Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Allarp mangler svar: Hvad er egentlig planen med coronahåndteringen?

Myndighederne og regeringen har konsekvent forsømt at sætte ord på, hvordan vi skal indrette vores liv fremadrettet, hvor corona ikke bliver til at undgå. Den totalt fraværende debat skaber usikkerhed, skriver Anne Sofie Allarp.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Anne Sofie Allarp
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Denne sommer er danske børn mellem 12-15 blevet inviteret til at blive vaccineret mod coronavirus. 

Om skribenten

Anne Sofie Allarp (født 1972) er forfatter, politisk kommentator og radiovært. Hun er desuden forhenværende international redaktør på Radio24syv og forhenværende international sekretær i Socialdemokratiet.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Beslutningen udstiller på fornemmeste vis, hvordan såvel sundhedsmyndighederne som regeringen gennem hele pandemien har svigtet at fremlægge for borgerne den langsigtede plan for et samfund, hvor corona ikke bliver til at komme udenom. 

Det interessante ved denne nyeste del af den danske vaccinationsindsats er, at sundhedsmyndighederne agerer imod en klart formuleret skepsis fra Dansk Pædiatrisk Selskab, som repræsenterer de danske børnelæger. 

Formanden for Dansk Pædiatrisk Selskab, som også er overlæge på børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital, Klaus Birkelund Johansen, udtaler blandt andet til Berlingske: "Vi har svært ved at forstå, hvorfor det skal gå så stærkt, og hvorfor Sundhedsstyrelsen har valgt at fremrykke processen, alene fordi man har modtaget nogle rumænske vaccinedoser." 

De 12-15-årige var sat til at blive tilbudt vaccinen efter den voksne befolkning var færdigvaccineret til september. Dermed ville eventuelle mere alvorlige såkaldte "signaler" have en bedre chance for at være noteret, læger og myndigheder ville være blevet klogere på vaccinens bivirkninger.

Når det kommer til den fremtidige håndtering af Covid-19, har myndigheder og regering gennem hele denne pandemi holdt virkelig godt på, hvorvidt de har en plan.  

Anne Sofie Allarp
Kommenarskribent

Men Sundhedsstyrelsen har lavet en kovending og klør nu på i forhold til allerede nu at få vaccineret de 273.000 børn i alderen 12-15 år herhjemme. Og det er her, jeg godt kan blive lidt tøvende. For hvorfor lytter Sundhedsstyrelsen ikke til børnelægerne?

Og hvorfor lytter Sundhedsstyrelsen ikke til verdenssundhedsorganisationen WHO, som mener, at, da børn og unge har et mildere forløb sammenlignet med voksne, så er det mindre presserende at vaccinere dem, medmindre de er en del af en gruppe med højere risiko for alvorlig Covid-19.

WHO udtaler (egen oversættelse, red.): "Der er behov for flere beviser for brugen af de forskellige Covid-19-vacciner til børn for at kunne komme med generelle anbefalinger om vaccination af børn mod Covid-19."

Hvorfor skæver myndighederne ikke til vores store nabolande, som heller ikke vaccinerer alle børn? Storbritannien tilbyder ikke vaccinen til børn og unge under 18. 

Tyskland anbefaler ikke vaccinen til børn, som ikke har en eksisterende underliggende sygdom. 

Sundhedsmyndighederne har forklaret, at deres beslutning handler om at få kontrol over epidemien.

På SSI's hjemmeside fremgår det, at Sundhedsstyrelsen vægter "behovet for en meget høj befolkningsimmunitet for at sikre fortsat epidemikontrol før en kommende vintersæson." Dette er også "i lyset af, at mere smitsomme virusvarianter kan brede sig i Danmark."

Og at: "Selvom vi har høj tilslutning i de nuværende målgrupper, som omfatter ca. 83 % af befolkningen, så vurderer vi også, at en udvidelse af målgruppen til de 12-15-årige er nødvendig, for at sikre endnu større immunitet i befolkningen, og dermed sikre kontrol med epidemien i Danmark."

Seruminstituttet selv anerkender, at "beskyttelse af børnene selv ikke er det primære mål."  SSI argumenterer for, at det kan give tryghed i familien, at barnet er vaccineret, og at det kan være med til at sikre både børn og familier en hverdag uden test og uden restriktioner, for eksempel i forbindelse med udbrud på skoler.

Det vil sige, at vaccinationen af børnene skal forstås som et værn mod de psykologiske og politiske vilkår, som tidens børn er oppe imod. Og det gælder naturligvis også for noget.

Men kan det accepteres som det bærende argument for, at mere end en kvart million danske børn skal vaccineres?

Det kommer, som jeg kan se det, an på to ting: Vaccinens sikkerhed for de børn, og den plan der er lagt for den fremtidige håndtering af Covid-19.

Det første var Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm også inde på, da han tidligere på sommeren lovede at vente med at vaccinere de 12-15-årige med denne indlysende argumentation: "Det er sjældent, at børn bliver alvorligt syge med Covid-19. Så vi skal i særlig grad være opmærksom på, at vaccinen er sikker for børnene. Derfor vil vi over sommeren følge internationale erfaringer og sikkerhedsdata, så vi er helt sikre, før vi sætter i gang efter sommerferien," sagde Søren Brostrøm. 

Vaccinationen af børnene skal forstås som et værn mod de psykologiske og politiske vilkår, som tidens børn er oppe imod.

Anne Sofie Allarp
Kommenarskribent

Indtil nu hersker der dog fortsat usikkerhed om vaccinens sikkerhed for børn særligt blandt bekymrede forældre, hvorfor det synes besynderligt at fremskynde beslutningen. 

Når det kommer til den fremtidige håndtering af Covid-19, har myndigheder og regering gennem hele denne pandemi holdt virkelig godt på, hvorvidt de har en plan.

En søgen i de officielle udmeldinger efter sådan en plan eller bare klarlagte antagelser om, hvad der kunne forventes at ske efter de næste to måneder, er som at gå en tur i tyk tåge. Bedst som man tror, man kan se et omrids af noget, så er det væk igen.

Og fraværet af en drøftelse af disse spørgsmål og i særdeleshed fraværet af en fremlæggelse af en plan for en bæredygtig og klog tilgang til en fremtid, hvor Covid-19 vil være blandt os, er bekymrende, synes jeg. Både som borger, og mor til to halvstore børn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00