Kommentar af 
Anders Bondo Christensen

Anders Bondo advarer: OK24 bliver en katastrofe, hvis stridighederne ikke begraves

Overenskomstaftalerne skal være løftestangen til at løse udfordringen med manglende arbejdskraft i den offentlige sektor. Det forudsætter, at parterne og ikke mindst arbejdsgiverne forlader pindsvinestrategien og øger ambitionerne, skriver Anders Bondo Christensen.

OK24 bliver ikke let, og alle brugere af velfærdssamfundet må derfor krydse fingre for, at parterne hver for sig og sammen allerede nu er i gang med disse overvejelser, skriver Anders Bondo Christensen.
OK24 bliver ikke let, og alle brugere af velfærdssamfundet må derfor krydse fingre for, at parterne hver for sig og sammen allerede nu er i gang med disse overvejelser, skriver Anders Bondo Christensen.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Anders Bondo Christensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mangel på arbejdskraft til kernefunktionerne i den offentlige sektor er en af de helt store samfundsudfordringer. Derfor prægede det endnu en gang mediernes overskrifter, da de unges uddannelsesvalg blev offentliggjort i slutningen af juli.

I Danmark bryster vi os med rette af, at vi gennem den højt besungne danske model formår at løse vanskelige samfundsudfordringer. Der er ingen tvivl om, at parternes samarbejde gennem aftalesystemet er helt afgørende for, at de offentlige arbejdspladser fremadrettet har den nødvendige kvalificerede arbejdskraft.

Spørgsmålet er, om parterne har de nødvendige visioner og det nødvendige mod til at løse opgaven. Det kræver en helt anden tilgang til de kommende overenskomstforhandlinger, end vi har oplevet de seneste mange forhandlingsrunder.

Finanskrisen i 2008 kombineret med en massiv udskiftning af forhandlerne på arbejdsgiversiden medførte et fundamentalt skift i de offentlige forhandlinger.

Der er brug for, at de faglige organisationer nedtoner de interne uenigheder og møder arbejdsgiverne med en fælles strategi

Anders Bondo Christensen

De økonomiske konjunkturer pressede fagbevægelsen i defensiven. Overenskomstforhandlingerne blev af skiftende regeringer gjort til en væsentlig del af udgiftspolitikken.

Og en meget stor del af de nye spillere på arbejdsgiversiden var helt uden erfaringer fra overenskomstforhandlinger og dermed mere eller mindre historieløse i forhold til værdien af og mulighederne i aftalesystemet.

Den samfundsøkonomiske situation betød endvidere, at Finansministeriets rolle blev endnu mere dominerende i forhold til alle de tre offentlige forhandlingsområder.

Ved forhandlingerne i 2011 så vi konsekvensen. De faglige organisationer koncentrerede sig om at undgå reallønsnedgang og at forsvare sig mod arbejdsgivernes krav om forringelser. Det resulterede i en minimalistisk aftale uden nogen form for visioner.

Efter regeringsskiftet i 2011 blev Moderniseringsstyrelsen etableret. Det skete blandt andet med det udtrykkelige formål at skaffe et samfundsmæssigt provenu gennem overenskomsterne.

Vicedirektøren i Moderniseringsstyrelsen, Inge Friis Svendsen, udtrykte det på en konference noget klodset på følgende måde: "Nu har I vundet de sidste 50 år – nu er det vores tur".

Med den tilgang til forhandlingerne blev målet at vinde i stedet for at finde fælles løsninger. Strategien udmøntede sig blandt andet i en fire uger lang lockout af lærerne og sønderskudte forhandlinger i 2013. To år efter hang de mørke skyer fra lockouten stadig tungt over forhandlingerne – ingen ønskede en gentagelse. Mindste fællesnævner blev endnu en gang resultatet.

I 2018 kom fagbevægelsens modsvar til Moderniseringsstyrelsens strategi. Under slogan som "nok er nok" og "en for alle – alle for en" gik en samlet fagbevægelse på det offentlige område i offensiven for at bryde arbejdsgivernes dagsorden om forringelser og ikke mindst for at rette op på forringelserne fra OK15.

Arbejdsgiverne kom i defensiven og med udsigt til, at forhandlingerne ville ende i Forligsinstitutionen, holdt de kortene ualmindeligt tæt til kroppen. Det havde den selvforstærkende effekt, at forhandlingerne rent faktisk endte i Forligsen.

Enhver, der kender forhandlingssystemet, ved, at det ikke er i Forligsinstitutionen, at de nye progressive tanker tænkes. Målet er at undgå en konflikt. Stumperne blev reddet, og den truende omfattende konflikt undgået i ellevte time.

Den seneste overenskomst blev indgået for godt et år siden på et tidspunkt, hvor coronapandemien fortsat hærgede. Langt hovedparten af organisationerne havde opfordret til, at forhandlingerne blev udskudt, da en samfundskrise er et elendigt bagtæppe for en overenskomstforhandling.

Men da der ikke kunne opnås fuldstændig enighed på lønmodtagersiden, blev forhandlingerne gennemført med det, der bedst kan betegnes som en vedligeholdelsesoverenskomst, som resultat.

Det er nu, inden det officielle forhandlingsspil går i gang, at parterne skal skabe grobunden for nogle langt mere perspektivrige forhandlinger

Anders Bondo Christensen

Ved ikke mindre end seks overenskomster i træk har vi på det offentlige område forpasset muligheden for at bruge den danske forhandlingsmodel til at løse påtrængende fælles udfordringer. Nu er manglen på kvalificeret arbejdskraft i hele den offentlige sektor imidlertid så alvorlig en trussel, at det dødvande må og skal brydes i 2024.

Og 2024 er faktisk lige om hjørnet. Det er nu, inden det officielle forhandlingsspil går i gang, at parterne skal skabe grobunden for nogle langt mere perspektivrige forhandlinger.

Arbejdsgiverne må endegyldigt forlade deres ensidige effektiviseringsdagsorden og i stedet tage den omsiggribende rekrutteringsdagsorden alvorligt og fokusere på, at den kommende overenskomst understøtter en helt nødvendig målsætning om at skabe mere attraktive arbejdspladser.

De faglige organisationer må skabe en fælles forståelse af, at rekrutteringsudfordringen gælder stort set alle faggrupper: Sosu-assistenter, speciallæger, fængselsbetjente, pædagoger, lærere, sygeplejersker og flere endnu.

Der er brug for, at de faglige organisationer nedtoner de interne uenigheder og møder arbejdsgiverne med en fælles strategi for at løse denne komplekse og alvorlige udfordring for vores velfærdssamfund.

Det bliver ikke nogen nem opgave, og alle os, der er brugere af velfærdssamfundet, må derfor krydse fingre for, at parterne hver for sig og sammen allerede nu er i gang med disse overvejelser.

Det kan blive katastrofalt, hvis vi endnu en gang i 2024 forpasser mulighederne i den danske forhandlingsmodel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Bondo Christensen

Fhv. formand, Danmarks Lærerforening
lærer (Skårup Seminarium 1982), journalist (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2023)

0:000:00