Anmeldelse: 'Vejen til ufrihed' ender i velskrevet og velmenende paranoia

ANMELDELSE: Skulle Snyder alene vurderes på sine betragtninger over den ukrainske situation og den indenrigspolitiske vej mod ufrihed i Rusland, ville den have været fremragende. Desværre vil Snyder mere, og her kommer han på afveje, skriver Christian Egander Skov om 'Vejen til ufrihed'.

Altingets vurdering: 3/6

Christian Egander Skov Af Christian Egander Skov
Ph.d. i historie, kommentator på Altinget og forfatter til "Konservatismen i mellemkrigstiden" 

Den amerikanske historiker Timothy Snyder er en imponerende skikkelse.

Han er professor ved Yale, anerkendt for sit faglige arbejde og i de senere år forfatter til en imponerende række af bøger, hvor han med stor gennemslagskraft har taget skridtet fra almindelig akademiker til skarp polemiker og offentlig intellektuel af den type, som både har tilhørere på højre- og venstrefløjen i det ellers så splittede Amerika.

Kritikere har han også på begge fløje, men pointen er, at bøger som Bloodlands (2011), Sort jord (2016) samt Om tyranni (2017) har været dagsordenssættende i den offentlige debat, hvor Snyder har gjort sig bemærket som en velformuleret og vidende kritiker af al slags totalitarisme samt stålsat forsvarer for en liberaldemokratisk centrum-venstre-position.

Vejen til ufrihed
Nu er hans seneste bog blevet oversat til dansk og udkommet på Gads Forlag som Vejen til ufrihed: Rusland, Europa, Amerika.

Bogen beskæftiger sig med vores aktuelle situation, hvor demokratiet ifølge Snyder – og mange andre – trues af autoritarismen, medens åbenlyse sandheder fortrænges af løgne og fake news.

Snyder har et vågent øje for tidens tildragelser og bruger sit falkeagtige overblik og dybe indsigt – han kan angiveligt syv forskellige sprog – til at trænge bag om den organiserede misinformation, som udgår fra moderne despoter som Vladimir Putin og deres villige hjælpetropper i Vesten.

Det er Snyders pointe, at vejen til ufrihed går gennem den russiske disinformationskampagne.

Bogens undertitel "Rusland, Europa, Amerika" røber således allerede i titlen synspunktet, at de politiske rystelser, vi har oplevet i Vesten – Trump, Brexit, højrepopulisme, separatisme – lader sig spore tilbage til Rusland, noget Snyder kalder ”evighedspolitik”, der er blevet formuleret af en gruppe fascistiske intellektuelle, som i bedste postfaktuelle ånd forstår sig som antifascister.

Troværdig guide til Ukraine-konflikt
I bogens stærkeste dele bruger Snyder sin viden til at skildre den dramatiske historie om Majdan-revolutionen i Ukraine 2014. Det var dengang, landets befolkning tvang præsident Janukovitj fra magten, da det blev klart, at han stod i begreb med at gøre landet til en russisk marionet.

Netop konflikten i Ukraine var – indtil præsidentvalget i USA – den centrale kampplads for modstridende politiske og historiske fortællinger. Og det er en kompliceret affære, som Snyder er en troværdig guide til.

Den måske mest uhyggelige pointe er styrken i den russiske modfortælling.

Fra vestlig side forsøgte man at holde fast i en folkeretlig begrundet kritik af den russiske anneksion af Krim og invasion af det østlige Ukraine. Umiddelbart skulle den basale respekt for statsgrænser og national suverænitet være et stærkt kort.

Men Putins regime forstod fra begyndelsen betydningen af informationskrig.

Russernes indsats sugede næring fra den mistro til medier, politikere og etablerede sandheder, som allerede var udbredt ved indgangen til 2010’erne.

Kombinationen af et sindrigt net af historiske bortforklaringer, der dels satte Rusland som et offer for vestlig aggression, dels hævdede nødvendigheden af et storrussisk rum, afviste eksistensen af et selvstændigt ukrainsk folk med et systematisk angreb, ikke blot på konkrete informationers sandhed, men fakticitetsidealet i det hele taget. Det lykkedes Rusland at skabe så meget forvirring, at man kunne sætte sin magt igennem.

