Om  
Anders Langballe

Anders Langballe bliver kommunikationschef for Dansk Ejendomsmæglerforening

Den tidligere TV 2-journalist har den seneste måned turneret i medierne med en bog om, hvordan hans arbejde som politisk journalist førte til, at han fik to blodpropper. Nu bliver han kommunikationschef for Dansk Ejendomsmæglerforening.

Anders Langballe skal være kommunikationschef for Dansk Ejendomsmæglerforening.
Anders Langballe skal være kommunikationschef for Dansk Ejendomsmæglerforening.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Max Læbo Wulff

Fra og med 15. juni er Anders Langballe ny kommunikationschef for Dansk Ejendomsmæglerforening.

Det skriver Anders Langballe selv i et Facebook-opslag.

I opslaget skriver den tidligere TV 2-journalist og -redaktør, at han har brug for, at der sker noget nyt i hans arbejdsliv.

”Det skal stadig handle om kommunikation og lidt om politik - som jeg har beskæftiget mig med hele mit liv. Ikke helt inde i smeltediglen på Christiansborg, men med udgangspunkt fra DE’s sekretariat på Islands Brygge, hvor vi stadig kan se tårnet på Christiansborgs Slot”.

For en måned siden udgav 45-årige Anders Langballe bogen ’Forfra’ sammen med journalisten Martin Flink. Bogen beskriver, hvordan Anders Langballe som politisk kommentator pressede sig selv så langt, at han til sidst blev ramt af to blodpropper i november måned 2018. Hans taleevner blev svækket markant, og han indledte et forløb, hvor han skulle genoptræne sin hjernes kapacitet igen.

Bogen er samtidig en kritik af en politisk journalistik, der ifølge den tidligere TV 2-journalist går for hurtigt og fokuser for meget på processer og for lidt på indhold.

“Jeg tror simpelthen ikke, det gør noget godt for politik eller journalistik eller demokratiet”, har Anders Langballe sagt i et interview med Zetland.

I sit Facebook-opslag lægger den kommende kommunikationschef vægt på, at han indleder et nyt jobmæssigt kapitel.

”Jeg glæder mig til at lære mine nye kollegaer og området at kende. Og sammen med dem at holde fokus på det, der for mange er og bliver en af de store beslutninger i livet: At finde den rigtige ramme om et trygt og godt liv.”

Anders Langballe er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, han har været ansat som politisk reporter på Ekstra Bladet, politisk reporter på Jyllands-Posten og politisk reporter, redaktør og analytiker på TV 2 og er tidligere kommunikationschef for Danske Handicaporganisationer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Langballe

Særlig rådgiver, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M)
journalist (DJH. 2004)

0:000:00