Billedkunstnere: Kunstnere skal også have betaling for deres arbejde

Af Nis Rømer
Formand for Billedkunstnernes Forbund

Forskningsprojektet Billedkunstens Økonomiske Rum, som blev lanceret på Copenhagen Business School torsdag 22. november, lander midt i en ny og tiltrængt mediedebat om den udbredte brug af billedkunstneres gratis arbejdskraft.

Debatten føres kun sjældent uden for kunstlivets egne cirkler, hvor kunstneres ulønnede arbejde i forbindelse med udstillinger er en urimelig, men almindelig kendt realitet.

Vi har i Billedkunstnernes Forbund altid kæmpet for at sikre kunstnerne betaling for deres arbejde, og selvom vi har fået indført en række standardkontrakter i kunstlivet, blandt andet i forbindelse med udstillinger og udsmykninger, så er det hidtil ikke lykkedes os at overbevise politikere om, at der er brug for nye rammer på dette område, således at udstillende kunstnere altid sikres et egentligt kunstnerhonorar.

Den dårlige betalingskultur næres af forestillingen om kunstneren som idealist og ildsjæl, der brænder for et højere formål, end almindelige lønarbejdere gør.

Nis Rømer
Formand for Billedkunstnernes Forbund

Det vil der forhåbentlig være større politisk lydhørhed for nu, hvor vi dels får en ny, stor og solid forskningsrapport om billedkunstneres arbejds- og indtægtsvilkår, dels står midt i en usædvanlig åben offentlig debat om udnyttelsen af kunstneres gratis arbejdskraft på offentligt støttede kunstinstitutioner.

Forskningsprojektet dokumenterer billedkunstneres meget lave indtægtsniveau: Gennemsnitindkomsten for billedkunstnere i alle aldre er 242.000 kroner om året. Under halvdelen af denne indkomst kommer fra arbejde med kunst. Resten kommer hovedsageligt fra lønarbejde, der ikke er direkte relateret til det kunstneriske virke.

Det er svært at forestille sig, at politikerne ville tillade samme uansvarlige aflønningspraksis på offentlige arbejdspladser andre steder i samfundet.

Nis Rømer
Formand for Billedkunstnernes Forbund

Tallene dækker desuden over en stor ulighed: De få kunstnere, der tjener meget, trækker gennemsnittet betydeligt op. Halvdelen af kunstnerne i undersøgelsen tjener under 200.000 kroner. Og hele 17 procent af kunstnerne har en indkomst på under 100.000 kroner (fattigdomsgrænsen i Danmark 2018 er 117.000 kroner efter skat.)

At en del kunstnere har en indtægt langt under fattigdomsgrænsen, er rystende, og alt i alt tegner undersøgelsen et - desværre genkendeligt - billede af billedkunstneres dårlige arbejds- og indtægtsvilkår: Trods vores høje uddannelsesniveau, stærke personlige drivkraft og de mange arbejdstimer, vi lægger i udøvelsen af det fag, vi elsker, udgør vi en absolut lavindkomstgruppe.

Det billede kan og skal ændres. Men det kræver, at både politikere og beslutningstagere i kunstlivet tænker nyt og handler på det.

De nye tal vidner åbenlyst om det store behov for bedre løn- og honorarvilkår i en branche, hvor alt for mange opdragsgivere og udstillingsarrangører forventer, at billedkunstnere arbejder gratis.

Hvor grel situationen er, fremgår af den aktuelle debat om billedkunstneres ulønnede arbejde på offentligt støttede kunstinstitutioner. Debatten er igangsat af en række kritiske indslag i Radio24syv, der tog afsæt i en webundersøgelse foretaget af kunstmediet Idoart.dk.

Radioen fokuserer på en særligt opsigtsvækkende sag på kunstmuseet ARoS, hvor kunstnere rapporterer om ringe arbejdsvilkår på gruppeudstillingen Cool, Calm and Collected. Deltagerne fik ikke honorar, selvom flere af dem fortæller, at de producerede nye værker, deltog i ophængning/installering af værker på udstillingen og medvirkede i publikumsarrangementer.

