Køb abonnement
Annonce

Altinget fylder 25 år: Vi udfordrer og tjener Nordens demokratier

Rasmus Nielsen, her i Altingets gård i København ved 20 års jubilæet i 2020, ser tilbage på mediehusets første 25 år og frem mod de næste.
Rasmus Nielsen, her i Altingets gård i København ved 20 års jubilæet i 2020, ser tilbage på mediehusets første 25 år og frem mod de næste.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
25. januar 2025 kl. 06.00

25 er tallet. Lørdag 25. januar år 2025 er det 25 år siden Altinget.dk satte et lille punktum på det fremadstormende, globale internet. Gennem uvildig, kritisk og fair journalistik har vi lige siden understøttet den demokratiske styreform, hvor det gode argument nyder fremme. I en tid præget af mistillid og misinformation appellerer vi til at tage politik alvorligt.

Jeg, der havde været politisk tv-journalist nogle år, købte den dag domænet Altinget.dk med tydelig nordisk, historisk klangbund. Og så var det ellers bare at gå i gang. Den klassiske journalistik parret med internettets nye muligheder for nemt at udgive nichemedier til specifikke målgrupper. Uden tyngende budget til papir og avisbude.

I starten var vi bare den 19-årige ingeniørstuderende Michael Kellberg og mig. Michael, der fortsat er hos os som it-chef og dermed også har 25-årsjubilæum i år, programmerede alle ideerne og fik det hele til at virke. Også nyskabelsen Kandidattest med tilhørende stemmeseddel, som han og jeg skabte helt fra bunden sammen med en ihærdig universitetspraktikant, Eva Mylleager. Uden at pive opdaterede hun omkring 1.000 kandidaters profiler, så vælgerne kunne matche egne holdninger og finde meningsfæller. Det var vist ikke set før nogetsteds. Det er vi stolte af den dag i dag, hvor redskabet er så udbredt - også internationalt. 

Holdet bag opfindelsen Kandidattest på redaktionen på Christiansborg 2001: Rasmus Nielsen, Eva Mylleager og Michael Kellberg.
Holdet bag opfindelsen Kandidattest på redaktionen på Christiansborg 2001: Rasmus Nielsen, Eva Mylleager og Michael Kellberg. Foto: Søndagsavisen

Det var en hård men næsten berusende tid. Alt kunne lade sig gøre: Vi var som to unge mænd, der red vestover for at finde guld. Guld? Nej, rigdom var ikke det, jeg søgte. Det gør iværksættere sjældent fra starten. Det var drømmen om eget medie, der kunne tjene det folkestyre, jeg som barn i et socialdemokratisk, feministisk akademikerhjem lærte at lægge til grund for hele mit livs- og menneskesyn. Et hjem i København og siden Aarhus med store bogreoler, hvor der blev debatteret politik og samfund ved måltiderne. Demokratisk skolet i den tværpolitiske elev- og studenterbevægelse og journalistisk i public service-medierne DR og TV 2. Så et udgivergrundlag uden ideologisk ståsted lå lige for. Dér har vi ikke vaklet et sekund siden de dage for 25 år siden.

Da det hele var nyt, virkede alt så sort-hvidt. Pengene slap op, og vi var tæt på konkurs. Jeg tog et sidste lån i huset og betalte for at købe stumperne i aktieselskabet Altinget tilbage på egne hænder. Forfra igen. Men da jeg solgte det første abonnement om fødevarepolitik til den daværende organisation for danske andelsselskaber til få tusinde kroner, sprang vi op i en vild dans. I den spæde start er der uendeligt højt at flyve og ulideligt dybt at falde.

25 år med Altinget har været en forunderlig rejse for mig selv. Fra at være den, der alene skulle finansiere, finde på ideer og skrive alt indhold til i dag som bestyrelsesformand at være væk fra den daglige drift og alene arbejde med internationalisering, vækststrategi og overordnet finansstyring. Det har været foranderligt år-for-år, men sjovt og udfordrende hele vejen.

