Antropolog: Forslag om arbejdspligt vil fattiggøre tusindvis af borgere

Regeringens forslag om en arbejdspligt for indvandrere er problematisk af mange årsager. Blandt de oversete er, at det vil gøre 14.000 danskere markant fattigere, skriver Kjartan Andsbjerg.

Kjartan Andsbjerg

Antropolog

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forrige uge præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) sit forslag til en arbejdspligt for indvandrere. Ifølge det skal nyankomne og herboende indvandrere på den lave SHO-ydelse (tidligere integrationsydelse) fremover mødes med et krav om 37 timers arbejde om ugen i et nyttejob. Gør de ikke det, vil de blive trukket i deres ydelse.

Forslaget er dybt problematisk af flere grunde. Først og fremmest er det diskriminerende. Det vil opdele arbejdsmarkedet i et a-hold og et b-hold afhængigt af ophav. Mens danske Michael "blot" skal være "aktivt jobsøgende" for at få kontanthjælp, skal syriske Mohammed arbejde 37 timer for at få et mindre beløb udbetalt. Det er forskelsbehandling, og det er langt fra tilfældigt.

Statsministeren har været helt åben om, at forslaget har til formål at ramme ikke-vestlige indvandrere, fordi de – må man forstå på hende – ikke i samme grad som etniske danskere mener, at man skal forsørge sig selv.

Det bør desuden gælde for alle i Danmark, at man skal betales en rigtig løn, hvis man udfører et rigtigt stykke arbejde
Kjartan Andsbjerg
Antropolog

Som hun tidligere har udtalt om indvandrere: "Der har været for stor fokus på alt det, man har ret til i Danmark. Og for lidt fokus på alt det, man har pligt til." Hvis ikke man kan høre det problematiske i det, er det, fordi diskrimination er normaliseret i samfundet.

Ærligt arbejde – ærlig løn

Udover diskriminationen er det helt grundlæggende problematisk, at SHO-ydelsen skal fungere som betaling for et fuldtidsarbejde. SHO-ydelsen er en af de absolut laveste overførselsindkomster, man kan være på.

Den ligger flere tusinde kroner under kontanthjælpen, som igen ligger langt under et normalt lønniveau. Ja, faktisk er den laveste SHO-sats på 6.228 kroner om måneden før skat så lav, at det svarer til en timeløn på under 50 kroner. Det kan vi ikke være bekendt.

Læs også

Ali Aminali: "37 timers arbejdspligt er det, Fatma og Mustafa har brug for"

Kommentar

I Danmark plejer vi at bryste os af, at vi har et reguleret arbejdsmarked, hvor alle tjener en løn, de kan leve af. Det vil regeringen nu give køb på ved at skabe en stor gruppe af underbetalt arbejdskraft, som ovenikøbet ikke har samme rettigheder som deres kollegaer (eksempelvis optjening af dagpengeret).

Det er uretfærdigt over for dem, det rammer direkte. Og så er det uretfærdigt for alle dem, der indirekte rammes af denne form for løndumping.

Statsministeren har påpeget, at det ikke nytter noget, at "der er nogen, der godt kan arbejde, men som ikke gør det", når "vi har brug for flere medarbejdere blandt andet på ældreområdet."

14.000 mennesker, der i forvejen kæmper for at få livet til at hænge sammen på en lav ydelse, bliver fattiggjort yderligere
Kjartan Andsbjerg
Antropolog

Det kan man sagtens mene. Men dels har mange af de omtalte mennesker udfordringer, der gør, at de ikke ”bare kan arbejde” – som blandt andet digter Haider Ansari har påpeget. Og desuden bør det gælde for alle i Danmark, at man skal betales en rigtig løn, hvis man udfører et rigtigt stykke arbejde.

Fattigdomsskabende forslag

Ovenstående udgør vægtige argumenter imod forslaget om en arbejdspligt. Alligevel er det noget andet – og i medierne nærmest overset – der i mine øjne udgør det allermest problematiske aspekt af forslaget: at det vil fattiggøre tusindvis af borgere.

Med forslaget vil regeringen ikke alene pålægge SHO-modtagere arbejdspligt. Man vil også sætte indvandrere, der i dag er på kontanthjælp, ned på SHO-ydelse.

Det betyder, at 14.000 mennesker, der i forvejen kæmper for at få livet til at hænge sammen på en lav ydelse, nu bliver fattiggjort yderligere. Det er helt utilstedeligt.

Vi har længe haft et fattigdomsproblem i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik var der i 2021 230.000 relativt fattige herhjemme. Ligeledes har Levevilkårsundersøgelsen og VIVE vist, at tusindvis af danskere lider basale afsavn, når det kommer til for eksempel mad, medicin, tøj og bolig. Og dette var vel at mærke før inflationskrisen.

Siden da er problemet kun blevet forværret, og civilsamfundsorganisationerne melder nu om desperate forældre og små børn, der bliver sendt tidligere afsted i institution, så forældrene er sikre på, at børnene får morgenmad.

Jeg har før argumenteret for, at denne fattigdom burde stå øverst på regeringens dagsorden. Den holdning deler regeringen tydeligvis ikke. I stedet for at bekæmpe fattigdommen vil den nu med åbne øjne øge den.

Det er simpelthen uacceptabelt. Uanset hvor nobelt et mål man har med sin politik, bliver det aldrig et fair middel at sende folk ud i fattigdom.

Læs også