Afghanistan-veteran: 43 danske soldater døde ikke for, at vi i dag skal samarbejde med Taliban

Afghanistans systematiske helvede

Afghanistan er i dag det eneste land i verden, hvor piger og kvinder er totalt forbudt adgang til uddannelse efter 6. klasse.

Taliban har metodisk demonteret hver eneste beskyttelsesmekanisme og skabt uoverstigelige barrierer for halvdelen af befolkningen. Sport? Forbudt. Parker? Forbudt. At tale i offentligheden? Forbudt.

I et land, hvor mødredødeligheden allerede var blandt verdens højeste, må kvinder nu ikke behandles af mandlige læger – samtidig med at der ikke uddannes nye kvindelige sundhedsarbejdere.

At indgå aftaler med Taliban er ikke bare pragmatisk realpolitik. Det er den ultimative erkendelse af nederlag.

Morten Kromann
Dommerfuldmægtig og Afghanistan-veteran

I august 2024 kulminerede undertrykkelsen med en ny lov om "fremme af dyd og forebyggelse af last", der forbyder kvinder at rejse uden mandlig værge og bogstaveligt talt at lade deres stemmer høres uden for hjemmet. At tale er blevet en forbrydelse, hvis du er født som kvinde i Afghanistan.

Den humanitære katastrofe rammer hele befolkningen. 23,7 millioner afghanere – over halvdelen – har akut brug for hjælp, og 12,4 millioner står over for fødevareusikkerhed. Men hjælpen når ikke frem.

I november 2024 havde FN's humanitære plan kun modtaget 31 procent af de nødvendige midler, og Talibans restriktioner skaber yderligere forhindringer for både at levere og modtage hjælp.

FN's særlige rapportør Richard Bennett har kaldt det et institutionaliseret system af diskrimination og eksklusion. I september 2024 forbød Taliban ham at besøge landet.

Blandt de hårdest ramte er mennesker med handicap – de få tjenester, der eksisterede for fysisk rehabilitering og mental sundhedsstøtte, er næsten helt forsvundet siden Talibans magtovertagelse. De er blevet de glemte blandt de glemte.

Klemt af regionale kriser

Afghanistan ligger ubarmhjertigt klemt mellem Iran og Pakistan, der begge sender tusindvis af afghanere retur til Talibans regime.

Mellem juni og juli 2025 forlod næsten 500.000 afghanere Iran efter israelske angreb på landet. Iran havde beordret alle uden gyldige dokumenter til at forlade landet.

Pakistan har siden 2023 tvunget over 665.000 afghanere tilbage, mens regeringen kaldte dem terrorister og kriminelle. Når de ankommer til Afghanistan, mødes de af alvorlig økonomisk nød. Der er meldinger om massiv chikane og diskrimination – især mod kvinder og piger.

I juli 2025 blev Rusland det første land til officielt at anerkende Taliban som Afghanistans legitime regering. Taliban havde været på Ruslands terrorliste siden 2003. Nu er de pludselig partnere. Rusland har allerede åbnet en erhvervsrepræsentation i Kabul og annonceret planer om at bruge Afghanistan som transitland for gas.

Det Taliban-ledede Afghanistans udenrigsminister jublede. Men er det virkelig det kapløb, vi ønsker at deltage i? Er det Putins menneskerettighedsstandard, vi nu adopterer som vores egen?

Den tyske flirt med djævlen

Tyskland går længst i sin villighed til at danse med djævlen.

I juli 2025 hjemsendte Tyskland 81 afghanere med kriminel baggrund til Afghanistan gennem Qatar – uden at have direkte diplomatiske forbindelser med Taliban. Qatar fungerede som mellemmand i denne moralsk tvivlsomme transaktion.

Tænk over det: Qatar formidler kontakten mellem Tyskland og et regime, der har gjort det at være kvinde til en forbrydelse.

Tyskland legitimerer dermed indirekte Taliban gennem bagdøren, mens man påstår at holde fast i menneskerettighederne. Det er hykleri af værste skuffe.

