Anmeldelse: Populisme er hverken en kur eller en sygdom. Det er et symptom

Af Christian Egander Skov
Ph.d i historie, redaktør, Årsskriftet Critique, kommentarskribent, Altinget

Der er flere, der har peget på, at vi i coronakrisen næsten kan høre historien dreje på sine hængsler.

Ja, vi er måske på vej ind i en æra, hvor nationale eliter bliver tvunget til ”at sætte langsigtet national solidaritet og national produktivitet over deres klasses kortsigtede egeninteresse.”

Kort sagt forsvarer Lind en demokratisk korporatisme, der mest af alt minder om det, vi herhjemme kalder ”den danske model”

Christian Egander Skov

Det er den amerikanske politolog Michael Lind, der i slutningen af sin nyeste bog 'The New Class War – Saving Democracy from the Managerial Elite' anlægger dette perspektiv. Bogen er godt nok skrevet før corona og handler først og fremmest om populismen – alligevel synes analysen særlig relevant nu.

'The New Class War' forsøger at finde populismens rødder i en analyse af samfundsinterne magtrelationer. Samtidig er den en skitse til, hvordan de vestlige demokratier kan adressere den krise, populismen er udtryk for. Trods den noget martialske titel er Linds bog ikke en apologi for den demagogi, som synes uløseligt knyttet til populismen. Synspunktet er mere, at populismen hverken er kuren eller sygdommen. Den er et symptom. Og første skridt i bekæmpelsen af sygdommen er at læse symptomerne korrekt.

Den nye klassekrig
I en indflydelsesrig bestemmelse af populismen har idéhistorikeren Jan-Werner Müller peget på opdelingen i ”folket” og ”eliten” som populismens retoriske grundfigur. Det er præcis en sådan tilgang, Lind problematiserer.

Modsætningen er ikke virkelighedsforvanskende retorik, men afspejler et reelt klassemodsætningsforhold mellem en uddannet managerial elite eller overclass i Linds terminologi, der udgør et sted mellem en tredjedel og ti procent af den voksne befolkning og så resten af befolkningen. Modsætningen er strukturel og handler blandt andet om, hvem der har adgang til hvilke positioner i et samfund. Magt er grundsubstansen i klasserelationerne – og overklassen sidder tungere på den.

Overklassen forstår sig som meritokratisk og åben. Den hævder – jævnfør Müllers afskrivning af elite-folk-skellet – at vi lever i et klasseløst samfund, hvor det eneste, der står i vejen for ens opstigning, foruden kategorier som køn, race og seksuel orientering, er eventuelt manglende dygtighed. Men i virkeligheden er overklassen lukket. Velstand såvel som uddannelsesniveau nedarves gennem generationer, påpeger Lind. Det gælder i Amerika, og det gælder også i et land med så egalitær en selvforståelse som Danmark.

I Linds analyse er klassemodsætningerne altid til stede i en moderne økonomi. Problemet er altså ikke modsætningen i sig selv, men at det brede klassekompromis, der opstod ud af en depression og to verdenskrige, er brudt sammen siden 1960’erne: Den brede befolknings magt er blevet svækket såvel økonomisk som politisk og kulturelt. Vi er gået fra en demokratisk pluralisme kendetegnet ved en pluralitet af magtcentre i form af stærke organisationer, der repræsenterede den bredere befolkning og udgjorde en art modmagt over for overklassen, til en situation, Lind indfanger i begrebet ”teknokratisk neoliberalisme”.

Arbejdere har mistet magt til kapitalen. Fagforeningerne er i flere lande i knæ. Politik bliver domineret af de højst uddannede og pengestærke interesser. Nationalstaterne er svækket til fordel for overnationale institutioner langt fra befolkningerne. Og kulturelt er de brede folkelige bevægelser – og i en amerikansk kontekst kirkerne –skygger af sig selv.

Et forsvar for "den danske model"?
Uanset at dette er malet med for bred en pensel, er det en stærk pointe hos Lind, at populismen bedst forstås som en revolte mod afmægtiggørelsen af store dele af befolkningen som følge af rekonstruktionen af forbindelse mellem arbejde, kapital og politik og eroderingen af civilsamfundets organisationer.

En anden styrke ved Linds argument er hans insisteren på en institutionel løsning på populismens udfordring. Hvis vi skal bryde dødskampen mellem den teknokratiske elite og de populistiske demagoger, er der behov for et nyt klassekompromis, der giver magten tilbage til den brede befolkning.

Dette er vel at mærke ikke et liberalistisk argument, der vil lægge magten i hænderne på individet. Ideen er tværtimod at skabe institutioner, der kan repræsentere gruppers legitime økonomiske, kulturelle og politiske interesser.

Kort sagt forsvarer Lind en demokratisk korporatisme, der mest af alt minder om det, vi herhjemme kalder ”den danske model”.

Bogens svagheder
Interessant nok er Lind ikke socialdemokrat, men snarere en slags borgerlig centrist med en fortid i den konservative bevægelse i Amerika, som han imidlertid forlod for mange år siden. Som de fleste af Linds bidrag til den offentlige debat er der masser af perspektiv og dristighed i analysen, men at Lind ender i ”den danske model” viser en af bogens svagheder.

Selvom trepartsforhandlinger i Forligsen kan fremstå som det forjættede land for en amerikansk iagttager, må man konstatere, at det danske samfund tumler med de samme problemer, som Lind har sat sig for at løse.

Massepartierne er reelt kollapset, fagforeningerne er pressede, og det folkelige foreningsliv svagere, end et overfladisk blik kunne antage. Og vigtigst af alt har eksistensen af den danske model ikke umiddelbart forhindret, at Danmark i nogen henseende har været et populistisk foregangsland. Her forekommer det at være mere afgørende, at det politiske system generelt har bevæget sig i retning af en integration af populismen. Klassisk med VKO-samarbejdet og aktuelt med Socialdemokratiets nye linje.

Ja, måske er det muligt at file populismens tænder ned, men hvis den kun er et symptom, står vi vel bare dér, hvor vi har slugt et par Iprener og for en stund har glemt, at vi faktisk havde feber.

Michael Lind: 'The New Class War: Saving Democracy from the Managerial Elite', Portfolio/ Penguin Random House, 222 sider.