Debat

Alternativet: Radikales ultimatum kan kaste politiske aftaler i skraldespanden

Hvis Radikale Venstre er i tvivl om, hvorvidt statsministerens handlinger i minksagen kalder på konsekvenser, er det jurister, der kan gøre os klogere på det. Ikke et folketingsvalg, skriver Torsten Gejl (ALT).

Når Radikale Venstre vælger at bruge minksagen til at gennemtvinge et valg, ligner det mest politisk strategi og opportunisme, skriver Torsten Gejl.
Når Radikale Venstre vælger at bruge minksagen til at gennemtvinge et valg, ligner det mest politisk strategi og opportunisme, skriver Torsten Gejl.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Torsten Gejl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis Radikale Venstre tvinger regeringen til at udskrive valg efter sommerferien eller vælter regeringen, når Folketinget åbner i oktober, svigter de aftalen om afskaffelse af kontanthjælpsloftet, som de selv har været med til at forhandle gennem utallige møder. De svigter også aftalen om kompensation til danskere med lavindkomster for stigende energipriser. Og en lang række andre aftaler, som er forhandlet færdige.

Det er nemlig sådan, at de politiske aftaler, som partierne er blevet enige om, men som ikke er vedtaget i Folketingssalen, som udgangspunkt ophæves, når der kommer valg. Og dermed kaster Radikale Venstre en lang række politiske aftaler i skraldespanden. Tusinder af arbejdstimer og hundreder af forhandlingsmøder er spildt arbejde.

Forhandlinger lagt i ruiner

Men bliver aftalerne så ikke bare vedtaget af en ny regering? Det er på ingen måde sikkert.

For eksempel er afskaffelsen af kontanthjælpsloftet, også kaldet "Aftale om nyt kontanthjælpssystem med plads til børnene", en smal aftale mellem regeringen, støttepartierne, Kristendemokraterne og Alternativet, og hvis Radikale Venstres drøm om at lave et samarbejde hen over midten bliver en realitet, er aftalen dødsdømt.

Hvis det betyder så meget for Radikale at få en regering til magten, der vil skabe større ulighed, kan de så ikke venligst vente med at gøre forsøget til efter jul?

Torsten Gejl (ALT)
Politisk ordfører

De borgerlige partier, som indførte kontanthjælpsloftet i 2016, kommer ikke til at afskaffe det igen. Selvsamme partier har også kritiseret aftalen til afskaffelse af kontanthjælpsloftet sønder og sammen.

Dermed er hele arbejdet med Ydelseskommissionen og alle forhandlingsmøderne og det håb, som Radikale Venstre og resten af aftalepartierne har skabt hos landets fattigste mennesker, lagt i ruiner med et radikalt fingerknips.

Følelsernes folkedomstol

Det allermest triste er årsagen til, at Radikale Venstre vil have udskrevet valg og svigte de aftaler, de selv har været med til at indgå til gavn for fattige familier i Danmark.

De vil nemlig have udskrevet valg i lyset af Minkkommissionens rapport i stedet for at få lavet en advokatundersøgelse, hvor jurister kan rådgive Folketinget om sagens videre forløb. Her hopper kæden helt af.

Hvis de vil fremtvinge et valg, fordi statsministeren har været for magtfuldkommen over en længere periode, kommer der jo alligevel snart et valg, og det er unødvendigt at hælde en hel masse politiske aftaler ned ad brættet. Og hvis Radikale Venstre er i tvivl om, hvorvidt statsministeren har gjort noget, der kalder på konsekvenser, så er det jo jurister, der kan gøre os klogere på det.

Hvis regeringen udskriver valg, som Radikale Venstre forlanger, bliver det "følelsernes folkedomstol", som drager konsekvenser af minksagen. Men der er jo stort set ingen i befolkningen, som har indsigt til at vurdere de juridiske aspekter i minksagen. Det kan kun jurister, og dem har Radikale Venstre sørget for ikke kommer til at undersøge sagen.

Det ligner strategi og opportunisme

I Alternativet stemmer vi gerne for en advokatundersøgelse, så vi kan få bedre indsigt i minksagen, ligesom det skete med den tidligere sag, som Inger Støjberg var involveret i.

Mens den kører, kan vi så vedtage afskaffelsen af kontanthjælpsloftet, kompensation for stigende energipriser, samt den lovgivning om klima, sundhed, digital sikkerhed og så videre, som også er færdigforhandlet.

Når Radikale Venstre vælger at bruge minksagen til at gennemtvinge et valg, ligner det mere politisk strategi og opportunisme, der handler om at kæmpe om magten, i stedet for at lave lovgivning til gavn for Danmark.

Hvis det betyder så meget for Radikale at få en regering til magten, der vil skabe større ulighed, kan de så ikke venligst vente med at gøre forsøget til efter jul, så vi kan gennemføre alle de politiske aftaler, vi har brugt skatteydernes penge på at udarbejde i løbet af foråret?

Det kan godt være, at Radikale Venstre synes, det er heroisk at vælte regeringen på grund af det ene eller andet, men synes de også, det er heroisk at svigte den støtte, de har været med til at love landets fattigste familier? 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torsten Gejl

MF, politisk ordfører (ALT)
journalistkursus (Frontløberne 1989), kaospilot (KaosPiloterne 1993)

0:000:00