Boganmeldelse: Vredens politiske økonomi 

ANMELDELSE: Mark Blyth og Eric Lonergan har skrevet en vigtig – og ikke mindst letlæst – bog, der placerer økonomi og økonomisk politik i hjertet af de seneste ti års politiske opbrud i Vesten. Undervejs kommer de med interessante forslag til en ny samfundsøkonomi i en verden uden inflation og høje renter. 

Altingets vurdering: 5/6

I 1998 nåede den asiatiske finanskrise til Hong Kong. I sikker forvisning om, at den tidligere britiske koloni, der året før var blevet overdraget til Kina, var på vej ind i depression, der ville fremtvinge en devaluering af Hong Kong-dollaren, solgte paniske investorer og spekulanter ud af deres valutareserver og aktier. Andre asiatiske økonomier havde været samme tur igennem, og havde det ikke været for de to topembedsmænd i Hong Kongs centralbank – Donald Tsang og Joseph Yam – var det formegentlig også blevet Hong Kongs skæbne. Men de to bekræftede, at kriser er alle nye idéers moder.  

I midten af august 1998 besluttede de to at opkøbe 11 procent af Hong Kongs aktiemarked. Fordømmelsen og vantroen fra markederne – anført af Alan Greenspan, dengang chef for den amerikanske centralbank – var afgrundsdyb. Ingen havde regnet med, at en centralbank kunne det – og hvis den kunne det, også ville gøre det. Alle regnede med, det ville gå galt, men som Greenspan selv måtte indrømme ti år senere, var Tsang og Yams operation en enorm succes: Panikken forsvandt, fastkursen med den amerikanske dollar blev fastholdt, og Hong Kongs aktiemarked begyndte at stige igen. Og dermed steg værdien også på de aktier, centralbanken havde købt, og som man placerede i en statslig fond, der endte med at give et enormt afkast til de offentlige kasser.  

Siden da er historien om Tsang og Yam og om Hong Kongs svar på, hvad der skulle blive en slags forpræmiere på den globale finanskrise ti år senere, blevet en ofte genfortalt anekdote. Og ikke overraskende dukker den op henimod slutningen af Mark Blyth og Eric Lonergans ret fremragende Angrynomics, der udkom i juni i år. Her fungerer den som inspiration til et svar på, hvordan en ny finanspolitik kan skabe en samfundsøkonomi, der imødegår den vrede, opstand og protest, der har domineret og destabiliseret vestlig politik i mere end ti år.  

For det er bogens centrale analyse, at den pakke af svækkede fagforeninger, globale værdikæder og ditto finanskapitalisme, der fik Vesten ud af moradset af 1970ernes og 1980erne krise med arbejdsløshed, inflation og lav vækst, i dag har skabt grobunden for en politisk vrede, som de etablerede magtpartier ikke har evnet at respondere på – og dermed overladt til populistiske politikere. 

Det er der kommet en både interessant og letlæst bog ud af, der tilbyder en alternativ forklaring på det liberale demokratis krise til den, der har domineret siden nullerne, hvor det hele handlede om kultur og nation. Og den åbner også for nye politiske initiativer. 

Derfor er vi vrede
Angrynomics er opbygget via fem dialoger mellem Blyth, der er statskundskabsprofessor på eliteuniversitetet Brown og selverklæret socialdemokrat, og Lonnergan, der er hedgefondmanager i finanskapitalismens pulserende hjerte i London.  

Umiddelbart skulle de dermed være hinandens dybe modsætninger, men bortset fra en metodologisk uenighed om opmålingen af økonomisk ulighed, er der fælles fodslag. Det gør indimellem dialogen mellem dem lidt konstrueret, hvor den ene spørger den anden om noget, han selv lige så godt kunne svare på. Det ændrer dog ikke ved den pædagogiske fordel ved formen, der gør ellers svært stof tilgængeligt.  