Avisen skal ud! Og det er vi kommet lige siden april 2000 - godt 9.000 døgn senere. Nu med 29 nicheaviser til professionelle i Danmark. Altinget.se med nu 11 nicheaviser kom til i 2014, og er dermed gået ind i sit andet årti, mens Altinget.no startede i 2022 – nu med 6, snart 7 forskellige nicher. Vi udkommer også på tværs af nicherne med en bred, almen forside med politik, samfund, kultur og debat, alle interesserede kan læse. Lige relanceret i Danmark med et særligt abonnementstilbud til private, hvor vi også appellerer til, at vi som medborgere husker at vise hinanden og vores parlamentariske system tillid. Ikke mistro og udskamning. Men tillid.

Om Altinget

Altinget udgives af Alrow Media i Danmark, Sverige og Norge. Koncernen beskæftiger på tværs af lande knap 200 medarbejdere. 

  • Altinget.dk startet i 2000. Udgiver i dag 29 fagpolitiske nichemedier og et privat-produkt rettet mod politisk interesserede borgere. 
  • Altinget.se startet i 2014. Udgiver i dag 11 fagpolitiske nichemedier
  • Altinget.no startet i 2022. Udgiver i dag 6 fagpolitiske nichemedier
  • Koncernen har også siden 2016 udgiver mediet Mandag Morgen. Desuden drives Tænketanken Mandag Morgen og kursus- og netværksforretningen Arena

Vi beskæftiger over 200 mennesker under ordnede løn- og arbejdsvilkår. Med egne redaktionslokaler i Folketinget, riksdagen og Stortinget. Dertil Nordens største EU-redaktion i Bruxelles med dygtige danske og svenske Europa-journalister, hvis stof bruges på tværs af medierne.

Politik skal både ses gennem nationale, europæiske og regionalt-lokale briller. Det var fra starten vores udgivergrundlag. Som det er i dag for vores i alt fem chefredaktører – tre kvinder og to mænd. De sørger i hverdagen for at udveksle stof, så vores spalter fremmer en fælles nordisk offentlighed. Et stærkt Norden i Arktis, Europa og verden er der brug for. Ikke?

I Danmark er vi for længst blevet markedsleder i politisk journalistik. Ambitionerne er lige så store i Sverige og Norge. Vi er stolte over, at vi har publiceret så meget journalistik, lovstof, debat, statistik og anden fakta, der hver eneste dag yder sit lille bidrag til at fremme et retssamfund præget af de personlige frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed.

Undervejs har vores medarbejdere vundet priser for koncept og journalistik. Vi blev for alvor opdaget af de gamle, såkaldte legacymedier – dagbladene - da vi i 2012 kunne bringe solonyheden om, at den danske udenrigsminister valgte at gå af som partiformand. Og vores hidtil største journalistiske anerkendelse kom i 2023, da vi blev nomineret til den fornemste, danske journalistpris Cavling efter artikler om regeringens misinformation af Folketinget om våbenkøb i Israel.

Vi har med årene udviklet vores debatunivers med bidrag fra de store gamle, kendte navne og fra unge, ildsprudlende penne med friske, nye tanker. Altid faktatjekket af vores dygtige debatredaktører, før vi sender stoffet ud til jer.

Læs også

Det sker, vi laver fejl. Så retter vi og gør opmærksom på det. Og det er hændt, at vi har tabt en sag i Pressenævnet (en dansk klageinstans). Men det er yderst sjældent. Vores redaktører og journalister gør sig nemlig umage. Det sidste, de ønsker, er at nogen føler sig fejlciteret eller bare forbigået. En sag kan altid ses fra mindst to sider.

Kommercielt er det gået slag-i-slag omtrent fra starten. Vores nichekoncept virker for mange, og omkring 85 procent af vores abonnenter i alle tre lande gentegner år efter år. Mange tak.

