Anmelder: Ny bog giver mig lyst til at leve endnu længere

Af Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Mens mørket sænker sig, og året går på hæld, gør det godt at sidde med en bog, der giver én lyst til at leve mindst lige så længe, som man har levet.

Der er en tankens storhed over disse 18 kapitler, en vidde og en horisont, der får mig til at ønske, at jeg kunne nå meget mere.

Det kræver et stort overblik og en journalistisk integritet af de sjældne at lade tænkerne komme til orde, som det er tilfældet i denne udgivelse.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop i København

De to forfattere præsenterer deres tænkere og forfattere loyalt. De har en evne til at stille sig tilbage og lytte og derefter lade tænkerne komme til orde. Jeg har gennem hele bogen haft en fornemmelse af at være med til interviewet, at have siddet i stuen og fornemmet tænkerens indfald og dybe indsigt. Der er tale om meget forskellige stemmer. Det kræver et stort overblik og en journalistisk integritet af de sjældne at lade tænkerne komme til orde, som det er tilfældet i denne udgivelse.

Den lette pen, der fører læseren ind i de tanketunge universer, efterlader hos mig en lyst til at gå videre med hver eneste af de 18 forfattere, som strækker sig fra punkens gudmor Patti Smith til forfatteren Marilynne Robinson, sociologen Hartmut Rosa, psykiateren Finn Skårderud, filosoffen og sociologen Axel Honneth, forfatteren Ida Jessen, Salman Rushdie, Amos Oz, Zygmunt Baumann og idehistorikeren Dorte Jørgensen m.fl. Selvfølgelig er der nogle, man savner. Sådan vil det være, for vi har alle vores særheder.

John Grays mistillid til mennesket
Der findes næppe nogen, som jeg elsker at være mere uenig med end John Gray, for selvom jeg altid læser hans bøger, bruger jeg ham også til at slibe det modsatte standpunkt af på, for han er spændende. Han er lige så interessant fremstillet og vedkommende, som han er i sin forskning.

Han nærer ikke nogen stor tillid til mennesket og forekommer ofte at være meget pessimistisk – og i virkeligheden vil han vist bare hævde det, han ser som realiteten og virkeligheden, og får i den forbindelse kirkens lære om arvesynden til at ligne ren optimisme og hjertelighed. Men hvor er det et godt interview.

Axel Honneth og den vanskelige tid
Axel Honneth ser vores samtid som en vanskelig politisk tid. Han mener tydeligvis, at det aldrig har været mere vanskeligt. Den tyske anerkendelsesteoretiker vil med sin tænkning skabe en forståelse for den frihed, der kommer i fællesskabet og ikke uden fællesskabet. Han har livet igennem hævdet, at mennesket bliver til i relationen til den anden, hvilket naturligvis ikke ødelægger den enkeltes eksistens, men fremhæver den og gør den levedygtig.

Han har et skarpt blik for, hvordan den enkelte kan blive udnyttet af en økonomisk nyttemaksimering. Demokratiet er den fælles viljedannelse. Honneth står i den store tyske tradition med udgangspunkt i Hegel, at det ikke kun er den enkelte, der udvikler sig i historien. Det gør samfundet også. Vi har en moralsk pligt til at bevare håbet, siger han, og når man læser interviewet, mærker man, at det ikke blot er ord.

En verden uden sjæl
Finn Skårderud bruger sin psykiatriske viden og terapi som et udsigtstårn. Det er ikke kun den enkelte, han diagnosticerer, men samfundene bliver også underkastet et tjek. Han tænker spændende, at det nu handler om ikke at nøjes med et sind, men igen at erkende, at der er en sjæl.

Vi er ikke kun vort eget isolerede selv. Vi bliver ikke os selv ved os selv, men gennem andre. Skårderud advarer mod den tingsliggørelse, som verden uden sjæl giver anledning til, for vi går lige ind i markedstænkningen på den måde og ser ikke de større rum, der findes, hvor sjælen stadig er med som et begreb.

Marilynne Robinson om tilgivelse
Marilynne Robinson tager mennesket med ind i forundringen. Tænk om dig selv, at du kan bidrage til samtalen, hvis du deltager med hele dit hjerte og al din forstand og brug gerne sprog, som kaldes religiøst.

Hun har en idé om, at der findes meget sprog, der er lagt i kasser og derfor ikke indeholder overraskelser og derfor ikke leder nogle steder hen. Helt vidunderlig finder jeg hendes overvejelse over verden. Hvem kunne nogensinde have forestillet sig den verden, vi lever i. Hun er ramt af forbløffelse. Om tilgivelsen skriver hun, at den ikke kommer af forståelsen. Det er omvendt, for man forstår aldrig mennesker, men hvis man elsker og tilgiver, kan man muligvis finde ind i en forståelse af et andet menneske.

En verden fyldt med ængstelse
Et meget spændende interview er det med den polskfødte englænder Zygmunt Bauman, der er kendt for begrebet flydende modernitet, altså den modernitet, der ikke er kendetegnet ved sikre begreber, sikre strukturer, livslange ansættelsesforhold og ægteskaber, der holder.

Han er forskrækket over vores tendens til frygt. Som polsk jøde vidste han, hvad det er at være fremmed. Først måtte han flygte med sin familie fra nazisterne. Derefter måtte han gå i ly for kommunisterne og derpå så han en verden fyldt med ængstelse, en verden, der er præget af tanker, ikke om Utopia, men om Retropia.

Med frygten længes vi mod en idealiseret fortid i stedet for at længes efter forestillinger om, hvordan vi kan skabe fællesskaber ved ikke at udsondre fjender. For første gang kan vi skabe fremtid ved at integrere uden at adskille og ekskludere.

Mellem Frygt og Håb. Det er her, vi lever. Tænkerne er ærlige med frygten. De snakker den ikke væk, men tager den højtideligt. Direkte og indirekte er der meget håb at finde i deres ord og tanker. En god bog til at komme videre på. Hvert eneste interview fortjener en særlig omtale, men pladsen rækker ikke.

Bjørg Tulinius & Michael Bach Henriksen: Mellem Frygt og Håb. 18 forfattere og tænkere om eksistens i det 21. århundrede. 254 sider