Analyse: Tesfaye er kommet i DF's sigtekorn

ANALYSE: Mattias Tesfayes imødekommende udtalelser over for Radikale har skabt signalforvirring og knas i S-DF-samarbejdet. Udtalelserne kommer på tværs af S-ledelsens strategi, mens Morten Østergaard har fået ny luft.

Konklusionen var nærmest profetisk.

”Jeg er sikker på, det her interview kommer til at give mig problemer,” sagde den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye, da han i et stort interview i Berlingske sidste weekend udtalte, at ”den radikale udlændingepolitik ikke er utopisk”.

Og problemer, det fik han.

Ikke kun, fordi meldingen afviger fra de signaler, den socialdemokratiske ledelse gerne vil sende i udlændingepolitikken. Men især, fordi meldingen reelt var en gentagelse fra et interview, Tesfaye 14 dage tidligere havde givet til Altinget. Dengang lød det: Tesfaye: Radikale er ikke på månen.

Det er dette – overordnede – politiske signal, der skabte røre, mens Tesfayes udtalelser om de konkrete udlændingepolitiske emner lå helt inden for linjen.  

Benhård afvisning
Tesfayes imødekommelse af Radikale er langt fra det snit, S-formand Mette Frederiksen anlagde, da hun gæstede det traditionsrige radikale nytårsstævne. I debatten med DF-formand Kristian Thulesen Dahl og den radikale leder, Morten Østergaard, afviste hun bastant Østergaards tilnærmelser.

Den radikale leder greb tilbage til de to partiers samarbejde i Thorning-regeringen, hvor den radikale udlægning lyder sådan her: Det var ikke udlændingepolitikken, der voldte størst problemer sidst, faktisk lykkedes det for S og R at finde gode løsninger sammen i udlændingepolitikken.

Det første udsagn er ubestrideligt: I Thorning-regeringen var det snarere dagpenge end udlændinge, der skilte S og R. Men det andet udsagn er socialdemokraterne lodret uenige i.

For den nuværende S-ledelse med Mette Frederiksen og gruppeformand Henrik Sass Larsen i spidsen mener ikke, at Thorning-regeringens udlændingepolitik var vellykket.

Socialdemokraterne står som bekendt for en anden og strammere kurs i dag. Og selvom Radikale faktisk også har rykket sig lidt (for eksempel erkender Østergaard i modsætning til Vestager, at det er problematisk, når skoler har en overvægt af tosprogede), ja, så er det slet ikke nok for socialdemokraterne.

Tidlig fortaler for S-DF-akse
Der er intet, der tyder på, at de forskellige meldinger fra formanden og udlændingeordføreren er udtryk for politisk uenighed, som man for eksempel ser det i Venstre. Tværtimod har Tesfaye været pioner i S-DF-samarbejdet. Allerede i 2013 havde han sammen med Peter Hummelgaard en kronik i Politiken, hvor de – dengang meget kontroversielt – slog til lyd for et samarbejde mellem S og DF.  

Til gengæld har der været spekulationer om, at Tesfayes mere imødekommende stil er udtryk for, at S spiller på to heste. En slags good cop/bad cop-strategi. Det er en mistanke, man kan finde både hos Radikale og – til dels – Dansk Folkeparti. Men det er næppe heller forklaringen.

Forklaringen er snarere, at Tesfaye fik skabt nogle overskrifter, han ikke selv havde set komme. Kommunikationsmæssigt tilt med andre ord.

Det understøttes af, at den socialdemokratiske ledelse er meget utilfreds med Tesfayes markeringer. Og det er der flere grunde til.

Tæskehold på banen
S har siden 2005 arbejdet hårdt på at eliminere udlændingepolitikken som en svaghed, men først under Frederiksen og Sass er det lykkedes. En Norstat-måling udført for Altinget og Jyllands-Posten viste i december, at vælgerne nu har marginalt større tiltro til Socialdemokraterne end til de borgerlige på det vitale område. Slinger få måneder før valget er det sidste, S-ledelsen har brug for.

Man skal heller ikke være superskarp for at regne ud, at Tesfayes udtalelser skader det nære samarbejde med Dansk Folkeparti. Allerede efter hans udtalelser til Altinget sendte DF sit udlændingepolitiske tæskehold, Martin Henriksen, Marie Krarup og Christian Langballe, på banen under kampråbet: ”Kan man stole på socialdemokraternes kursskifte i udlændingepolitikken?”

