Altinget-ejer ud med pænt årsregnskab

REGNSKAB: Koncernen bag medierne Altinget.dk, Altinget.se og Mandag Morgen har i dag på en generalforsamling aflagt årsregnskab for perioden 1. juli 2018 til 30. juni 2019.

Altinget og Mandag Morgen holder sammen med koncernledelsen til i Ny Kongensgade 10 ved Christiansborg, hvor gården i 2019 blev indrettet til konferencer og debatter.
Altinget og Mandag Morgen holder sammen med koncernledelsen til i Ny Kongensgade 10 ved Christiansborg, hvor gården i 2019 blev indrettet til konferencer og debatter.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Rasmus Nielsen Holding ApS, København, fortsætter sin vækst og spirende lønsomhed og har nu små, positive resultater i alle driftsselskaber.

Resultatopgørelsen for 2018/19 er samlet set jævnt tilfredsstillende og udviser et overskud på 3,8 millioner kroner efter skat, hvilket dog er mindre end estimeret ved budgetårets start.

Gruppen har herefter per 30. juni 2019 en negativ egenkapital på 6,1 millioner kroner. Der forventes en positiv egenkapital ultimo 2020. Årets resultat understøtter hensigten.

Den danske selskabsskat er opgjort til 1,1 millioner kroner, mens udbyttet udgør 0 kroner.

Det svenske selskab Altinget AB, som er vores første internationale satsning, næsten fordobler sin omsætning (+92 %) og kommer for første gang siden starten i 2014 ud med et overskud på 161.000 SEK mod et underskud året før på 1,1 millioner SEK. Selskabet er ved at rekruttere en ny chefredaktør.

Siden vores overtagelse af Mandag Morgen i 2016 kommer selskabet – efter en omsætningsfremgang på 25 % – for første gang ud med et overskud; det er på 780.000 kroner efter skat mod et underskud året før på 2,6 millioner kroner.

I alt beskæftiges 175 fuldtidsmedarbejdere mod 149 året før.

Koncern- og driftsregnskaberne i Danmark og Sverige er anmærkningsfrie fra revisor Crowe, som generalforsamlingen genvalgte.

Det ældste driftsselskab ApS Altinget.dk vinder i 2019 sin femte Gazelle-pris i træk for ubrudt vækst, hvilket er ret sjældent set i dansk erhvervsliv.

Ny direktør
Bestyrelsen har efter en grundig rekrutteringsproces med flere kvalificerede kandidater ansat en ny koncerndirektør.

Direktørens navn og tiltrædelsesdato offentliggøres snarest.

Den fornemmeste opgave for den nye direktør bliver sammen med bestyrelsen og den øvrige ledelse at øge lønsomheden. Formålet er gennem omkostningsbevidsthed og kontrolleret vækst at konsolidere koncernen og klargøre den til nye produkter, fortsat internationalisering og øvrige initiativer under samme ejer.

Fakta
Rasmus Nielsen Holding ApS er en mindre europæisk digital medievirksomhed, grundlagt 25. januar 2000 i Danmark, der udgiver uvildig, neutral journalistik om politik, samfund og kultur, som dels er abonnements-, dels annoncefinansieret. Den ejes af undertegnede stifter.

Vi udkommer digitalt på det danske og svenske marked samt på tryk i Danmark med ugebrev og månedsmagasin.

I tilknytning til publicismen udbydes omfattende netværks- og konferencevirksomhed i de lande, hvor koncernen er til stede.

Vi ejer et hotel med restaurant i Danmark beliggende på Bornholm, hvor det årlige folkemøde og en række netværksdøgn afholdes.

Som led i væksten ejes majoriteten i et nyt dataovervågningsselskab, Monitor ApS, hvis første regnskabsår slutter 30. juni 2020.

20-årsjubilæet i januar 2020 markeres med udgivelsen af en bog om selskabets barndom og ungdom, som vil blive tilsendt alle abonnenter og annoncører.

Tak til abonnenter, annoncører, kilder, læsere, lyttere, leverandører og medarbejdere for 2018/19. 
 
                                                                                     30. september 2019
Rasmus Nielsen
Udgiver, formand
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Nielsen

Formand for Alrow Media, udgiver af Altinget i Danmark, Norge og Sverige samt Mandag Morgen
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1983)

0:000:00