Boguddrag: Tronskiftet i DF

DANSK FOLKEPARTI: Kristian Thuelsen Dahl overtager ledelsen af Dansk Folkeparti. Læs her kapitlet Tronskiftet fra biografien "Kristian - Kronprinsen".
Foto: Pressebillede, Dansk Folkeparti

I 2009 udkom biografien 'Kristian - Kronprinsen' om Dansk Folkepartis Kristian Thuelsen Dahl.
Bogen er skrevet af Niels Th. Dahl. Læs her kapitel 21 'Tronskiftet'.
 

 Pia Kjærsgaards ildebefindende på Skjoldenæsholm i august 2008 fik ingen umiddelbar betydning for forholdene i Dansk Folkeparti. Hendes magt over partiet er fortsat ubestridt, og hendes indflydelse i Danmark ifølge en undersøgelse i Berlingske Nyhedsmagasin i sommeren 2009 aldrig været større - og overgås kun af statsminister Lars Løkke Rasmussens.

Episoden på sommergruppemødet fik ikke desto mindre mange - ikke mindst i pressen - til at overveje, hvornår Pia Kjærsgaard siger stop for sin lange og bemærkelsesværdige karriere. Og hvad konsekvenserne bliver for Dansk Folkeparti, den dag det sker. Hun er i dag den partileder i Folketinget, der har siddet længst af alle, hun er med sine mere end 25 år i Folketinget et af de folketingsmedlemmer, der har største erfaring - og hun fyldte i 2009 62 år.

I Dansk Folkeparti er der stor usikkerhed om svaret på det første spørgsmål. Pia Kjærsgaard selv vil ikke løfte sløret for, hvor længe hun har tænkt sig at blive ved. Måske har hun ikke selv besluttet det endnu. De fleste tror dog ikke, hun har tænkt sig at smide tøjlerne lige foreløbig. I hvert fald tager hun ét valg mere med. Måske også to, gættes der på.

Da Kristian Thulesen Dahl skulle til sit første møde med den nyudnævnte finansminister Claus Hjort Frederiksen i Finansministeriet i april 2009, spurgte han høfligt, hvor han skulle sætte sig. Claus Hjort svarede hurtigt tilbage: "Det ved du vel selv bedst, Kristian!"

Fra bogen "Kristian - Kronprinsen"
Af Niels Th. Dahl

Til gengæld er der i Dansk Folkeparti på Christiansborg i dag ingen som helst tvivl eller usikkerhed om svaret på det andet spørgsmål. Når Pia Kjærsgaard på et tidspunkt går af, vil Dansk Folkepartis nye formand og partileder hedde Kristian Thulesen Dahl. Arvefølgen er fastlagt. Partiets 14 år lange historie, Kristian Thulesen Dahls centrale rolle i den og hans unikt tætte forhold til Pia Kjærsgaard har med årene afgjort sagen. Han er Dansk Folkepartis kronprins, og kun en regulær revolution i partiet vil kunne ændre på det. Partiets fremtidige skæbne er i langt højere grad end andre partiers allerede bestemt - ligesom også Kristian Thulesen Dahls er det.

Det er et faktum, som partiet gør sig umage for ikke at sætte ord på. Officielle kronprinser i politik slides ofte op, inden de bestiger tronen. Det skal Thulesen Dahl ikke.

For år tilbage pegede Kristian Thulesen Dahl gerne selv på Peter Skaarup, når han blev spurgt, hvem der mon en dag skulle være ny leder af partiet, ligesom Skaarup omvendt gerne pegede på Thulesen Dahl, og den generelle opfattelse i partiet var, at det endnu ikke var afgjort, hvem af de to ville være det mest sandsynlige fremtidige lederemne.

