Analyse af 
Erik Holstein

Frie Grønne skal spænde fra det yderste woke til ortodokse muslimer

Efter sidste weekends landsmøde forsøger Frie Grønne at mobilisere igen og satser på et gennembrud i de store byer ved kommunalvalget. Men partiet forsøger samtidig at tiltrække to vælgergrupper, der har uforenelige værdier, og kritikere beskylder lederen Sikandar Siddique for at tale med to tunger.

Sikandar Siddique og Frie Grønne var langt fra at komme i Folketinget ved valget. Men i visse muslimske miljøer står han stærkt.
Sikandar Siddique og Frie Grønne var langt fra at komme i Folketinget ved valget. Men i visse muslimske miljøer står han stærkt.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Kan man tiltrække vælgere fra woke-segmentet og seksuelle minoriteter af enhver afskygning, samtidig med man fremstår som partiet for danske muslimer?

Kan partiets mandlige kommunikationschef optræde i lyserød kjole, mens partiets leder mobiliserer på de religiøse tangenter i moskeer og belastede boligområder? 

Det var den øvelse, Frie Grønne forsøgte i sidste valgperiode, men som mislykkedes med kun 0,9 procent af stemmerne. Det har dog ikke fået det lille parti til at give op.

Frie Grønne holdt landsmøde i København lørdag, og partiets leder, Sikandar Siddique, gjorde klart, at man nu igen vil samle underskrifter for at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Det bliver endnu sværere næste gang, hvor Frie Grønne ikke kan udnytte opmærksomheden fra siddende folketingsmedlemmer. Men de kan muligvis overraske i de store byer ved kommunalvalget i 2025. 

Læs også

Politisk parallelsamfund

Zoomer man ind på partiets resultater på de enkelte valgsteder ved folketingsvalget, tegner der sig nemlig et interessant mønster:

De fleste steder i landet fik Frie Grønne næsten ingen stemmer, men på enkelte valgsteder scorede man over 25 procent af stemmerne, altså 13-14 gange over spærregrænsen.

Det så man i nogle af landets mest udprægede parallelsamfund som Tingbjerg i København og Vollsmose ved Odense. Gellerupparken i Aarhus var også en bastion for Frie Grønne.

Resultatet på disse valgsteder kan ses som en sejr for en del af Sikandar Siddiques strategi. Han har forsøgt at brande Frie Grønne som det parti, der konsekvent taler de etniske minoriteters sag. Flere gange i form af direkte angreb på SF og Enhedslisten, som han beskylder for at acceptere en "statsracistisk praksis".

Ikke for alle minoriteter

Koncentrationen af stemmerne viser imidlertid også en af Frie Grønnes svagheder:

For det første bliver partiet absolut ikke set som en repræsentant for alle etniske minoritetsgrupper. Intet tyder på, Sikandar Siddique har ret meget støtte fra grupper med eksempelvis kinesisk, tamilsk, filippinsk, vietnamesisk eller chilensk baggrund. 

Han opfattes kun som en repræsentant for en del af de etniske minoriteter fra muslimske lande – og at dømme efter valgresultatet typisk fra parallelsamfundene.

Derimod er sympatien fra de klassisk venstreorienterede indvandrergrupper meget begrænset. Det drejer sig om vigtige dele af den kurdiske gruppe og den iranske gruppe. De opfatter Siddique som allieret med de konservative religiøse kræfter, de selv bekæmper.

Et eksempel på det kunne man sidste år se i Altingets debatspalter, hvor der udspillede sig en heftig strid mellem Siddique og SF's Halime Oguz, der har kurdisk baggrund. Her beskyldte Siddique SF'eren for at "lyde som Pia Kjærsgaard", mens Oguz beskyldte Siddique for "mageløst hykleri". Halime Oguz er kendt for en hård konfrontation med de mere konservative muslimske miljøer.

Frie Grønne når langt fra alle etniske minoriteter.

Erik Holstein, politisk kommentator, Altinget

Hårde angreb på Indien 

Siddiques popularitet er næppe meget større i det indiske miljø. Siddiques forældre var indvandrere fra Pakistan, og Siddique tager aktivt del i arvefjendestriden mellem det overvejende hinduistiske Indien og det muslimske Pakistan.

