Anmeldelse af 
Esben Schjørring

Anmeldelse: Rapport fra informations­krigens slagmark bliver ensidig

ANMELDELSE: Den britisk-russiske journalist Peter Pomerantsev tager skyklapperne på i sin nye bog om informationskrig, troldefabrikker og det tabte politiske centrum. 

Det ultimative svar på den digitale udfordring handler ikke om Twitter og transparens, men om polariseringen selv. Det handler om politik, skriver magasinredaktør Esben Schjørring.
Det ultimative svar på den digitale udfordring handler ikke om Twitter og transparens, men om polariseringen selv. Det handler om politik, skriver magasinredaktør Esben Schjørring.Foto: Lucas Jackson/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Da han efter ti år i Moskva som stadigt mere udrangeret tv-dokumentarinstruktør landede i London igen, troede den britisk-russiske journalist Peter Pomerantsev, at det var lykkedes ham at flygte fra et kafkask mareridt af løgn, korruption og generaliseret vanvid. Men som han slår sig ned i London, bliver en snigende fornemmelse mere og mere påtrængende: Oligarkernes børn og de rige moskovitters kultur er kommet ham i forvejen.

Den grundfortælling blev spændingskurven i hans roste og relativt berømmede bog 'Nothing is True and Everything is Possible'. En hæsblæsende og vild fortælling om frygt og lede i det postkommunistiske Moskva, hvor intet er, hvad det giver sig ud for, og alt solidt fordamper. Man er liberal demokrat om morgenen, kulsort nationalkonservativ om aftenen – og om natten griner man ad det hele, mens man går under i vodka og ludere. Man er sin fortælling, og man skifter fortælling hele tiden.

Fra Arendt til Magritte
Nu tager Pomerantsev så tråden op igen og fortsætter historien om, hvordan resten af verden er ved at havne i russiske tilstande med des- og misinformation, viralt bedrag på nettet, bots og SoMe-drevet ekstremisme. Titlen på den første bog – 'Intet er sandt og alt er muligt' – var et citat fra Hannah Arendts klassiker om totalitarismens oprindelse (1951); en sentens, der satte den kollektive bevidsthed i 1930'ernes Tyskland på formel. Subteksten var, at Rusland var havnet i en slags totalitarisme 2.0.  

Fakta
Peter Pomerantsev er en sovjetisk-født britisk forfatter, journalist og tv-producer. Han arbejder i dag som senior fellow ved London School of Economics og er desuden forfatter til bogen 'Nothing Is True and Everything Is Possible'.

Denne gang er Pomerantsev gået den belgiske maler og surrealist René Magritte i bedene og har kaldt sin bog 'This is Not Propaganda' (efter Magrittes mest berømte maleri betitlet 'Dette er ikke en pibe') med undertitlen 'Adventures in the War Against Reality'. Igen for at indfange stemningen af svimmelhed, sammenbruddet mellem ordene og tingene og undermineringen af en fælles virkelighed. Og for atter at undersøge kampen mellem demokrater og antidemokrater i et samfundsmæssigt landskab, hvor den digitale teknologi dominerer. Det er der kommet en blandet landhandel ud af. Både fordi Pomerantsev vil for meget – og for lidt.  
 
Tamt svar om transparens 
For meget, fordi han tager en masse tråde op uden at følge dem til ende. Snart handler det om SoMe-kampagner rettet mod filipinske journalister, snart handler det om, hvordan autoritære regimer kan udmanøvrere demokrati- og protestbevægelser ved at kopiere deres aktivisme-metoder. Snart er vi i Mexico, snart tilbage i Rusland. Så er vi i Trumps Amerika og så i det Brexit-ramte Storbritannien. Det hele bindes sammen med en undersøgelse af, hvordan nettet og de sociale medier er et tveægget sværd, der både kan bruges af demokratiforkæmpere og deres fjender.

Det er særligt ærgerligt, fordi Pomerantsev undervejs rejser en tese om, at den liberale kamp for adgang til information, ytringsfrihed og debat ikke længere er nok i konfrontationen mellem demokrati og antidemokrati, fordi hver af de dyder og rettigheder kan vendes imod demokratiet.  

Det er bestemt ikke, fordi en kritisk undersøgelse af digitaliseringen af politiske kampagne ikke er interessant og vigtig. Men det skal netop være kritisk. Og det er ikke kritisk at lade sejrherren skrive historien for åben mikrofon. 

Esben Schjørring

Information kan blive til misinformation, ytringsfrihed kan bruges som dækild til at sprede fake news, og debatter kan kapres af falske profiler og digitale robotter.  

