Anmeldelse af 
Esben Schjørring

Amerikansk filosof stiller tidens vigtigste spørgsmål: Har de succesfulde fortjent deres succes?

Opadgående social mobilitet er blevet den målestok, hvormed vi udmåler såvel vores personlige som samfundets moralske succes. Og det er roden til Vestens politiske krise, siger Michael Sandel i sine nye fremragende bog, Meritokratiets tyranni.

Michael Sandels bog Meritokratiets tyranni gør os klogere på årsagerne til det populistiske opbrud, der har præget amerikansk og europæisk politik de seneste 20 år.
Michael Sandels bog Meritokratiets tyranni gør os klogere på årsagerne til det populistiske opbrud, der har præget amerikansk og europæisk politik de seneste 20 år.Foto: Vincent West/Reuters/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring
Meritokratiets tyranni – hvad blev der af det fælles bedste?
Michael J. Sandel
377 sider, Informations forlag, er udkommet.

Ordet meritokrati har en besynderlig og for os i dag næsten uforståelig historie. I dag opfattes meritokrati næsten som synonymt med begrebet retfærdighed: de med mest talent og med hårdt arbejde bag sig har fortjent deres position i samfundets øvre og øverste pladser, når det kommer til magt, velstand og anseelse. Og vi opfatter det også sådan, at samfundets bedste fremmes, når de bedst egnede kommer længst frem og højest op.

Men oprindeligt blev begrebet meritokrati opfundet af den engelske sociolog, Labour-rådgiver og socialforskningsdirektør Michael Young i 1958 for at advare om menneskelige og politiske konsekvenser i et samfund, hvor social anseelse og indflydelse blev gjort afhængig af talent og resultater.

I bogen The Rise of Meritocracy – der beslægtet med George Orwells 1984 og Aldous Huxleys Fagre nye verden var skrevet som sociologisk analyse af et fremtidigt samfund i 2033 – viste Young bagsiden af et princip, der ellers virkede både tillokkende og trivielt selvfølgeligt:

I et samfund, hvor de bedst egnede sad på anerkendelsen, velstanden og magten, ikke fordi de var født ind i en overklasse, men fordi de selv i kraft af talent og flid var ankommet dertil, ville alle andre, og især dem nederst i hierarkiet, ende med ikke bare at blive opfattet som andenrangsborgere, men som nogle, der faktisk fortjente at være andenrangsborgere. Ja, værre endnu – de ville opfatte sig selv som andenrangsborgere, der fortjente deres lavsociale status. De ville føle en uforbederlig skam.

Eller som Young skrev:

”Før eller senere må man se i øjnene, at når man er langt nede i samfundet, er det ikke, fordi man ’aldrig har fået en chance’, men fordi man faktisk er en af de ringeste. For første gang i historien finder de underlegne ikke mere noget at hylle deres nøgenhed i.”

Her 63 år efter hans forgæves advarsel har en af USA's største filosoffer, Harvardprofessoren Michael Sandel, vakt Youngs samfundskritik til live igen.

Det sker i bogen Meritokratiets tyranni – Hvad blev der af det fælles bedste?, der er udkommet på Informations Forlag. For Sandel er meritokratiet ikke et fremtidigt mareridt, men en aktuel krise. En tværpolitisk ideologi, der selvom den er åbenlys, alligevel skjuler sig som roden til de seneste års politiske opbrud og problemer for demokratiet.

Pointen er, at i et meritokratisk samfund kommer taberne i anerkendelseskampen til at se med et nedværdiget blik på sig selv. De bliver ydmyget med andre ord.

Meritokratiet, skriver Sandel, ”begrænser vores evne til at se, at vi deler skæbne med hinanden. Det giver ikke megen plads til den solidaritet, der kan opstå, når vi reflekterer over vores talenters og helds vilkårlighed. Det er det, der gør meritokrati til en form for tyranni eller en uretfærdig styreform.”

Kritik af liberalismen

Som underviser i fag om retfærdighed på Harvard University brød den nu 68-årige Sandel i løbet af 1980erne igennem den mur, der ellers adskiller den akademiske verden fra den omkringliggende offentlighed. Og Sandel hører til i en længerevarende politisk-filosofisk debat i USA om liberalismens principper, konsekvenser og grænser. En debat, hvor navne som John Rawls, Ronald Dworkin, Richard Nozick, Martha Nussbaum og Charles Taylor er andre hovednavne.