Sådan er det ikke længere, og også Peter Skaarup synes i dag at have accepteret sin rolle som Dansk Folkepartis søn nr. 2. Som ung sagde Peter Skaarup ofte, at han ikke havde nogen ambitioner om at blive politiker. Det blev han ganske vist, men aldrig med den helt samme ambition, hårdhed - eller kynisme - som Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl har haft. Det er for eksempel bemærkelsesværdigt, at de mange personer, der gennem årene har haft opgør i Dansk Folkeparti med både Kjærsgaard og Thulesen Dahl, næsten aldrig har haft noget negativt at sige om Peter Skaarup, der altid har været blød, rund og imødekommende, selv om han også har været med til at træffe beslutninger om degraderinger eller eksklusioner i partiet. Kristian Thulesen Dahl har derimod - selv om han ikke altid har brudt sig om det - vist sig villig til også at bruge skarpe og undertiden ubehagelige metoder til at fastholde sin og Pia Kjærsgaards magt over partiet og i dansk politik.

Peter Skaarup har gennem alle sine år i politik været lidt af en arbejdshest. Ikke mindst i Dansk Folkeparti har han været med til at drive partiets dagsorden på rets- og udlændingepolitikken frem i medierne og dets indflydelse frem i samarbejdet med regeringen. Men Kristian Thulesen Dahl beskrives i særlig grad som en unik all round-politiker, der kender alle politikområder næsten lige godt, og som med lige stor sikkerhed forhandler fødevaresikkerhed, trafikpolitik, sundhedspolitik, kommunalreform og finanspolitik, og som kender de politiske detaljer i næsten alle lovforslag, samtidig med at han har det taktiske og strategiske overblik over hele det større politiske spil.

Ved Europa Parlamentsvalget i 2009 havde Dansk Folkeparti som spidskandidat sat den kun 28-årige Morten Messerschmidt, der havde siddet i Folketinget siden 2005, og som blandt andet både var partiets EU- og energiordfører. Han fik et formidabelt godt valg med mere end 280.000 personlige stemmer - et stemmetal kun overgået af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 2004. Messerschmidts exceptionelt høje stemmetal og hans næsten fejlfri kampagne i valgkampen fik mange politiske iagttagere til at spekulere på, om Kristian Thulesen Dahl mon kunne have en udfordrer til tronen i Dansk Folkeparti i den karismatiske Messerschmidt, der havde vist sig at have så stor folkelig gennemslagskraft.

En rundringning kort efter valget til Dansk Folkepartis lokalformænd foretaget af Ritzaus Bureau om Pia Kjærsgaards efterfølger vakte da også en del opsigt, fordi kun halvdelen af lokalformændene - 48 procent - pegede på Thulesen Dahl, mens 10 procent støttede Peter Skaarup, 3 procent Morten Messerschmidt og hele 17 procent "en anden". Undersøgelsen blev udlagt, som om støtten i baglandet til Thulesen Dahl oven på Europa Parlamentsvalget var "lunken" - men det virkeligt bemærkelsesværdige var måske i virkeligheden, at forskellen mellem støtten til Thulesen Dahl og til Peter Skaarup var så stor, og at Messerschmidt trods det gode valgresultat kun kunne mønstre 3 procent.

Dertil kommer, at Dansk Folkeparti trods sine 14 år på bagen og sine snart otte år som regeringens støtteparti fortsat ikke er et parti, der fungerer som de fleste andre politiske partier. Magten i Dansk Folkeparti udgår stadig ikke først og fremmest fra partiets medlemmer eller fra dets tillidsfolk og lokalformænd. Næsten som i et monarki udgår magten i Dansk Folkeparti først og fremmest fra Pia Kjærsgaard. Hendes næse for politik, folkestemning og vælgeropbakning er fortsat den, der styrer partiets strategiske placering, dets udmeldinger og politiske linje, og hendes fornemmelser og anbefalinger bliver med kun ekstremt få undtagelser lydigt adlydt af partiets fodfolk. Selv om Dansk Folkepartis formand formelt set vælges af partiets årsmøde, er det i dag derfor simpelthen utænkeligt, at Pia Kjærsgaards efterfølger ikke skulle blive den mand, hun har valgt som sin kronprins.

