Alternativet: Selvmordskandidaten, der nægter at dø

Sløv start

Da Alternativet blev præsenteret af Uffe Elbæk og Josephine Fock 27. november 2013, var der ikke meget, der tydede på, at partiet ville få succes. Uffe Elbæk havde ikke overbevist i sine to første år i Folketinget, og Josephine Fock var helt ukendt i den brede offentlighed.

Det nye partis mærkesager var en bæredygtig omstilling af Danmark, 30-timers arbejdsuge, bedre vilkår for iværksætteri og "en ny politisk kultur". Det virkede lidt off i forhold til de dominerende dagsordener. På det tidspunkt var det emner som den halverede dagpengeperiode og salget af Dong-aktier til Goldman-Sachs, der fyldte i debatten.

Efter en træg start begyndte Alternativet så at vokse i meningsmålingerne op til valget i juni 2015.

Partiet med det grønne Å var det første til at prioritere klimadagsordenen i den absolutte top, og Elbæks meget luftige visioner fik pludselig medvind over for en SR-regering, der fremstod bogholderagtig og blottet for visioner.

Uffe Elbæk blev et modsvar til "nødvendighedens politik".

Perioden fra juni 2015 og de næste to år frem blev Alternativets gyldne tid.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Den gyldne tid

Valgsejren i 2015 med næsten fem procent af stemmerne var imponerende, og selvom Elbæk på valgaftenen lignede en mand, der havde røget stærk tobak, ramte den eksalterede partileder plet, da han betegnede resultatet som "fuldstændig crazy".

Perioden fra juni 2015 og de næste to år frem blev Alternativets gyldne tid. Med Lars Løkke Rasmussen som statsminister var der ikke meget direkte indflydelse, men partiets fremgang forsatte.

I 2016 rundede Elbæks muntre svende 10.000 medlemmer, i Altingets vægtede gennemsnit af målinger nåede Alternativet i april samme år op på syv procent – og man fik endda en socialdemokratisk overløber, Pernille Schnorr, med i Alternativets folketingsgruppe.

Opmuntret af fremgangen meddelte Uffe Elbæk, at han selv ville "gå efter Statsministeriet", og en fantasifuld kommentator mente at have analyseret sig frem til, at Uffe Elbæk "selvfølgelig kan blive statsminister".

Det var ikke lige det, der skete.

Festkultur og klimahykleri

Allerede året efter begyndte nedturen.

Alternativet havde satset på et lokalt gennembrud ved kommunalvalget i 2017. Men sager om en eksotisk festkultur stjal billedet, og ikke alle kunne se det muntre i opfordringen fra partiets pressechef om at indsende dick-pics.

Det alternative fik et komisk skær, og ved kommunalvalget fik partiet under tre procent og skuffende 20 pladser i byråd og kommunalbestyrelser.

Alternativets politikere har haft usædvanlig svært ved at leve op til partiets egen politik.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Nedturen fortsatte: Partiets nyvalgte magistratsborgmester i København, Niko Grünfeld, måtte snart forlade posten. Udover at have pyntet på sit cv blev han afsløret i at have handlet stik imod partiets principper om bæredygtighed, da han ødslede med ressourcerne og anskaffede designermøbler til borgmesterkontoret for 130.000 kroner.

Det skulle vise sig langt fra at være sidste gang, Alternativets politikere havde svært ved at leve op til deres egen politik: I 2018 blev partiets daværende politiske ordfører, Carolina Magdalene Meier, anklaget for klimahykleri, da det blev afsløret, at hun havde fløjet på ti private ferierejser på kun tre år, herunder lange flyrejser til Zanzibar og Indien.

Så sent som i foråret blev partiets daværende klimaordfører Theresa Scavenius afsløret i noget lignende, og Scavenius toppede bedriften ved helt at afvise, hun havde et problem.

Alle andre fulgte efter

Klimavalget i 2019 burde have været klimaks for Alternativet, men det modsatte skete: Partiet tabte fire ud af ni mandater og landede på kun tre procent af stemmerne. En "ordentlig bommer", som en noget mere depressiv Elbæk udtalte på valgaftenen.

De mange mærkværdige sager havde slidt på Alternativets troværdighed, men det var ikke den eneste grund til tabet. For mens Alternativet var det grønne pust i 2015, havde partier som SF og Enhedslisten steppet op på den grønne dagsorden i mellemtiden.

Alternativet måtte endda lide den bet lige akkurat ikke at have de afgørende mandater, og den nye socialdemokratiske regerings "forståelsespapir" blev lavet sammen med Radikale, SF og Enhedslisten, mens Alternativet måtte se til fra sidelinjen.

Men netop her – uden afgørende parlamentarisk indflydelse – fik Alternativet sin ubetinget største politiske sejr, da målsætningen om en 70 procents reduktion af de danske CO2-udledninger i 2030 blev politisk mainstream på Christiansborg.

I 2017 var Alternativet alene om det krav. Først op til valget i 2019 begyndte det at gå slag i slag.

I februar 2019 blev reduktionen på 70 procent et krav fra Enhedslisten, og kort før valget i juni 2019 hævede også SF og Radikale barren til de 70 procent. Under regeringsforhandlingerne blev Socialdemokratiet presset til at acceptere de 70 procent.

Snart bakkede næsten alle Folketingets partier op om den målsætning, der få år tidligere var blevet set som en syret og urealistisk politik fra Alternativet. Det hele blev stadfæstet med klimaloven fra december 2019.