Museet forsvarer sig med, at kunstnerne aldrig blev bedt om at skabe nye værker til udstillingen, og at alle kunstnerne har fået udbetalt det lovpligtige visningsvederlag for de værker, de lånte ud til museets udstilling. Alle regler er altså overholdt, lyder det fra museet. Men uanset om alle regler er overholdt i den konkrete sag, viser den desværre, at de gældende regler på ingen måde sikrer udstillende kunstnere rimelige arbejdsvilkår i dansk kunstliv.

Konflikten på ARoS viser til gengæld, hvor ulige magtforholdene og forhandlingspositionerne er i kunstlivet. Direktør Erlend Høyersten sagde til Radio24syv, at kunstnerne jo bare kan sige nej til at medvirke, hvis de er utilfredse med vilkårene. Hans udtalelse er udtryk for en arrogance, kunstnere ofte bliver mødt med, når de dårlige betalingsforhold påtales.

Men det er sandt, at vi skal blive bedre til at sige nej til dårligt betalt og gratis arbejde. Det underminerer i længden os selv som profession. I stedet må vi stå sammen og kræve rimelige vilkår. Og jeg tror, der er en modbevægelse under opsejling i kunstnerstanden nu, efter den seneste tids mediedebat.

Når det er sagt, så løses uligheden i kunstlivet ikke alene ved, at vi kunstnere bliver bedre til at kræve vores ret i forhandlinger om løn og honorarer. En velfungerende kunstscene kræver, at kunstinstitutionerne også tager deres del af ansvaret for, at vi har et socialt og økonomisk bæredygtigt udstillingsliv herhjemme.

Det vil blandt andet sige, at kunstinstitutionerne konsekvent bør budgettere med egentlige kunstnerhonorarer i forbindelse med deres udstillinger. Kunstnerhonorarerne skal dækker de timer, kunstneren bruger på eksempelvis ophængning af værker, møder, PR og publikumsarrangementer. Desuden bør der budgetteres med kunstnerhonorarer til produktion af værker i de tilfælde, hvor kunstneren ikke selv har sørget for finansiering fra anden side.

At kunstmuseer og kunsthaller er pressede i en tid med faldende bevillinger, er vi selvfølgelig klar over. Men så må man tænke nyt, i forhold til hvordan man skruer sit udstillingsprogram sammen.

Måske er tiden også inde til, at vi sammen med politikerne omtænker den gældende Visningsvederlagsordning, som i dag udelukkende dækker kunstnerens udlån af værker i forbindelse med udstilling.

Pointen er, at kunstinstitutionerne har et eget ansvar for at betale for det indhold, de får af kunstnerne. Den manglende og dårlige betaling, vi ser i dag, er altså ikke udtryk for den enkelte kunstners manglende forhandlingsevner eller individuelle nederlag, men vidner om et strukturelt problem i kunstverdenen.

Mange af vores medlemmer kan fortælle om oplevelser som dem, Radio24syv har beskrevet, på andre offentligt støttede kunstinstitutioner. Det er svært at forestille sig, at politikerne ville tillade samme uansvarlige aflønningspraksis på offentlige arbejdspladser andre steder i samfundet.

Den dårlige betalingskultur næres af forestillingen om kunstneren som idealist og ildsjæl, der brænder for et højere formål, end almindelige lønarbejdere gør. Og det forventes stadig, at kunstneren villigt indgår i en stærkt hierarkisk kunstøkonomi, hvor kunst udveksles mod synlighed og faglig anerkendelse.

Men det momentum, debatten om udstillende billedkunstneres dårlige arbejdsvilkår har fået de seneste uger, viser heldigvis, hvor forældet den tankegang er.

Ja, billedkunstnere brænder for deres fag; det ændrer bare ikke på, at de skal betale husleje og helst også have til smør på brødet.

Vi har derfor inviteret kunstlivets organisationer – blandt andet Organisationen Danske Museer og Foreningen af Kunsthaller i Danmark – til et branchemøde om, hvordan vi får et mere bæredygtigt kunstliv.

Og med den nye forskningsrapport i ryggen vil vi presse på for at få skabt politiske løsninger, som kan give kunstnerne bedre mulighed for at leve af deres kunst. Ikke kun for kunstnernes skyld, men fordi samfundet ellers går glip af det store potentiale for livsudvidende erkendelser, vækst og udvikling, som kunstnerne bidrager med, i og uden for udstillingslivet.