Og Kristian Thulesen Dahl har i mange år været, og er fortsat i dag, Pias dreng. Hans ubetingede loyalitet over for Dansk Folkeparti og dets sag, hans sans for det politiske spil og hans evner til både at lede og topstyre Dansk Folkeparti er kvaliteter, som Pia Kjærsgaard selv har, og som hun også mener partiet vil få brug for i fremtiden.

Dansk Folkeparti er en af dansk politisk histories mest opsigtsvækkende succeser nogensinde. Men det er også et parti, som meget vel kan stå foran en række meget store udfordringer, som partiet ikke har prøvet før, og som Pia Kjærsgaard og hendes efterfølger vil komme til at skulle håndtere.

Mest umiddelbart faretruende for partiet er det, at magten i Folketinget skifter ved det næste folketingsvalg, der skal afholdes senest i november 2011. Mister VKO-partierne flertallet, betyder det ikke alene efter alt at dømme, at Danmark får sin første S-SF-regering, men også, at Dansk Folkeparti fuldstændigt vil miste den centrale magtposition, som partiet har haft siden 2001. Det vil betyde, at partiet igen skal til at være et "rigtigt" oppositionsparti og vænne sig til, at det ikke længere har den direkte indflydelse på lovgivningen, som det har været partiets primære formål at opnå, siden det blev stiftet i 1995. Det er set mange gange i den politiske historie - siden 2001 for eksempel hos Socialdemokraterne og De Radikale - at det er svært for politiske partier at miste magt. Det kan være særdeles vanskeligt for et parti at skulle redefinere sin plads og rolle i det politiske liv helt fra bunden.

Samtidig risikerer Dansk Folkeparti også, at næste folketingsvalg vil give partiet en oplevelse, det aldrig nogensinde har prøvet før - nemlig tilbagegang. Dansk Folkeparti er gået frem ved hvert eneste folketingsvalg, det nogensinde har deltaget i, og sammen med dets mere og mere magtfulde position i dansk politik har det givet partiet en helt særlig fortælling og forståelse af sig selv. Partiet ser sig selv som repræsentanter for en ægte folkelig bevægelse - et oprør mod den elite, der har siddet på magten i de seneste mange årtier. Den selvopfattelse er blevet bekræftet ved hvert folketingsvalg, hvor en større og større del af den danske befolkning har støttet Dansk Folkepartis projekt.

På et eller andet tidspunkt vil den vælgervandring høre op. Dansk Folkeparti vil få væsentligt mindre autoritet bag ordene, når partiet hævder i særlig grad at repræsentere det danske "folk", og Dansk Folkeparti skal lære at fortælle en ny historie om sig selv, som ikke nødvendigvis indebærer at være talsmand for et ustoppeligt folkeligt oprør.

Dertil kommer også den store udfordring, det vil være for Dansk Folkeparti at håndtere sit første lederskifte, den dag det kommer, og Kristian Thulesen Dahl skal være formand for partiet. Dansk Folkeparti har aldrig prøvet andet end at have Pia Kjærsgaard til formand, og hun er både i partiets egne og omverdenens øjne i så høj grad selve indbegrebet af Dansk Folkeparti, at det vil være en kolossal omvæltning for partiet at skulle have et nyt ansigt i front.

Størst bekymring kan der i Dansk Folkeparti spores i forhold til partiets organisation. Det er i meget høj grad Pia Kjærsgaards karismatiske og næsten magnetiske udstråling på hendes tilhængere, der holder partiet så tæt sammenknyttet, som det trods alle eksempler på uenigheder og stridigheder er. Det er i høj grad Pia Kjærsgaards person, der tænder Dansk Folkepartis bagland og får det til at arbejde for partiet, hænge valgplakater op, stifte kredsforeninger og stille op til byrådsvalgene.