Det er også i den kontekst Meritokratiets tyranni er skrevet – som en fortsættelse af kritik af amerikansk liberalisme, både som en fagfilosofisk doktrin og som en tværpolitisk ideologi eller tidsånd.

Det er graden af individualisme og en bestemt udgave af, hvad retfærdighed er, Sandel har kritisk blik for. Og hans opbyggelige projekt handler om veje til et mere fællesskabsorienteret samfund, hvor afgørende områder ikke er underlagt kapitalismen.

Dermed også sagt, at bogen først og fremmest placerer sig i en amerikansk kontekst og især forklarer den polarisering og det opbrud, der præger amerikansk politik i de her år.

Det gør bestemt ikke Meritokratiets tyranni mindre interessant, men det sætter også en grænse for, hvad man kan overføre til en dansk sammenhæng – hvilket nogle gange går galt, når det handler om amerikanske og engelske samfundsanalyser.

Retfærdiggørelse af ulighed

Genstanden for Sandels kritik i Meritokratiets tyranni er forestillingen om, at samfundet kommer i mål ved at udforme regler, der eliminerer alle udefrakommende faktorer, der kan holde individet tilbage.

Et i udgangspunktet sympatisk ideal, der giver håb og inspiration til den enkelte om ikke at lade sine drømme begrænse og selvtillid til at tro på, at man kan være en handlekraftig aktør i sin egen tilværelse. Men som i sig bærer ret problematiske utilsigtede konsekvenser, fordi det med tiden bliver ”en påstand om, hvordan det faktisk forholder sig,” som Sandel skriver.

Vi accepterer ulighed, så længe den er resultatet af fair konkurrence, og det er en politisk opgave at sikre, at konkurrencen netop er fair og bekæmpe nedarvede privilegier. Og når alle har lige muligheder, får alle som fortjent, det vil sige efter hvad deres talenter (og arbejdsindsats) gør muligt.

Det er en forestilling, Sandel angriber både indefra ved en kritik af dens implicitte moralske forudsætninger og ved at blotlægge, hvor ødelæggende konsekvenserne er af den måde at retfærdiggøre samfundet på. 

For Sandel er det ikke alene sådan, at talent i sig selv ikke noget, man selv har tilvejebragt som individ, hvorfor det er svært at få øje på, hvori den retfærdige fortjeneste skulle ligge for såvel den talentfulde som den talentløse. Så langt kan de fleste nok være enige. Men Sandel skærper argumentet yderligere. Han kan heller ikke se retfærdigheden i forskellene mellem de talenter, et samfund belønner med velstand og anerkendelse, og dem, der står udenfor.

Et er eksempler med sportsstjerner med eksorbitante månedslønninger, men det Sandel spørger om: at hvis vi tager vores eget begreb om retfærdighed alvorligt – altså at tilfældige vilkår ikke må determinere ens skæbne – hvordan kan vi så acceptere, at den veluddannede elite nyder bedre økonomiske, sundhedsmæssige og sociale fordele end andre? 

Det mener Sandel heller ikke, at vi kan. Og selvom han ikke er marxist, når han alligevel frem til det, man andre steder ville kalde en ideologikritisk konklusion:

”Det meritokratiske ideal er ikke et middel mod ulighed; det er en retfærdiggørelse af ulighed.”

Trump og skammens politik

Det er her, den politiske kritik af konsekvenserne af meritokratiet sætter i gang, og hvor Sandel genvækker Youngs forudsigelser som en diagnose af årsagerne til det populistiske opbrud, der har præget amerikansk og europæisk politik de seneste 20 år.

For Sandel er det en pointe, at ulighed ikke kun og ikke vigtigst er økonomisk, men handler om anseelse og anerkendelse. Eller man kan sige det sådan, at det er det først er i det øjeblik, ulighed i anseelse kobles med økonomisk ulighed, at det bliver politisk eksplosivt.

Sandel har skrevet en virkelig interessant og vedkommende bog, og hans venlige og ydmyge skrivestil, gør hans tanker tilgængelige for de fleste.