Således holdt Siddique møde med daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om Kashmir-konflikten mellem Indien og Pakistan, en konflikt, en rendyrket pakistansk dagsorden. Og da den indiske premierminister Modi sidste år blev modtaget i Danmark rasede Siddique over, at det var en mand "med masser af mord på samvittigheden, som står i spidsen for et brutalt fascistisk styre blev modtaget som æresgæst i Danmark".

Men heller i det pakistanske miljø er opbakningen entydig. Det er velkendt, at det tidligere medlem af Borgerrepræsentationen Wallait Khan bestemt ikke har varme følelser for Sikandar Siddique og hans familie.

Sikandar indledte sin politiske karriere med et personligt opgør med Wallait Khan i Københavns Borgerrepræsentation tilbage i 2005.

Da den dengang 19-årige Sikandar var blevet indvalgt i Borgerrepræsentationen, slog hans far i en udtalelse fast, at hovedformålet var at stække Wallait Khans indflydelse.

Det lykkedes, da Siddique truede med at rende fra en konstitueringsaftale mellem Socialdemokratiet og venstrefløjen, hvis den ikke opgav at gøre Wallait Khan til anden næstformand i Borgerrepræsentationen. Kilder i miljøet fortæller, at der er tale om en bitter klan-strid mellem de to familier med rødder i Pakistan. 

Læs også

I stand til at begejstre

Frie Grønne kalder sig selv for "Danmarks antiracistiske klimaparti", men der er ingen tvivl om, hvilket element der fylder mest for Siddique:

Det er det antiracistiske ben, især kampen for muslimske minoriteters rettigheder.

Det var den vigtigste politiske årsag til, at Uffe Elbæk valgte at forlade Frie Grønne igen. For Elbæk var det klimakampen, der var nummer et, og det var ikke det, han så hos Frie Grønne. 

Siddique er en dygtig taler og en effektfuld provokatør.

Erik Holstein, politisk kommentator, Altinget

Sikandar Siddique er en dygtig og emotionel taler, der er i stand til at begejstre en forsamling. Der er ingen tvivl om, at dele af det muslimske i Siddique ser en repræsentant for deres egne hverdag og følelser, som de mere sekulære politikere med etnisk baggrund har sværere ved at ramme. Siddiques slaglinje om Danmark som et "statsracistisk samfund" har en betydelig klangbund i dele af de muslimske minoritetsmiljøer, og det kan give ham en chance for at mobilisere.

Siddique er også en effektiv provokatør, der – ligesom hans politiske modbillede, Inger Støjberg (DD) – ved, hvilke knapper han skal trykke på for at få omtale. Det så man flere eksempler på i Folketinget:

Som da Siddique fra Folketingets talerstol rev ukrainerloven i stykker og kaldte den et racistisk makværk, eller da han fra talerstolen holdt et minuts stilhed til minde om George Floyd. Begge dele med det forventede slagsmål med højrefløjen som resultat.

"Inshallah"

I mere officielle danske sammenhænge lægger Sikandar Siddique ikke vægt på det religiøse element, her satses på dagsordener, der appellerer til et bredere venstrefløjspublikum.  

Men i muslimske fora er tonen anderledes. Det kan man se et interessant eksempel på i programmet Under Overfladen, hvor Siddique i folketingssalen interviewes i næsten en time. Programmet er tydeligt henvendt til et muslimsk miljø.

Her angriber Sikandar Siddique SF og Enhedslisten for at have afskaffet blasfemiparagraffen, som han understreger, at han vil han genindføre. En meget usædvanlig mærkesag for et erklæret venstrefløjsparti.

Da han bliver spurgt om Frie Grønnes chance for at komme over spærregrænsen, svarer Siddique, at partiet "kommer til at storme ind", efterfulgt af et "Inshallah, Inshallah". "Med Allahs vilje", som Siddique flere gange forlader sig på under interviewet.

Siddique konkluderer dog, at han "ved Dommedag ikke vil blive spurgt, om det lykkedes eller ikke lykkedes ... Jeg vil blive spurgt, om jeg gjorde det, jeg skulle gøre."

Holdningen til Muhammed-tegningerne og ytringsfrihed er et andet eksempel. Sikandar Siddique var forbilledligt klar, da han i partilederrunden op til folketingsvalget af DR's Kaare Qvist blev spurgt til Muhammed-tegningerne. Her understregede Siddique uden forbehold, at der er ytringsfrihed, herunder retten til at tegne.

