Analyse: Myten om det republikanske partis undergang

WASHINGTON DC - Det er ikke til at komme udenom: De mange alvorlige og panderynkende artikler og blogs, der med dystre miner advarer om, at the Grand Old Party – republikanernes kælenavn – lige så godt kunne lukke og slukke butikken. ”Trumps opstigning er det republikanske partis død,” spår lederskribent Jonathan Capehart fra Washington Post. I liberale New York Times skriver den faste klummeskribent Ross Douthat tilsvarende, at klasseforræderen Trump er det konservative partis endeligt.

I skoven af venstreorienterede bloggere gnider man sig følgelig i hænderne og spår en nem og betydelig sejr til Hillary Clinton; enten fordi Trump rent faktisk kunne sikre sig nomineringen, og så melder alle statistikere, at demokraterne står til en jordskredssejr; eller også fordi byggematadorens endeligt måske først vil finde sted så sent i forløbet, at den endelige vinder vil have været nødsaget til at trække så langt til højre, at det vil være overordentlig svært for partiet at søge ind mod midten igen: der hvor de uafhængige og afgørende stemmer skal vindes.

Og som om alt dette ikke var nok, lyder dødsklokken også fra det modsatte hold på den populistiske højrefløj, hvor den kendte Teaparty-konge Erick Erickson, der er chefredaktør for bloggen Red State, allerede i august lagde partiet i graven med artiklen ”Begyndelsen på enden”.