Det giver DF en kærkommen kant på partiets favoritområde – og et redskab til at forsøge at vinde nogle af de svingvælgere tilbage, man har tabt til S siden 2015. Men der ligger mere i det end det.

En advarsel
For også bag facaden har DF-toppen advaret den socialdemokratiske ledelse, og det er noget, man er tvunget til at tage alvorligt.

Mette Frederiksen har hårdt brug for, at Thulesen følger op på sin melding fra DF-årsmødet og rent faktisk ”tager telefonen”, hvis hun ringer efter valget. For hun kan ikke være sikker på støtte fra Alternativet, der rutinemæssigt beskriver de borgerlige og socialdemokraterne som et valg mellem pest og kolera.

Hvis der er noget, der kan få Thulesen til at sætte telefonen på lydløs, når Mette Frederiksen ringer, så er det en tilnærmelse mellem S og R.

Dobbelt-strategi
For Morten Østergaard var der derimod tale om en foræring. Den radikale isolation i udlændingepolitikken rimer ikke med partiets selvforståelse som et midterparti, og Tesfayes udtalelser flyttede for en stund Radikale væk fra yderpositionen.

Østergaard har de seneste måneder ført en ganske ferm dobbelt-strategi. Han har forsøgt at stemmemaksimere ved at angribe socialdemokraternes udlændingepolitik, men han har samtidig lagt et pragmatisk snit i forhold til sine krav for at støtte en S-regering. Og den radikale leder har gjort meget ud af at fortælle, at han ikke har ultimative krav.

Ser man på Østergaards krav et for et, er der ikke uoverstigelige hindringer for kompromiser med socialdemokraterne:

En S-regering kommer igen til at tage kvoteflygtninge, det kræver det socialdemokratiske bagland også. Der kommer en forbedring for asylbørnene på Sjælsmark, og den lave integrationsydelse bliver, omend ikke afskaffet, så reguleret. Det markerede Tesfaye så sent som i denne uge i debatten om paradigmeskiftet. Det kræver resten af oppositionen også af Mette Frederiksen.

Det radikale krav om fordeling af tosprogede børn er at sparke en åben dør ind: Det er et gammelt socialdemokratisk ønske helt fra Karen Jespersens tid sidst i 90'erne.  

Dybe forskelle
Pointen er bare, at alt dette er små hjørner af dansk udlændingepolitik. Symbolsk vigtige hjørner ganske vist, men kun hjørner. Ser man på den grundlæggende analyse, er forskellene mellem S og R meget omfattende.

Helt overordnet handler det om, hvorvidt man som S ser migration og flygtningestrømme fra den tredje verden som en alvorlig trussel mod det danske velfærdssamfund og dets sammenhængskraft. En trussel, man skal gå langt for at minimere.

Eller man som R ser indvandring som en mulighed – eller en slags naturlov – man lige så godt kan få det bedste ud af i en globaliseret verden. Og ser modtagelse af flygtninge som en humanitær forpligtelse, selvom det måtte skabe problemer i det danske samfund.

Det er to uforenelige analyser, der fører til afgørende forskelle i udlændingepolitiske spørgsmål: Således beskrev Østergaard det store socialdemokratiske asyludspil som ”et luftkastel”, og de to partier er uenige om grænsekontrollen, reglerne for familiesammenføring og om ghettoplanen. For bare at nævne et par eksempler.  

Den røde klud
Dertil kommer den politiske symbolik.

Morten Østergaards position er langt fra dengang, Marianne Jelved stillede en stribe ultimative – og helt urealistiske – udlændingekrav til S. Det ændrer bare ikke ved, at Radikale er en rød klud og selve inkarnationen af en blød udlændingepolitik hos de vigtige svingvælgere mellem S, DF og V.

Det er vælgere, som igen kan komme til at afgøre valget. Noget, den socialdemokratiske ledelse er ekstremt opmærksom på.

Så Mattias Tesfaye kommer til at danse på en line de næste måneder.

Han skal på den ene side vise forhandlingsvilje over for de pragmatiske radikale krav, der også har en vis genklang i det socialdemokratiske bagland. På den anden side kan det blive strategisk fatalt, hvis han igen viser generel imødekommenhed over for den radikale udlændingepolitik.

Holder han ikke balancen, er der langt ned.

Forrige artikel Brexit, Trump og Putin har forvandlet dansk EU-politik Brexit, Trump og Putin har forvandlet dansk EU-politik Næste artikel Pia Olsen Dyhr i tricky balanceakt over for S Pia Olsen Dyhr i tricky balanceakt over for S
Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.