Biskop: Politikerne er i gang med at sende folkekirken tilbage til middelalderen

Dåben er ikke i fare

Det er nemlig folket, vi er og altid har været her for, og dét er både i forhold til de mere uhåndgribelige dimensioner i livet og på en meget konkret måde, der opleves i hverdagen på sygehuse, uddannelsesinstitutioner, forsvaret og alle mulige andre steder.

Ved politikerne mon overhovedet, hvad de selv mener, når de taler om mission og åndelig oprustning?

Peter Birch
Biskop, Helsingør Stift

Folkekirken er også rammen om store livsbegivenheder som bryllup, begravelse, konfirmation, dåb og så videre.

Og blandt disse er der et andet dåbstal, det går i den stik modsatte retning af nedgang: Der er en markant stigning i antallet af unge, der lader sig døbe i forbindelse med konfirmation.

Altså unge, hvis forældre har valgt dåben fra, men som selv aktivt vælger den til. Hvordan kan det være?

I dåben bliver de del af et fællesskab, de ikke selv har skabt eller skal definere, og hvor de aflastes fra hele tiden at skulle skabe deres egen identitet.

Dåben giver dem lov til at forstå sig selv som en del af et fællesskab, der deler værdier som næstekærlighed, barmhjertighed, tro og håb.

Som forældre vil vi gerne give vores børn et ståsted i livet – det er omsorg og ansvar for vores børn, at vi giver dem del i et fællesskab, hvor de altid kan være dem, de er.

Aflys det nye korstog

Vi har gennem årtier oplevet, at forældre i stigende grad har valgt rollen som curling-forældre. De har taget ansvar for alle mulige beslutninger og livsvalg for børnene.

Dog har mange valgt den stik modsatte vej, når det kommer til dåb: At overlade dette ansvar til deres børn, som de så senere selv må tage stilling til.

De virkelig store og svære spørgsmål i livet lader man børnene stå med ganske alene.

I dåben bliver børn en del af et fællesskab, de ikke selv har skabt eller skal definere, og hvor de aflastes fra hele tiden at skulle skabe deres egen identitet.

Peter Birch
Biskop, Helsingør Stift

I folkekirken møder vi dem ved dåb inden konfirmationen – eller hos søgende mennesker ved en af de mange drop-in dåb, som efterhånden tilbydes overalt i kirken.

Mange af de unge, jeg taler med, fremhæver kirken som et sted, der er præget af ro og aflastning fra alle de krav, de ellers møder.

Deres tilværelse er præget af medialisering af et stadigt behov for at præsentere sig 'i den bedste udgave af sig selv'. Men kirken repræsenterer et andet rum.

Jeg tror ikke, at hverken de unge eller befolkningen som sådan har nogen længsel efter, at vi bevæger os ud i et nyt korstog på slagmarken, eller at der begynder at troppe præster op for at ringe på dørklokken derhjemme.

Jeg tror, at de har en længsel efter noget andet, der er mere uhåndgribeligt.

Noget, som de ikke har et sprog for, fordi de over generationer er kommet langt væk fra den nøglespiller i samfundet, der har været – og er – en afgørende faktor i opbygningen af det usædvanligt trygge og tillidsfulde samfund, vi lever i i dag.

Folkekirken var for eksempel frontløber i udviklingen af demokrati og afskaffelsen af enevælden.

Kvinder fik i 1903 valgret i menighedsråd – en rettighed, der først blev givet ved folketingsvalg 12 år senere i 1915.

Folkekirken griber unge

Mange af de opgaver, der i dag varetages af velfærdssamfundet, er udviklet af de frivillige kirkelige organisationer og siden gledet ind som naturlige dele af et velfærdssamfund.

Og i dagens Danmark er folkekirken dén institution, der griber ud efter unge i mistrivsel uden samtidigt at sygeliggøre dem.

I dagens Danmark er folkekirken dén institution, der griber ud efter unge i mistrivsel uden samtidigt at sygeliggøre dem.

Peter Birch
Biskop, Helsingør Stift

I disse år har vi udviklet et sprog om unge og mistrivsel, der er blevet en selvopfyldende profeti.

Oppefra taler politikere og meningsdannere om en hel generation i trivselskrise, og nedefra møder forældrene en buket af behandlingstilbud, når deres børn mistrives eller er på vej ud i mistrivsel.

Misforstå mig ikke: Der er børn og unge, der har behov for behandling. Det er ikke dem, jeg taler om.

Jeg taler om hele den patologiserende sprogliggørelse, de unge vokser op i. Her møder de ganske vist velvilje og omsorg, men på en måde, der hverken giver dem anerkendelse eller udveje.

Igen og igen bekræftes de i, at der er noget forkert ved dem, som enten skal repareres, forandres eller dysses ned.

Grundsten i dansk identitet

I folkekirken møder og anerkender vi både unge og voksne som de mennesker, de er.

Vi skal ikke noget bestemt med dem, vi har ikke noget endemål eller nogen resultatskemaer. Vi fører hverken journal eller beder om cpr-nummer.

Vi møder dem og rummer dem i deres fortvivlelse. Og når de føler sig trygge og frie i det, har de mulighed for gå på opdagelse i kirken og kristendommen.

De kan udforske, hvordan de både kan bidrage til og indgå i fællesskaber, der hverken har noget med tvang eller bestemte krav til, hvordan og hvad de skal tro, at gøre.

Folkekirken er her, og den er en grundsten i den danske identitet.

Peter Birch
Biskop, Helsingør Stift

De møder meningsgivende fællesskaber om musik, fester og alle mulige andre aktiviteter, der hører (ungdoms)livet til.

Og derfor er det mildest talt kontraproduktivt at tegne et billede af en folkekirke, der med en svunden tids missionspraksis bør presse en bestemt måde at tro på ned i halsen på folk.

Så skal vi da nok skræmme dem væk – særligt de unge.

Lad mig til slut understrege, at jeg hermed ikke forklejner fremskrivningen af de faldende dåbstal, og det kan jeg sige med relativt stor tyngde: I Helsingør, hvor jeg er biskop, ligger vi pt. med en dåbsprocent for nyfødte på 44 procent, så nyheden er ikke ny for os.

Det er den skinbarlige virkelighed, og jeg er helt enig i, at vi skal være tydelige og opsøgende.

Folkekirken er ikke blot et kulturelt tilbud, man kan vælge til eller fra. Folkekirken er her, og den er en grundsten i den danske identitet, i tillid og i tryghed.

Uanset om man tror eller går i kirke, er det et grundstof i sammenhængskraften, vi som samfund mister, hvis folkekirken forsvinder. Lad os tale noget mere om det. Jeg er klar.