"Man kan se, det gløder i øjnene på dem, når de hilser på Pia til årsmøderne," siger en kilde i Dansk Folkeparti - og spørgsmålet er, om Kristian Thulesen Dahl i lige så høj grad kan få gløden frem i øjnene på DFerne, som Pia Kjærsgaard kan.

Det samme spørgsmål må også stilles i forhold til hans evne til at tiltrække vælgere. Dansk Folkeparti blev næsten med det samme efter stiftelsen en vælgermæssig succes, selv om dets politik ikke adskilte sig stort fra Fremskridtspartiet - primært på grund af Pia Kjærsgaards person. Hun har gennem årene udvist en helt unik evne til at tale direkte til en stor del af de danske vælgere og til at sætte ord på deres følelser - en evne, som ikke er matchet af nogen anden dansk politiker i hendes generation. Heller ikke af Kristian Thulesen Dahl.

Thulesen Dahl beskrives undertiden som "ufolkelig" - og han er da af de fleste danskere også bedst kendt som regnedrengen med de gule sedler i finansloven, som mest af alt har styr på pengene og finanspolitikken. Beskrivelsen som ufolkelig irriterer ham, og han har flere gange forsøgt at vise andre sider af sig selv, som da han for eksempel stillede op i DRs underholdningsprogram "Showtime" i 2006, hvor han sang sangen "To be or not to be". Pia Kjærsgaard opfordrer ham tit til at gøre den slags langt oftere, og til at blive bedre til at invitere tv og ugebladene hjem, så vælgerne får et mere nuanceret billede af ham. Men Kristian Thulesen Dahl har indtil videre blankt afvist at skulle inddrage sin familie og sit privatliv yderligere. Han sørger særdeles nidkært for, at der ikke bliver bragt billeder af hans tre børn i hverken aviser eller ugeblade, og når han stiller op til live-interviews fra hjemmet i Thyregod, sker det altid fra den samme stue i huset, hvorved så meget som muligt af hjemmet forbliver privat.

Lige så dragende som Pia Kjærsgaard tydeligvis har været på en stor del af vælgerne, lige så afskrækkende har hun på den anden side været på andre dele. Få politikere har af visse vælgergrupper været så hadet som Pia Kjærsgaard, og derfor kan der også ligge muligheder for at nå andre nye og andre vælgergrupper, den dag hun ikke længere står i spidsen for Dansk Folkeparti. Kristian Thulesen Dahls profil er mere glat og rund, og det kan være mere spiseligt for nogle at stemme på et parti, der er ledet af ham. Et parti, der måske endda kan blive helt stuerent.

Et eksempel på en lignende udvikling kan faktisk findes i Norge, hvor det gamle Fremskrittsparti ikke alene har undergået en politisk forvandling i retning af et indvandrerskeptisk velfærdsparti, som også Dansk Folkeparti er, men også særdeles succesfuldt har skiftet leder fra den tidligere formand Carl I. Hagen til Siv Jensen, der oven i købet har formået at bringe partiet op i nærheden af 30 procent af stemmerne i meningsmålingerne.

Med et lederskifte følger imidlertid ikke kun en formel udskiftning på den øverste plads i Dansk Folkeparti. Med tiden vil Kristian Thulesen Dahl også skulle forholde sig til, hvilke politikere der skal rykke op i rækkerne og blive en del af den ledelse, der i de sidste år har gjort Dansk Folkeparti så driftsikkert, som det har været.

