Boel: Tid til et nyt hold

Det, jeg har lagt vægt på, er, at vi er den europæiske stemme i den danske debat og ikke bundet op på snævre partipolitiske eller organisationspolitiske hensyn. Men at vi sætter den politiske dagsorden ind i en bredere europæisk sammenhæng. Det er der i den grad brug for.

Erik Boel
Afgående formand, Europabevægelsen

”Det er ikke, fordi jeg er kørt træt. Jeg kunne godt have forsat i 18 år til.” 

Evig optimistisk på EU’s vegne og ikke af vejen for en kæk bemærkning. Hverken til sine politiske modstandere eller når vennerne skal revses. Men det er alligevel blevet tid til, at et nyt hold skal sættes.

Afgangen som formand for Europabevægelsen meddelte Erik Boel kort inden jul, men beslutningen har han tænkt over siden i sommer, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) meddelte, at en afstemning om de danske EU-forbehold endnu engang var sat på standby.

”Jeg har altid haft et skarpt blik for en folkeafstemning om de danske EU-forbehold, og det har været tæt på flere gange. Men det er lidt en ny situation nu, og der synes jeg egentlig, at efter 18 år så er det rigtigt, at et nyt hold sætter kursen,” siger Erik Boel.

Ny rolle
Op gennem 00’erne – med Boel som formand – har Europabevægelsen været en ”kamporgsanisation” beredt til en folkeafstemning. Det har været tæt på i 2005, og både VK-regeringen og Thorning-regeringen har lovet en afstemning. Men de er hver gang udeblevet.

”I forhold til Europabevægelsens rolle må vi se i øjnene, at der kommer til at gå en rum tid, før det bliver aktuelt med en afstemning. Så det er en anden rolle nu,” lyder vurderingen fra Erik Boel, der peger på, at nu skal det ”lange seje træk” tages ude på skoler og gymnasier, hvor der skal fortælles om den glæde, vi har af det europæiske samarbejde.

Du takker af på et tidspunkt, hvor EU er i økonomisk krise, og modstanden mod EU ligner at være stigende. Er det blevet vanskeligere at være EU-tilhænger?

"Ja, det er det da. Efter Murens fald og i 1990’erne var der en anden optimisme og villighed til at gå videre med integrationen både i bredden og i dybden. Så jo, det er blevet sværere,” siger Erik Boel og fortsætter:

”Der er ikke den optimisme og gå-på-mod, som der var dengang. Der er nok også lidt en mangel på de politikere, som vover at gå op imod folkestemningen, politikere, der går i spidsen. De er lidt en mangelvare.”

Vigtig med europæisk stemme
Kan du få øje på noget eller nogen, som måske kan få optimismen tilbage igen?

”Ja, det er da positivt, at der er blevet taget hånd om krisen. Og Angela Merkel – som vi for nogle år siden kårede som årets europæer – synes jeg, har spillet en vigtig rolle. Vi har set en meget aktiv tysk rolle – og det er glædeligt, at de påtager sig ansvaret for udviklingen af EU’s rolle,” siger Erik Boel.

Erik Boel vil ikke pege på, hvad han gerne ser i en afløser. Denne skal organisationen i ro og mag selv vælge på landsmødet i april. Og han har stor tillid til, at det bliver en stærk kandidat. Men han kan dog ikke nære sig for at fremhæve noget af det, han mener, er mest centralt for Europabevægelsen:

”Det, jeg har lagt vægt på, er, at vi er den europæiske stemme i den danske debat og ikke bundet op på snævre partipolitiske eller organisationspolitiske hensyn. Men at vi sætter den politiske dagsorden ind i en bredere europæisk sammenhæng. Det er der i den grad brug for,” siger han.

Skal stadig revse
Den rolle er ifølge Boel særlig vigtig i en tid, hvor EU-modstanden er stigende, og hvor ja-partierne i hvert fald ikke siger ”halleluja”:

”Det betyder, at der er endnu mere brug for den stemme – som både kan give EU-skeptikerne modstand, men som også kan revse ja-siden, når de lader de indenrigspolitiske spørgsmål dominere på bekostning af den europæiske dagsorden. Det ser vi desværre alt for ofte,” siger Erik Boel.

Efter at have været næstformand i seks år først, overtog Erik Boel i 2001 landsformandsposten fra Jørgen Schleimann.