Danmarks moralske kollaps

Og Danmark? Vi følger trop. Danmarksdemokraternes Hans Kristian Skibby siger det rent ud: "Vi kan sådan set samarbejde med fanden selv i forhold til at få udvist kriminelle udlændinge, så længe det er til fordel for Danmark."

Men hvilke garantier kan fanden mon give, som vi kan stole på?

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek kalder Tysklands hjemsendelser for et potentielt "stort fremskridt". Han understreger, at Danmark kun har "10-15" afghanere, der skal hjemsendes – men selv om antallet er lille, er symbolværdien enorm.

Vi skylder de afghanske kvinder, der lever som fanger i deres eget land, ikke at gøre deres undertrykkere til vores partnere.

Morten Kromann
Dommerfuldmægtig og Afghanistan-veteran

Vi signalerer, at vi er parate til at sælge alle vores værdier for at slippe af med et dusin kriminelle, og samtidig giver vi Taliban den internationale blåstempling, de desperat søger.

Ministeren har meldt klart ud, at han er villig til at bruge "alle de værktøjer, som man har" – herunder at koble tilbagesendelsesaftaler sammen med udviklingsbistand og handelssamarbejde.

Med andre ord: Vi er parate til at bruge enhver form for pression for at få lande til at samarbejde – selv når det land er styret af krigsforbrydere.

Det ultimative forræderi

Som Afghanistan-veteran har jeg set denne konflikt fra mange sider. Jeg har arbejdet for Røde Kors og set torturens ar på kroppe og sjæle. Jeg var i Qatar, da Vesten forhandlede vores kapitulation.

At indgå aftaler med Taliban er ikke bare pragmatisk realpolitik. Det er den ultimative erkendelse af nederlag. Det er at sige, at 43 danske soldater døde for ingenting. Det er at sige, at forbrydelser mod menneskeheden er acceptable, så længe forbryderen hjælper os med vores egne problemer.

Samtidig spørger jeg mig selv: Gjorde vi overhovedet nogen forskel i Afghanistan?

Vi tilbød en smagsprøve på frihed – men gælder det også, når friheden tages fra én igen? De afghanske kvinder, der i 20 år smagte uddannelse og værdighed, lever nu med mindet om, hvad de har mistet. Gjorde vi dem en bjørnetjeneste ved at vise dem friheden – kun for at overlade dem til et regime, der nu straffer dem hårdere, netop fordi de ved, hvad de går glip af?

Vi må stå fast

Nu står vi ved den afgørende skillevej. Vi kan vælge nemme løsninger og legitimere bødlerne. Eller vi kan stå fast på det, vi påstår at tro på.

Den Internationale Straffedomstol udstedte arrestordrer mod Talibans øverste leder og deres øverste dommer. Anklagerne er krystalklare: forbrydelser mod menneskeheden gennem systematisk forfølgelse af kvinder og piger.

Arrestordrerne afslører Vestens hykleri. Samme regeringer, der støtter ICC's arbejde, overvejer nu at indgå aftaler med de selv samme krigsforbrydere.

Vi skylder vores veteraner, at deres ofre ikke var forgæves.

Morten Kromann
Dommerfuldmægtig og Afghanistan-veteran

Ja, vi har problemer med kriminelle udlændinge. Men hvis prisen for at løse dem er at anerkende og samarbejde med et regime, der begår forbrydelser mod menneskeheden hver eneste dag, så er prisen for høj.

Vi skylder de afghanske kvinder, der lever som fanger i deres eget land, ikke at gøre deres undertrykkere til vores partnere. Vi skylder vores veteraner, at deres ofre ikke var forgæves. Vi skylder vores børn at efterlade en verden, hvor principperne betyder mere end bekvemmelighed.

Nogle kampe kan ikke vindes gennem kompromis. Nogle principper kan ikke forhandles. Hvis vi ikke kan stå fast her – over for et regime, der har gjort det at være kvinde til en forbrydelse – hvad kan vi så nogensinde stå fast på?

Vestens styrke har altid været vores værdier. Hvis vi opgiver dem for en håndfuld udviste kriminelle, har vi ikke bare tabt Afghanistan. Vi har tabt os selv.