Anmeldelse: Russisk dokumentarist viser Putin bag facaden

ANMELDELSE: Dokumentaristen Vitalij Manskij har i 20 år fulgt Vladimir Putin med et håndholdt kamera. Hans dokumentar ”Putin’s Witnesses” åbner en dør til den tidligere Putin, men efterlader også for mange ubesvarede spørgsmål, skriver Flemming Splidsboel.

Altingets vurdering: 4/6

Af Flemming Splidsboel
Seniorforsker i russisk indenrigs- og udenrigspolitik, DIIS

Vitalij Manskij er en russisk dokumentarist, som sidst i 1999 fik adgang til at følge Ruslands da helt nye premierminister Vladimir Vladimirovitj Putin med håndholdt kamera.

Ideen synes at have været at komme ind bag facaden hos den dengang ret ukendte Putin. Undervejs skiftede opgaven pludselig karakter, for 31. december 1999 trak præsident Boris Jeltsin sig uventet tilbage, og Putin blev forfremmet til fungerende præsident, inden han i marts 2000 vandt det russiske præsidentvalg i første runde med 53 procent af stemmerne.

Skabelsen af Putin
Manskijs film viser en del af skabelsen af politikeren Putin og af systemet, som han siden har baseret sin magt på. Dokumentaren har sin tidsmæssige tyngde i vinteren 2000 med en afstikker frem til nytårsaften samme år. Manskij slutter af med kort at reflektere over den senere udvikling i Rusland, mens han sidder og klipper og lægger speak på. Det er oplagt at gøre, og det virker fint, men hans eftertanker besvarer ikke alle publikums spørgsmål. Måske har Manskij heller ikke svar på dem alle.

Filmens styrke er dens fokus på denne delvis formative periode i Putins præsidentskab. Det er slående, hvor åbent Putin taler i enkelte seancer, og hvor ukoreograferede møderne er. På den måde åbner filmen en dør til den tidligere Putin og til det tidligere politiske system. Optagelserne fra Putins kampagnekontor viser en velsmurt og muskelstærk maskine, men den viser også med slående tydelighed, hvor langt russisk politik har flyttet sig siden.

De ”politiske teknologier” – det vil sige redskaberne til at forme vælgernes præferencer og afgøre valgene – var allerede taget i brug i Rusland på dette tidspunkt. Men senere blev de perfektioneret med stor kynisme, og det rod, fysisk såvel som mentalt, som ses på kampagnekontoret, er siden fejet væk. Putins politiske maskine synes i dag uovervindelig.

Filmens svaghed
Men det fokuserede blik på denne forholdsvis korte tid er også filmens svaghed. Putin har siddet i Kreml siden 31. december 1999, og selv da premierminister Dmitrij Medvedev midlertidigt (2008-2012) overtog hans kontor, sad han der alligevel. Det er lang tid, og rigtigt meget er sket siden med Putin såvel som med Rusland. Og det efterlader de ubesvarede spørgsmål, som jeg nævnte tidligere.

I en af filmens bedste samtaler reflekterer en nyvalgt Putin over sit liv som præsident, og han udtrykker et ønske om at kunne vende tilbage til et normalt liv, når hans politiske karriere ender. Og han forklarer så også, at netop udskiftningen af politikere og blikket for det større formål ”gør demokratiet og demokratierne mere robuste og effektive”.

Det er der så god grund til at tænke over i dag, hvor det stadig mere autoritære Rusland synes at have misset mange muligheder for at have klaret sig bedre økonomisk og socialt, end tilfældet har været. Men hvorledes gik Putin fra disse tanker til at være tæt på livstidspræsident? Og mente han det faktisk, da han sagde det? Eller var det blot en uprøvet og lidt usikker politiker, som ventede på sin chance for at slå til og konsolidere sin magt, som vi siden har set det? Manskij efterlader os uden svar. På den måde lærer vi ikke så meget, som vi kunne have gjort.

Overfortolker vi?
Det tidsmæssige spænd skaber også en risiko for, at vi overfortolker handlinger, som måske ikke helt kan bære den betydning, som vi tillægger dem. Et eksempel er, da Putin som en del af sin valgkamp besøger sin tidligere lærer Vera Dmitrievna, og hendes mand som afskedsreplik forklarer, at ”staten er som en have, du er nødt til at fjerne ukrudtet, for at noget af værdi kan vokse”.

Som en anden Mr. Chance står han i entreen og ytrer hortikulturelle banaliteter, men vi læser dem som subtile indikationer på det kommende. Er det folket, som taler? Eller er det Putin, som taler gennem den almindelige russer, som han jo tydeligvis fortsat har forbindelse til og forstår?  

De senere politikker baseret på ”magtens vertikal” er jo som et ekko af samtalen mellem Putin og Mr. Chance. Det er for eksempel centraliseringen, fremkomsten af et ikkedemokratisk og illiberalt system, forfølgelsen af politiske modstandere og den omfattende kulturelle ensretning af det russiske samfund, herunder med en gensovjetisering og militarisering.

Hvem har ansvaret?
I Rusland har filmen blandt andet givet anledning til en diskussion om ansvaret for denne udvikling, og selvransagelsen har især ramt en lang række intellektuelle. Fra deres egen verden noterer de, at konsekvensen er blevet en stat, hvor kunstnere er nødt til at samarbejde med styret for at kunne virke. Og lidt bredere begræder de, at udviklingen måske kunne være bremset på et tidligere tidspunkt.

Manskij udtrykker for eksempel allerede i de oprindelige samtaler sin modstand mod genindførelsen af musikken fra den tidligere sovjetiske nationalsang – med ny tekst af Sergej Mikhalkov – men Putin indfører, at de alle skylder deres forældre at holde fast i noget fra sovjettiden. Spørgsmålet om skyld er centralt for filmen, og mange seere, især i Rusland, vil bære en lille del af skylden med sig fra biografens mørke.

Vitalij Manskij, Putin’s Witnesses (2018). Filmen bliver vist på CPH:DOX 20. marts og 22. marts.

Forrige artikel Adam Holm anmelder antisemitisme-bog: Jødehadet er allerfarligst hos dem, som tror, at de selv er fri for fordomme Adam Holm anmelder antisemitisme-bog: Jødehadet er allerfarligst hos dem, som tror, at de selv er fri for fordomme Næste artikel Rune Lykkebergs nye bog er både fascinerende og frustrerende Rune Lykkebergs nye bog er både fascinerende og frustrerende
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.