
Bettina Heltberg er død.
Det skriver Politiken i en nekrolog mandag.
"I morges døde Politikens markante kritiker, lederskribent og uforglemmelige klummeskriver efter længere tids sygdom," lyder det blandt andet i nekrologen.
Bettina Heltberg blev uddannet skuespiller fra Privatteatrenes Elevskole, men interessen for politik, der bl.a. udmøntede sig i et medlemskab af Socialdemokratiet, fik hende i 1964 til Aarhus, hvor hun begyndte at læse statskundskab, og i 1972 – efter at have fået tre børn i studietiden – blev hun cand.scient.pol.
Allerede i 1964 debuterede Bettina Heltberg med romanen "Apéritif". I 1976 udgav hun bogen "Kvindesag", hvor hun blandt andet talte for sekstimers arbejdsdage, mens der skulle være halvdages arbejdsdage forældre med små børn.
Mange vil også huske hendes bog "Hvor der handles" fra 1996, som var en bog om formandsopgøret mellem Bettina Heltbergs eksmand Svend Auken, der i 1987 var blevet Socialdemokratiets formand, og Poul Nyrup Rasmussen, som i 1992 udfordrede Auken på posten.
Bettina Heltberg og Svend Auken mødte hinanden på studiet i Aarhus og blev gift i 1966. Parret, der blev skilt i 1993, fik fire børn.
I et interview med Kristeligt Dagblad fra september 2022, da Bettina Heltberg fyldte 80 år, nævner hun Svend Aukens død, da hun bliver spurgt, "hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?"
"Det var et meget stort tab, da Svend Auken døde. Han døde for mere end 10 år siden, og det var alt for ungt. Det var et meget stort tab, for selvom jeg på daværende tidspunkt var blevet skilt fra ham, var vi meget gode venner."
På Politiken arbejdede Bettina Heltberg som bl.a. teateranmelder, litteraturredaktør og klummeskriver. I mange år havde hun bl.a. den faste, ugentlige klumme "Uden Filter" på bagsiden af PS.
Bettina Heltberg blev 82 år gammel.
- Her er otte bud på Sundhedsministeriets næste departementschef
- Vraget ordfører er stadig i chok efter folketingsexit: "Jeg har ikke engang lyst til at gå Caminoen"
- K-næstformand går i rette med bagland: Ikke en borgmesteropgave at forhandle regering
- Regeringsforhandlinger nærmer sig næste akt: Her er fire ting, du skal hæfte dig ved
- Dan Jørgensen vil have europæerne til at arbejde hjemme og skrue ned for varmen




































