Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Bagerst i regeringsgrundlaget gemmer sig noget, som har fået al for lidt opmærksomhed

Måske slap timerne op, og måske ordene flød lidt for rundhåndet og let, da allersidste del af regeringsgrundlaget skulle skrives. Eller også er her virkelig en signalgivning til en ny og mere åben og inkluderende regeringsførelse, der underlægger sig øget kontrol fra Folketinget og medier, skriver Lisbeth Knudsen.

Omme bag i regeringsgrundlaget gemmer der sig et afsnit med titlen: ”Et mere levende og åbent demokrati”, som jeg synes har fået for lidt opmærksomhed, skriver Lisbeth Knudsen.
Omme bag i regeringsgrundlaget gemmer der sig et afsnit med titlen: ”Et mere levende og åbent demokrati”, som jeg synes har fået for lidt opmærksomhed, skriver Lisbeth Knudsen.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er jo af og til helt i slutningen af en god bog, at man finder det bedste. Løsningen på mysteriet. Afsløringen af en gedigen overraskelse fra forfatterne. I nogle tilfælde endda en romantisk ”happy ending” efter mange kvaler og genvordigheder.

Det nye arbejdsgrundlag for SVM-regeringen på hele 63 sider har jo en imponerende række af store målsætninger og nedsættelse af en stribe råd, ekspertudvalg og kommissioner, der skal se på at levere indhold til de kommende store samfundsreformer.

Velfærdsreform med frisætning af kommunerne og de offentlige institutioner, sundhedsreform, skatteomlægning, uddannelsesreformer, fremskyndelse af klimamål, CO2-afgift og meget mere. Endda et løft til kulturpolitikken og lovprisning af civilsamfundets betydning for fællesskab og sammenhængskraft. Der er det hele.

Det er vigtigt at få gang i en dialog med befolkningen om tilliden til politikerne. Vi ser herhjemme samme tendenser som i udlandet, at mange borgere har mistet troen på, at politikerne har svarene på tidens store udfordringer.

Lisbeth Knudsen

Men omme bag i regeringsgrundlaget gemmer der sig et afsnit med titlen: ”Et mere levende og åbent demokrati”, som jeg synes har fået for lidt opmærksomhed. Her konstateres det, hvad jo sandt er, at tilliden til politikerne er dalende, og at der skal arbejdes på at undgå polarisering i det danske samfund.

”Det er afgørende for regeringen, at arbejdet i regering og centraladministration sker på en måde, som befolkningen kan have tillid til. Folketingets kontrol med regeringen er et centralt element i den danske demokratiske styreform,” står der i teksten.

Her kunne man jo godt have skrevet det ind, som står i et senere afsnit, at stærke og frie medier er en forudsætning for et sundt demokrati. ”De er med til at forme, udvikle og binde os sammen som land,” hedder det, og så bliver man jo helt glad. Senere i papiret tales der om den demokratiske samtale står i en brydningstid på grund af den digitale udvikling, men der er dog ikke malet total krise på væggen i samme ombæring. Der er tonet lidt ned i forhold til den foregående regering på den dagsorden.

”Åbenhed og transparens er vigtige forudsætninger for befolkningens indsigt i og tillid til de politiske processer og den offentlige forvaltning. Regeringen vil tage initiativ til, at Folketingets kontrol med regeringen og offentlighedens adgang til indsigt i regeringsarbejdet kan styrkes,” lover regeringsgrundlaget. Så må man jo ikke bare som journalist men også som borger spidse ører med sådan et løfte. Hvad kan der mon ligge i det?

Læs også

I de efterfølgende sætninger står der noget om muligheden for offentligheden for at afgive høringssvar, og at regeringen vil overholde høringsfristerne på sædvanligvis fire uger. Det er til gengæld noget nyt, men det er også desværre påvist at sådanne høringssvar har meget lille betydning for det endelige udkomme af en lov. Så hvordan mon transparensen og åbenheden ellers skal udleves? Det melder historien ikke noget om.

Så hedder det sig, at man fortsat vil søge efter brede flertal i Folketinget, selv om regeringen har mandater nok til selv at gennemføre sine forslag. Det er man utvivlsomt også nødt til, taget i betragtning at sikkert 50-60 procent eller mere af regeringsinitiativerne vil være forligsstof, der kræver inddragelse af andre partier end regeringens tre egne folketingsgrupper. Derfor udestår der i regeringsgrundlaget et interessant regnestykke for alle reformerne i forhold til, hvad der er gældende forligsstof, og hvor regeringen selv kan gennemføre tingene.

Herefter får vi en lex mink-sag i regeringsgrundlagets hengemte afsnit:

”Regeringen vil i sit virke sikre, at politiske beslutninger ikke fremstår som resultat af en faglig nødvendighed, jævnfør i øvrigt Kodex VII, hvorefter embedsværket ikke må medvirke til, at faglige analyser og vurderinger anvendes til at fremstille en politisk besluttet løsning som den eneste fagligt velbegrundede, hvis der reelt er flere fagligt velbegrundede løsningsmuligheder.”