De første to dialoger afklarer begrebet og fænomenet politisk vrede. Tredje dialog giver et overblik over den økonomiske historie i det 20. århundrede fortalt som tre sammenbrud: laissez-faire-kapitalismen, der endte med krakket i 1929, og som efterkrigstidens keynesiansime med høje skatter, en stærkt reguleret finanssektor og intensiv omfordeling blev et svar på, men som efter 30 gyldne år alligevel endte med at bryde sammen under vægten af inflation og arbejdsløshed. Og slutteligt det førnævnte modsvar på den situation, der i mangel af bedre benævnes ”neoliberalismen”, og som havarerede med finans- og eurokrisen fra 2008 og frem. I de to sidste dialoger udarbejder Blyth og Lonergan en række forslag, der kan blive del af et nyt svar i en ny tid. 

Her er det den vigtige pointe for Blyth og Lonergan, at det netop er fordi, der ikke er kommet en ny reaktion på neoliberalismens sammenbrud, at Vesten sidder fast i en sump af retningsløs og disruptiv politisk vrede.  

”Manglende repræsentation kombineret med opfattelsen af at politik er ligegyldigt, er en giftig cocktail. Det er som at stemme på populister i Italien og så opdage, at de heller ikke kan gøre ret meget. Resultatet underminerer selve demokratiet,” som de skriver i en typisk og fyndig sætning.  

Det politiske centrum er på anklagebænken 
Selvom det er åbenlyst, at Lonergan og (især) Blyth er en eller anden slags socialdemokrater, er det faktisk ikke kapitalismen, men de etablerede partier og politikere i centrum-højre og centrum-venstre, der er på anklagebænken. Angrynomics er mindre en analyse af kapitalimens iboende modsætninger og grundlæggende uretfærdighed, som en kritik af manglende politisk-økonomisk tænkning og innovation i de herskende eliter.  

Her har man efter finanskrisen overladt det til centralbankerne at redde os ud af det akutte sammenbrud med opkøb af værdipapirer og statsobligationer i eksorbitant skala. Alt sammen i håbet om at væksten på finansmarkederne ville føre til vækst i realøkonomien. I Europa blev det fulgt op af en barsk og tysk drevet sparepolitik, som trak efterspørgslen endnu mere ned og skabte massive arbejdsløshedsproblemer i Sydeuropa, der stadig langt fra er overvundet. Og i USA pustede den pengepolitiske løsning yderligere til den stigende ulighed, som bare er én af mange splittende og polariserende faktorer i landet. I begge tilfælde har resultatet været vrede vælgere, der netop stemmer vredt.  

Det er en analyse af det politiske centrum, der er skrevet før coronakrisen, og før EU til alle iagttageres store overraskelse besluttede sig for at optage fælles gæld via EU-obligationer. Det viser, at der trods alt er en vis politisk kraft tilbage i det centrum, Blyth og Lonergan skælder så meget ud på. Og det viser også, at den kritik, sparepolitikken og eurokonstruktionen har været igennem de seneste år, har haft en effekt på beslutningstagerne. Der synes, at være en forstærket bevidsthed om, at ekspansiv finanspolitik – i form af offentlige investeringer og skattelettelser – er en uundværlig del af den økonomiske politik.  

Det er i det perspektiv forslaget om uafhængige statsfonde med ét ser langt mindre radikalt ud, end det forekom Blyth og Lonergan, da de skrev bogen.  

Hvor Tsang og Yam brugte reserver af fremmed valuta i Hong Kongs centralbank til deres opkøb, vil Blyth og Lonergan have regeringerne til at låne til de statslige investeringsfonde via salg af statsobligationer, og så bruge afkastet fra deres aktieportefølje til investere i velfærd, uddannelse og sundhed til de dele af (især det britiske og amerikanske) samfund, der ikke selv har midlerne til at skaffe dem. I en dansk velfærdssammenhæng ville det måske være mere oplagt at bruge sådan en fond til at finansiere den grønne omstilling.  

