedsmændene være lydhøre over for nyskabende ideer, også selv om de ikke er opstået i egne rækker. Og embedsmændene skal med brug af deres faglige ekspertise udarbejde en sammenhængende regulering på grundlag af de fremlagte principper og ideer.

Bedre regulering på ældreområdet såvel som på en lang række andre nødlidende områder kommer ikke blot af at ophæve al gældende regulering.

Der skal sættes noget nyt i stedet, og det kan efter min mening kun frembringes gennem et nøje tilrettelagt samarbejde mellem alle de involverede parter, hvor alle skal være omhyggelige med at forstå deres lod i det samlede arbejde.