Det er mageløst knudret sprog, men her står vel sagt lige ud af posen, at regeringen ikke vil misbruge embedsmændenes faglighed og tage dem til indtægt for, hvad der reelt er politiske beslutninger. Noget Mette Frederiksens forrige regeringen blev beskyldt for. Den sætning må de have hængt op på opslagstavlen i flere ministerier. Der bebudes også en opfølgning på det såkaldte Karsten Dybvad-udvalg nedsat af DJØF, som i et års tid har set på samspillet mellem politikere og embedsmænd. Det bliver interessant, om det udvalg kan komme op med nye retningslinjer.

Undervejs i regeringsforhandlingerne på Marienborg opfandt Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, et lidt usædvanligt trinbræt for at komme ud af tidligere krav om en advokatundersøgelse af statsministerens ageren i minksagen.

Lisbeth Knudsen

Nu lukker vi så døren op til det mere nørdede i regeringsgrundlaget.

”Der skal nedsættes et sagkyndigt udvalg, der skal skabe grundlag for, at der kan fremsættes forslag til en ny offentlighedslov, der giver offentligheden bedre mulighed for at få indsigt i de politiske beslutningsprocesser.” Endelig fristes man til at sige.

Det har været længe undervejs hos flere justitsministre og er hver gang endt i ingenting. Der er grund til at kippe med flaget, hvis man virkelig kan lykkes at blive enig om et fremskridt her, når nu både Socialdemokratiet og Venstre – de traditionelt to store regeringsbærende partier – har afgivet et løfte her i regeringsgrundlaget.

Den tidligere S-regering, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet har indgået en aftale om at nedsætte et demokratiudvalg, der skal styrke Folketingets kontrol med regeringen og sætte fokus på tilliden til det politiske system. Der er en udløber af oprydningen efter mink-sagen. Den aftale vil den nye regering tilsyneladende overtage og følge op på. Også et rigtigt godt initiativ, men hvad der kommer til at ligge i konkrete initiativer fra det udvalg ved jo ingen.

Jeg tror, det er vigtigt at få gang i en dialog med befolkningen om tilliden til politikerne. Vi ser herhjemme samme tendenser som i udlandet, at mange borgere har mistet troen på, at politikerne har svarene på tidens store udfordringer. Og vi ser en tiltagende polarisering af holdninger til, hvad velfærdssamfundet forventes at levere, og hvad vi selv som samfundsborgere skal bidrage med.

Læs også

Undervejs i regeringsforhandlingerne på Marienborg opfandt Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, et lidt usædvanligt trinbræt for at komme ud af tidligere krav om en advokatundersøgelse af statsministerens ageren i minksagen. Det var en opsplitning af Justitsministeriet, må man forstå i en slags lov- og retssikkerhedskontor og et kontor for national sikkerhed, som blandt andet får ansvar for politiet, den overordnede anklagemyndighed og rigets sikkerhed, herunder PET. Utvivlsomt en ide, der har fået blodet til at fryse til is hos det gamle, stærke Justitsministeriums koryfæer, men en model skal nu undersøges nærmere.

Det hedder sig at ”en ekspertgruppe skal belyse, hvordan Justitsministeriets arbejde kan fokuseres på at stå vagt om de regler og opgaver, som har grundlæggende betydning for retsstaten og demokratiets stabilitet, for understøttelsen af de centrale demokratiske organer i samfundet, for borgernes retssikkerhed og individets frihed samt for ordentlig forvaltning, rammerne omkring god regeringsførelse og kommunernes grundlæggende rammer”.

Her står vel sort på hvidt, at mink-sagen afslørede, at der ikke er tilstrækkelig stærkt juridisk kompetence og fokus i ministerierne i dag, og at der skal oprustes på lovkvalitet og retssikkerhed. Prisen er så ifølge regeringens overvejelser måske blevet udskillelsen af de politimæssige opgaver til et nyt Ministerium for National Sikkerhed.

At det skulle give mere fornuft med sådan en ganske omfattende opsplitning af Justitsministeriet for at sikre, at en regering ikke en gang til kører helt i hegnet med en grundlovsstridig hastebeslutning, der var dårlig forberedt, dårligt håndteret juridisk og gennemført uden at nogen åbnede munden og sagde, at den var ulovlig, det kan man godt tillade sig at tvivle på.

En anden vej at gå var vel at sikre en stærk juridisk topchef-funktion og tovholder i alle ministerier og en regeringsførelse, der ikke tager beslutninger med enorme konsekvenser uden i det mindste at have læst embedsmændenes notater. Et godt gæt er nok, at der kan findes rigtigt mange argumenter imod en opsplitning af Justitsministeriet i løbet af det næste års tid, og så var den idé afprøvet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00