Men i programmet "Det, muslimer taler om" var tonen en anden. Her beklagede Siddique, at han ikke i partilederudsendelsen fik understreget, hvor meget han er imod Muhammed-tegningerne, og han fremhævede igen partiets forslag om at genindføre blasfemiparagraffen og efterlod det indtryk, at det ville forhindre en gentagelse. Men faktisk eksisterede blasfemiparagraffen under Muhammed-krisen. 

Siddique er tvunget til en konstant linedans.

Erik Holstein, politisk kommentator, Altinget
 
I samme program udtaler Siddique sig meget klart om formålet med sit politiske virke. Her lyder det:

"Min kamp er stålfast at kæmpe for, at muslimske minoriteter kan praktisere og leve, som de har lyst til at leve. Det er derfor, jeg det sidste tre et halvt år har stået på Folketingets talerstol."

Woke-segmentet

Det illustrerer en anden svaghed ved den koalition, Sikandar Siddique forsøger at bygge.

Frie Grønne er som bekendt afhoppere fra Alternativet, og Alternativets stifter, Uffe Elbæk, var i starten meget begejstret for Siddique. Begejstringen kølnedes dog betragteligt, og Elbæk vendte tilbage til Alternativet kort før valget.

Alternativet byggede – udover klimakampen – videre på ungdomsoprørets idéer om seksuel frigørelse og knyttede an til de seksuelle minoritetsgrupper og hele woke-segmentet. Nogle fra denne tendens fulgte med over i Frie Grønne. Således lod Frie Grønnes daværende kommunikationschef, Bjarke Charlie Serritslev, sig afbillede med et pride-flag i hånden iført en lyserød kjole. 

Nu er der i sig selv ikke noget galt med, at et parti forsøger at appellere til meget forskellige vælgergrupper. Det er der mange partier, der gør.

Problemet er bare, at modstanden mod homoseksuelle, transseksuelle og andre seksuelle minoriteter er særlig stor i nogle af de ortodokse muslimske kredse, som Siddique appellerer til ved at kræve blasfemiparagraffen genindført og selv bruge religiøse termer. Det er derfor i udgangspunktet helt uforenelige størrelser, Siddique forsøger at samle om sit parti.

Støtte fra omstridt moske

Eksempelvis fik Frie Grønne i sidste valgkamp støtte fra Fredens Moske i Gellerupparken, der opfordrede til at stemme på partiet. Moderaterne fik også grønt lys af moskeen, men det var Frie Grønne, der fik stemmerne og blev største parti i området. Fredens Moske blev for nogle år siden afsløret i TV 2-serien "Moskeerne bag sløret", hvor en imam fra moskeen promoverede nogle særdeles kvindeundertrykkende holdninger. Holdninger, som i enhver anden sammenhæng ville vække et ramaskrig i woke-segmentet.

Det kan gå, så længe de to verdener holdes adskilt, men der er en latent risiko for konflikter, når de meget forskellige vælgersegmenter bringes sammen. Sikandar Siddique er tvunget til en konstant linedans for at undgå, at hans udtalelser til den brede offentlighed skader ham i parallelsamfundene – og vice versa. Det gør Frie Grønne til et sårbart projekt.

Ser man på partiets landsmøde, var det en blanding af etniske minoriteter og etnisk danske deltagere. Størstedelen var dog etnisk danske, flere med baggrund i klimabevægelsen eller folk, der mener, at Enhedslisten er blevet for bløde. Ud fra det kunne missionen om at forene de to segmenter se ud til at lykkes.

Men partiets få succeser ved folketingsvalget peger i en anden retning. Her var det så udpræget bydele med store muslimske minoritetsmiljøer, der stod for opbakningen.   

Der er ingen tvivl om, at Sikandar Siddique har fat i noget i dele af det muslimske miljø. Intet tyder på, at det vil kunne bringe ham i Folketinget næste gang, men Frie Grønne er ikke uden chance for at score nogle pladser i København, Århus og Odense ved næste kommunalvalg. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sikandar Siddique

Politisk leder, Frie Grønne
cand.comm.

Halime Oguz

Fhv. MF (SF)
cand.mag. i mellemøststudier (SDU 2012)

Uffe Elbæk

Fhv. MF (ALT)
socialpædagog (Peter Sabroe Seminariet 1982), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1987)

0:000:00