I stedet for at handle tøvede Vesten. Ideerne, fortællingerne og løgnene måtte underminere sandhederne, før de kunne underminere Ukraine – og Vesten.

Snyder på afveje
Skulle bogen vurderes alene på sine betragtninger over den ukrainske situation og den indenrigspolitiske vej mod ufrihed i Rusland, ville den have været fremragende.

Desværre vil Snyder mere, for bogen handler jo netop om vores vej til ufrihed. Og det er på den baggrund, den må vurderes.

Det er også denne noble ambition, der giver Snyders bog dens polemiske relevans. Det er de dristige analyser, som har skaret såvel centrum-venstre som -højre om Snyders forfatterskab og hans ildevarslende formaninger, men det er også selvsamme ambition, der set fra denne anmelders stol vælter læsset.

Lige så overbevisende Snyder forekommer, når han skriver om russiske og ukrainske forhold, lige så overfladisk, konspiratorisk og alarmistisk fremstår han i sin behandling af højrepopulismens fremfærd og demokratiets situation i Vesteuropa.

Snyders pointe må i sidste ende være, at de populistiske omvæltninger i Vesten i høj grad skyldes den russiske disinformation.

Der går i denne fortælling en lige linje fra den obskure russiske mellemkrigstidsfascist Ivan Iljins tågede ideer om den nationale forløser, der skulle træde frem af fiktionens verden, til Brexit og Trump. Der er en direkte parallel mellem Putins statskleptokrati og Trumps intention – som Snyder åbenbart har adgang til – om personlig berigelse.

Så snart Snyder flytter sit vagtsomme blik fra Østeuropa til Vesteuropa, afløses sund politisk, historisk analyse af noget, der bedst kan beskrives som en art liberaldemokratisk paranoia, hvor Brexit bliver afgjort af russiske twittertrolde, hvor det republikanske parti er styret af russiske ”bots”, og hvor Trump vinder de konservatives gunst, fordi han lokker med ”en etpartistat, et styre grundlagt på manipulerende valg, snarere end politisk konkurrence, et racemæssigt oligarki …”.

Intellektuelt kollaps
For Europa er forklaringen nogenlunde den samme.

Men hvor højrefløjens drivkraft i USA er en i økonomisme let tilsløret racisme, er europæernes grundfejl, at de fejlagtigt tror på nationalstatens institutionelle betydning. Synden er en nødvendighedens politik, der bryder sammen i en evighedens politik.

Sandheden er ifølge Snyder noget andet: noget, han kalder ”historisk”. Men hvad det betyder, bliver man ikke klog på. Den ”historiske” vurdering er vist den, der leder frem til Snyders konklusioner.

Bogens svagheder har måske at gøre med bogens polemiske ærinde. Snyder vil presse sin analyse igennem via systematisk ensidighed. Den slags kan man jo tillade sig, hvor man står på sandhedens side mod løgnens.

Men hans velskrevne og sine steder dybt imponerende bog forfalder til en art liberal dolkestødslegende, hvor utilfredsheden i sidste ende er plantet udefra. Hvor udviklingen drives frem af konspiration. Bag Snyders imponerende detailkundskab gemmer sig et intellektuelt kollaps.

Jeg tvivler ikke på, at Snyders bog kan tjene det nyttige formål at ranke ryggen på mange velmenende venner af folkestyret, som med rette frygter for vores nuværende politiske situation, men Snyder går fejl.

Folkestyrets venner har ikke brug for sjælebalsam.

Vi kommer ingen vegne ved at afvise vor tids utilfredshed som udslag af fremmed propaganda og facebookannoncer. Dertil er situationen for alvorlig.

Timothy Snyder: Vejen til ufrihed, 333 sider.
Udkom 24. oktober på Gads Forlag

 

Forrige artikel Fra én førstedame til en anden: Obama-bog er fortællingen om et unikt familieliv Fra én førstedame til en anden: Obama-bog er fortællingen om et unikt familieliv