Hele forløbet er et af de bedste eksempler på, at man kan få enorm politisk indflydelse ved at rejse den rigtige dagsorden på det rigtige tidspunkt – selv hvis man ikke sidder med de afgørende mandater.

Klimaloven viser, at man kan få en enorm indflydelse fra sidelinjen ved at rejse den rigtige dagsorden på det rigtige tidspunkt.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Harakiri

Efter vedtagelsen af klimaloven tog Alternativet de selvdestruktive tendenser til et helt nyt niveau.

I december 2019 meddelte Uffe Elbæk, at han trak sig som leder, og at partiets medlemmer skulle vælge en ny frontfigur. Nu skulle den nye politiske kultur stå sin prøve. En kultur, hvor man behandler hinanden med respekt, "lytter mere end man taler" og "har en åben nysgerrighed" over for samtalepartneren.

Resultatet var en total nedsmeltning, en toksisk cocktail, som ikke engang de brutale borgerkrige hos Konservative og Dansk Folkeparti kan matche. Underholdningsværdien var høj, det samme var den selvskadende effekt.

Uffe Elbæk blandede sig ikke direkte i afstemningen, men havde gerne set Rasmus Nordqvist som sin efterfølger. Til sin egen overraskelse røg Nordqvist imidlertid ud af feltet før den afgørende runde, der i stedet stod mellem Theresa Scavenius og Josephine Fock.

Her trak Fock det længste strå, og det var lige præcis den eneste kandidat, Uffe Elbæk ikke kunne leve med. Ikke på grund af politiske uenigheder, men på grund af personlige modsætninger.

Kort tid efter forlod Uffe Elbæk Alternativet sammen tre andre folketingsmedlemmer. Afhopperne dannede partiet Frie Grønne med Sikandar Siddique i spidsen.

Det efterlod Torsten Gejl som det eneste tilbageværende folketingsmedlem fra Alternativet, og partiet dykkede til omkring en halv procents vælgeropbakning. Snart opgav Fock projektet, og Franciska Rosenkilde blev ny leder, uden det ændrede synderligt på opbakningen.

Et år før valget i november 2022 lå Alternativet på 0,9 procent i det vægtede gennemsnit. Alt tydede på, at det sluttede her.

Partileder tur-retur

Herfra tog historien endnu en surrealistisk drejning. Først lykkedes det Alternativet at få Veganerpartiet og Scavenius' nye parti Momentum til at gå sammen med Alternativet. Det spillede kun en mindre rolle, for både veganerne og Momentum var mikroskopiske størrelser.

Langt større betydning fik det, at Uffe Elbæk i mellemtiden var blevet skuffet over Siddique og Frie Grønne. Siddique var ikke den danske udgave af Malcolm X, Elbæk havde håbet på, og Siddiques drejning af Frie Grønne i retning af et muslimsk minoritetsparti passede ikke med Elbæks grønne hovedprioritet.

Helt uhørt forlod Elbæk nu Frie Grønne og meldte sig igen under Alternativets faner. Det fik en enorm betydning.

Da Alternativet denne gang pludselig stod til at få de afgørende mandater, begyndte såvel socialdemokrater som venstrefløjen at tale usædvanlig pænt om det grønne parti, som man meget gerne ville have over spærregrænsen. Det var tæt på, at Enhedslistens Pelle Dragsted ligefrem opfordrede til at stemme Alternativet – af taktiske grunde.

Miraklet skete: Det parti, der havde været dødsdømt i næsten tre år, ikke alene overlevede, Alternativet fik med 3,3 procent en lille fremgang sammenlignet med resultatet i 2019. Et ægte crazy resultat.

Deja-vu

Nu ligger partiet så igen og kravler langs spærregrænsen. Partiet må sande, at problemerne har en tendens til at gentage sig.

Ved folkemødet på Bornholm røg Alternativet atter ud i et internt opgør med stor underholdningsværdi.

Årsag: Der blev fundet en liter komælk i Alternativets køleskab ved siden af udvalget af havremælk. Komælken chokerede nogle af de veganske medlemmer, der for i flint og overfusede de ansatte. Ifølge B.T. kom sindene sådan i kog, at partiet besluttede at hyre en psykolog for at føre en "medieret samtale ud fra narrative principper".

For få måneder siden kom igen et destruktivt personopgør, da Theresa Scavenius blev smidt ud af Alternativets folketingsgruppe.

Scavenius er kendt som en meget kantet person, men det ændrer ikke ved en følelse af deja-vu: Endnu engang bliver partiet med den nye politiske kultur splittet, ikke på grund af politiske uenigheder, men grund af personstridigheder.

Manglende slagkraft

Hvad værre er: De mere kulørte episoder er det, der primært har tegnet Alternativet siden valget.

Flere af de aktuelle dagsordener, CO2-afgift til landbruget, Klimarådets kritik af regeringens indsats og hele diskussionen om arbejde kontra fritid ligger perfekt til Alternativet. Men partiet har ikke formået at dominere debatterne eller tage ejerskab over emnerne.

Op til partiets tiårs-jubilæum har Franciska Rosenkilde erklæret, at hun gerne ser Alternativet i regering inden for de næste ti år. Måske går det virkelig sådan, mere underlige ting er sket i dansk politik på det sidste.

Men Alternativet kan lige så vel visne væk, martret af interne stridigheder og fejltagelser, der bliver ved at gentage sig.