Det er en interessant diskussion, men Pomerantsev får aldrig fulgt den til dørs; han ender med at foreslå en række regler for transparens, der skal gælde på nettet, så vi ved, hvem der er hvem (om nogen overhovedet), hvem der har betalt for hvad, og hvorfor man bliver ramt af målrettede kampagner. Alt sammen noget, undertegnede gerne støtter, men som ikke kun virker lidt tamt – altså, hvem sidder for eksempel og gennemgår deres GDPR, når man logger på en ny hjemmeside? – men fremstår ret ureflekteret. For at antidemokratiske og illiberale kræfter kan bruge digital teknologi i deres forehavende, er jo ikke det samme, som at årsagen til deres opståen og succes har ret meget at gøre med et digitalt teknologisk samfund. Eller med andre ord: Måske handler det her ikke så meget om digital lovgivning som om politik, slet og ret. 
 
Det handler ikke om digitalisering
Og her støder vi så an på det andet kritikpunkt – at Pomerantsev vil for lidt. Særligt mod slutningen af bogen falder han i den grøft, hvor han påstår, at næsten alle politiske katastrofer (set gennem hans optik) fra Trump til Brexit og Putins indflydelse i verden er resultater af digitaliseringen af samfundet. Ingen kan være i tvivl om, at nettet spiller en rolle, også en væsentlig rolle – men den afgørende?   

Her bare et enkelt eksempel. Hvordan blev Brexit-kampagnen vundet? Ja, det spørgsmål stiller Pomerantsev Thomas Borwick, der var lederen af Vote Leaves digitale kampagne. Ikke overraskende forklarer han udfaldet med sin egen succes ved at finde fint forstøvede vælgersegmenter og ramme dem med skræddersyede budskaber. Og der lader Pomerantsev den så stå. Men det er altså at snyde på såvel den journalistiske som den akademiske vægt. Hvad skulle Borwick ellers sige? Han har et klart motiv til at tage ’skylden’ – det er jo et godt selling point.  

Igen: Det er bestemt ikke, fordi en kritisk undersøgelse af digitaliseringen af politiske kampagner ikke er interessant og vigtig. Men det skal netop være kritisk. Og det er ikke kritisk at lade sejrherren skrive historien for åben mikrofon. 
 
Undvigemanøvre for at slippe for samfundsanalyse
Pomerantsev hører til i kredsen blandt britiske og amerikanske centrumfolk (der gerne skriver i det amerikanske tidsskrift The American Interest), og hvis måske mest prominente medlem er journalist og forfatter Anne Applebaum. Her dyrker man gerne backlashteorier om Trump og Brexit, altså forestillingen om, at begge repræsenterer en tendens, der genopfører 1930'ernes fascisme og den efterfølgende Kolde Krig i en ny tid. Og hvor man forsøger at forklare den svindende opbakning til den form for politik, der blev ført eller gjaldt som ideal i 1990'erne, hvor centrum-projektet stod stærkest, som et udslag af irrationalitet.

Dengang var der en enorm tiltro til, at politik mest af alt var et spørgsmål om output-legitimitet og lovgivning (altså at repræsentation ikke var så vigtig, og at politikere fik opbakning ved deres evne til at løse større og mindre problemer ikke fra deres ideologiske ståsted), og der blev dyrket en forestilling om globalisering som en moderniseringsproces uden (permanente) tabere.

Som det sidste viste sig ikke at holde – undermineret af stigende ulighed, der overlapper den evige spænding mellem by og land og mellem universitetsuddannede og dem uden en universitetsgrad – brød den første forestilling sammen.

Det handler om politik
Med andre ord er politik i en mere klassisk definition vendt tilbage i Vestens demokratier. Men hvis tilhængere af liberalt demokrati helt afviser at tage politik seriøst som noget andet end administration, taber det liberale demokrati. Og det er min største anke mod 'This is Not Propaganda'; at Pomerantsevs optagethed af digital teknologi og ny-autoritære bevægelser på informationskrigens slagmarker bliver en undvigemanøvre for ham – og hans ligesindede – til at lave en ordentlig samfundsanalyse.

Midtvejs i bogen gør Pomerantsev ophold og spørger sig selv, om det massive fokus på russisk informationskrig ikke ender med at gå Kremls ærinde om at overbevise alle om, at Rusland er overalt, at intet er sandt, og alt er muligt. Altså, om han ikke er ved at købe ind i en konspirationsteoretisk tankegang, hvor politiske kriser altid har en sinister bagmand. Af en eller anden grund svarer han ikke på det spørgsmål. Det havde ellers været en oplagt anledning til at skifte fokus fra informationkrig og digital teknologi til samfundet udenom. 

Ja, Kreml og det antidemokratiske højre kan bevæbnet med falske twitterprofiler bruge polariseringen i Vesten til egne fordele. Og ja, den slags skal afdækkes og mødes med kontante modsvar. Men nej, det ultimative svar på den udfordring handler ikke om Twitter og transparens, men om polariseringen selv. Det handler om politik.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00