Pointen er, at i et meritokratisk samfund kommer taberne i anerkendelseskampen til at se med et nedværdiget blik på sig selv. De bliver ydmyget med andre ord.

Selvom Sandel ikke bruger det ord – i hvert fald i den danske oversættelse – producerer et meritokratisk samfund politisk skam i massiv skala. Og det er oprøret over den skam, en politiker som Donald Trump var (og er) en mester i at bruge som et kampagne-værktøj blandt dem, der netop har tabt som meritokratiet har vundet: de hvide arbejderklassevælgere uden universitetsgrad.

”At de blev draget af hans beklagelser og bitterhed, tyder på, at de var presset af andet end bare økonomiske trængsler.”

Det er skarpt set af Sandel.

Ligesom det er en god forklaring på, hvorfor Trumps dyrkelse af skammens modsætning, nemlig infamiteten –nedgørelsen af kvinder, veteraner og handicappede – der i andre tider havde kostet ham enhver chance, ikke alene ikke var et problem for ham, men en force.

Kan vi selv styre anerkendelsens politik?

Sandel kommer ikke ind på det, men den tiltrækning offerrollen kan have i Vesten er et spejl af den meritokratiske tankegang. For det er et centralt princip i liberalismen, at den, der ikke selv er skyld i sin skæbne, skal kompenseres af samfundet. Herefter er det en intern debat blandt liberale, hvor man skal sætte grænsen for, hvad der er ens eget personlige ansvar, og hvad der ikke er, og hvor meget, man kan og skal kompensere. Det er her liberalismen forgrener sig i en venstre- og en højrefløj, med for eksempel Rawls som en art socialdemokratisk liberal og Nozik som en anarkoliberalist.

Sandel bevæger sig udover dette alternativ, og hans pointe er, at vi alle sammen i ret høj grad ikke er individuelt skyldige i vores egen personlige skæbne. Ikke i den forstand, at vi så alle sammen er ofre, men derved, at vi alle sammen på godt og ondt er udleveret til held, uheld og generel tilfældighed. Og at meritokratiske systemer er ret begrænsede, når det kommer til at ændre på det faktum.

Med andre ord opfordrer Sandel til, at vi gentænker det menneskelige vilkår, hvor det, vi har tilfælles, netop er vores skæbne som udleveret til tilfældigheder og til hinanden. Det er det, han vil gøre til vores etiske og politiske grundlag.

Her er det en anke, at Sandel ikke selv bevæger sig derud i Meritokratiets tyranni, men kun baner sig vej frem til den opfordring. Og det ærgrer især som dansk læser, at han i stedet bruger lang tid på kritikken af det amerikanske uddannelsessystem. Også selvom det er rigtigt set, at kombinationen af privat finansiering af universitetsuddannelse sætter en ulighedsmæssig turbo på den fetichisering af det at have en akademisk grad, som vi også kender herhjemme.

Et mere principielt spørgsmål, man gerne ville høre Sandels tanker om, er, i hvor høj grad vores fordeling af anseelse og anerkendelse egentlig er politisk styrbar og dermed kan fordeles anerledes. Som han selv viser i sin i øvrigt fremragende idéhistoriske gennemgang af, hvordan protestantismen fødte meritokratiet, er det ikke alene nogle meget store og langvarige kulturelle tandhjul, der skal drejes på. Men netop fordi meritokratiet i høj grad er en utilsigtet konsekvens af reformationen, er det ikke noget, der er blevet besluttet. Hvordan kan vi så beslutte os for noget andet?

Et andet kritikpunkt er, at Sandel ikke synes at være opmærksom på, at anerkendelse netop er noget, vi kæmper om. Med andre ord vil der på en måde altid være ’for lidt’ anerkendelse – det alle bliver anerkendt for, er ikke rigtig anerkendelse. Omvendt har han ret i, at det let gør gensidig foragt til et konstant politisk problem og en evig kilde til de opslidende kulturkampe i Vesten.

Intet af det ændrer dog på, at Sandel har skrevet en virkelig interessant og vedkommende bog, og at hans venlige og ydmyge skrivestil gør hans tanker tilgængelige for de fleste.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00