Siden vi erhvervede det danske ugemedie Mandag Morgen i 2016 med tilhørende tænketank, er det lykkedes at øge omsætningen fra ikke-medieaktiviteter. Mandag Morgen er også et unik mediekoncept med to ligeværdige afdelinger, der samarbejder tæt: Ugebrevet og Tænketanken. Huset løser en række demokratioplysende opgaver for fremtrædende danske samfundsaktører som regeringens 2030-panel, Velux og Villum Fondene og LEGO Fonden. Senest har vi haft æren af at samarbejde med den danske dronnings Mary Fonden.

Altinget har for længst passeret en kritisk størrelse. I dag er vi en vigtig del af det skandinaviske mediebillede. Vi er med til at passe på den mindst ringe styreform – demokratiet. Når vi er bedst, skubber vi til samfundsudviklingen. Publicerer nye argumenter, der fremmer lige muligheder og social mobilitet, teknologiske fremskridt, herunder for folkesundheden og for vækst i erhvervslivet. Ved at lade synspunkter, interesser og argumenter brydes i vores artikler og podcasts bidrager Altinget til et mere oplyst samfund af i morgen - med mere trivsel til følge. Globalt er vi nordboere et af de mest tilfredse folk. Men der er altid plads til forbedring.

Hvad vil de næste 25 år bringe? Nej, det tør jeg ikke rigtig spå om; dertil går den teknologiske og samfundsmæssige udvikling for stærkt. Men vi skal både udgive i dybden og i bredden. Til den professionelle interessevaretager og til vælgeren og den unge, der snart får stemme- og valgret. Tekst, lyd og levende billeder. Give adgang til en levende, gerne interaktiv men kvalitetssikret debat. Altid uvildigt og uden politisk ståsted. Altid i respekt for god presseetik og almindelig ordentlighed. Altid på demokratiets side. Dertil være en bæredygtig, stabil arbejdsplads med glade medarbejdere, der trives og udvikles med ordnede løn- og arbejdsvilkår.

Hver sensommer samles alle ansatte på tværs af grænser til fest i Altingets gård i København. Her med nordmændene på scenen i 2024.
Hver sensommer samles alle ansatte på tværs af grænser til fest i Altingets gård i København. Her med nordmændene på scenen i 2024. Foto: William Herrik Nielsen

Ingen overlevelse som medievirksomhed uden udvikling. Vi ser den fremstormende, kunstige intelligens som en chance, vi som medier skal gribe. Ikke som nogen trussel. Vi uddanner vores medarbejdere til at forstå og bruge redskaberne i den nye computerkraft. Vi skal bede computerkraften finde, sammensætte og publicere endnu mere stof til vores abonnenter - bl.a. statistik, lovservice og anden fakta. Altid naturligvis kvalitetssikret og kurateret af vores redaktører i det særlige Altinget-mix, vi er anerkendt for.

Det er min og bestyrelsens strategi, at omsætningen fra ikke egentlige medier øges frem mod 2040. Journalistik er – trods alt – ikke svaret på alt. Menneskelig kontakt, vidensdeling og lære-for-livet skal der også til. Det er derfor, vi også satser på netværk, konferencer, uddannelse, folkemøder i alle tre lande og ikke mindst tænketank-projekter.

I anledning af 25-årsjubilæet vil jeg takke vores daglige brugere på alle de platforme, hvor vi er i kontakt og de mange politikere, embedsmænd, civilsamfundsaktører, kilder, debattører, annoncører, netværksmedlemmer, kursister og kunder, vi samarbejder med.

En særlig tak skal også gives til de over tusinde medarbejdere, der gennem årene har lagt deres faglige kunnen, energi og hele livstid i at udvikle medier, der virker for de personlige frihedsrettigheder i folkestyret.

Uden forskning, innovation og tilhørende fri meningsdannelse havde vi i Norden ikke sammen skabt den velstand, de fleste medborgere nyder godt af. Og som vi skal fortsætte med at passe godt på i de næste 25 år. Hvad enten vi er vælgere, folkevalgte, civilsamfund, myndigheder, aktører - eller medier.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026