Blyth og Lonergans argument for den økonomiske holdbarhed i deres forslag er, at det gamle problem om statsgæld ikke længere er presserende, fordi renterne er stort set ikke-eksisterende i dag. Ikke mindst fordi det andet gamle problem, nemlig det om skyhøj inflation, også er forduftet, fordi lønpresset er stærkt formindsket, når arbejdsmarkederne er blevet globale. Dermed vil en aktieportefølje med et 5-6 procents afkast på investeringer i en størrelsesorden på 20 procent af BNP blive til enorme summer over 10-15 år.   

”At de negative renter for staterne overhovedet findes, er som at opdage olie. Det er en kilde til velstand,” som de skriver. 

Staterne ikke bare kan, men bør ifølge Blyth og Lonergan i dag forvandle sig til hedgefond-stater, der henter en ny finansiering uden om skatten, og skaffer sig et udvidet politisk råderum, så der kan ageres på de folkelige protesterstrømninger, der overalt i Vesten, ryster de politiske systemer.  

Skrevet fra venstre 
Det nærmer sig et paradoks, at de to på den ene side kritiserer, at politik i løbet af 1990erne er blevet til afpolitiseret teknokrati og ser det som en central årsag til politisk vrede, hvorefter deres eget forslag gøres spiseligt som tværpolitisk og placeres i et uafhængigt organ. Skuffelsen over politikerne er manifest hos Blyth og Lonergan – og med EU's coronafond in mente nok også for manifest.  

De kommer heller ikke nærmere, hvordan de vil imødegå kombinationen af et meget langt arbejdsliv og den stadigt mere intensive og konstante forandring af arbejdets vilkår, som de også analyserer meget præcist som en kilde til usikkerhed og frustration i samfundet. Men at det er et helt centralt politisk spørgsmål står fast. Ligesom det står fast, at vi allerede nu befinder os i gryende generationskonflikt i fordelingspolitikken mellem unge og gamle, der kun bliver mere og mere dominerende de kommende år.  

Som sagt er det politisk tænkning udført fra et socialdemokratisk udgangspunkt, og Blyth og Lonergan slår følge med både Adam Tooze, forfatteren til finanskrisebogen Crashed, og Simon Reid-Henrys The Empire of Democracy i deres analyse af, hvordan vi havnede i Trumps, Brexits og Salvinis Vesten. At det er en bog skrevet fra venstre, vil sikkert få nogle borgerlige til at stejle, men det burde det ikke. Nogle gange løser man sin idékrise – og idékrise er vel det stærkeste kendetegn ved dansk borgerlighed i disse år – ved at konfrontere sig selv med andres tænkning. Og i et land, hvor rød som blå kappes om æren for den danske arbejdsmarkedspension – der jo ikke er så langt fra Blyth og Lonergans forslag om en statslig hedgefond – er der måske også muligheder for direkte inspiration. 

Angrynomics, Eric Lonergan & Mark Blyth, Agenda, 192 sider, udkom juni i år

Forrige artikel Anne Applebaum har skrevet en vred og personlig bog om demokratiets krise Anne Applebaum har skrevet en vred og personlig bog om demokratiets krise Næste artikel Bo Lidegaard giver 6 A’er til bog om dansk udenrigspolitik i 250 år Bo Lidegaard giver 6 A’er til bog om dansk udenrigspolitik i 250 år
Thulesen Dahl: Vi skal have gang i hjemsendelserne

Thulesen Dahl: Vi skal have gang i hjemsendelserne

ÅRSMØDE: Hårdere straffe og en ydelse på dagpengeniveau for at passe egne børn i hjemmet er blandt Dansk Folkepartis formands forslag i sin årsmødetale. Her opridser Kristian Thulesen Dahl otte punkter, som partiets politik skal dreje sig om i de kommende år.