Her vil han møde to væsentlige udfordringer. For det første er Dansk Folkepartis talentmateriale i de menige rækker ganske enkelt ikke lige så stort som i mange andre partier. Problemet er blevet mindre med årene, men det kan ikke desto mindre blive et problem at finde nye talenter med de samme kvalifikationer som Kjærsgaard, Thulesen Dahl, Skaarup og Søren Espersen. En oplagt undtagelse er Morten Messerschmidt, som i Europa Parlamentsvalgkampen i 2009 overgik partiledelsens forventninger med flere længder, og som er udset til at spille en afgørende rolle i Dansk Folkepartis politiske profil i de kommende år.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at hele Dansk Folkepartis ledelse den dag på trods af partiets mange tidligere socialdemokratiske og konservative vælgere i dag består af politikere, der alle er opvokset i og skolet i det gamle Fremskridtsparti. Det gælder både Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, de to øvrige gruppebestyrelsesmedlemmer Søren Espersen og Christian H. Hansen, den organisatoriske næstformand Carl Christian Ebbesen, partisekretæren Poul Lindholm Nielsen og pressechefen Søren Søndergaard.

Selv om Fremskridtspartiet var et anarkistisk, splittet og ikke særligt driftsikkert parti, så var det ikke desto mindre et parti, der kom bemærkelsesværdigt mange dygtige og drevne politikere ud af. I FPU var både Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup således på utallige politiske kurser, de lærte at lave vælgerkampagner og politiske programmer og øvede sig i at opbygge en politisk organisation. Senere i Fremskridtspartiet blev de sammen med Pia Kjærsgaard i de bitre fløjkampe skolet i den politiske virkelighed, når den er allermest barsk, og den lærte dem en del om, hvilke ofre det i virkeligheden kræver at nå helt til tops i dansk politik, og det er en ikke uvæsentlig del af forklaringen på partiets hidtidige succes.

Samme lære har en stor del af Dansk Folkepartis øvrige politikere imidlertid ikke med sig i bagagen. De har ganske vist været vant til at forvalte magt, men for de folketingsmedlemmer, der er kommet til gruppen i eller efter 2001, har magten været noget, der bare var der, og som det ikke har været nødvendigt at kæmpe benhårdt for.

*

Dansk Folkepartis politiske linje vil næppe ændre sig markant, den dag Kristian Thulesen Dahl tager over efter Pia Kjærsgaard. Selv om det ikke var ham, der først greb udlændingepolitikken som væsentligt tema, og selv om han havde lidt mere vanskeligt ved at bevæge sig i retning af den mere socialdemokratiske velfærdspolitik, så er det ikke desto mindre to dagsordner, han i dag har købt 100 procent, og der er ingen i partiet, der forventer en større politisk drejning med ham ved roret.

Mange forventer derimod, at et Dansk Folkeparti under Kristian Thulesen Dahl vil blive en smule mindre topstyret, og at der vil blive større frihed og plads til diskussioner både i folketingsgruppen og blandt partiets tillidsfolk. Thulesen Dahls stil er i udgangspunktet langt mere rund end Pia Kjærsgaards, og han har gennem årene vist sig meget mere villig til også at bruge tid på at diskutere holdninger, der gik imod partiledelsen, end Pia Kjærsgaard har. Det betyder ikke, at der ikke fortsat vil være kort snor i forhold til for eksempel kritik af partiledelsen i pressen - men sandsynligvis vil tålmodigheden være noget større, end den er i dag.

Det kan vise sig både at være en fordel, for eksempel i forhold til partiets evne til at tiltrække politiske talenter - men det kan også blive farligt, hvis der en dag opstår en regulær intern opposition til partiets ledelse og politiske linje.

Et lederskifte kan også på længere sigt få betydning for Dansk Folkepartis strategiske placering i Folketinget. Partiet har således ganske vist længe sagt, at det opfatter sig selv om et "midterparti", og i dele af velfærdspolitikken ligger partiet da heller ikke langt fra Socialdemokratiet. Pia Kjærsgaard erklærede allerede i 1999, at hun politisk følte sig mindst lige så tæt på Socialdemokratiet som på sit gamle Fremskridtsparti. Men Dansk Folkeparti har ikke desto mindre knyttet sig i en historisk set meget tæt alliance med den borgerlige regering siden 2001 - mest af alt, fordi det så oplagt var der, partiet kunne få størst politisk indflydelse på især udlændinge- og retspolitikken.

Spørgsmålet er, om det kan ændre sig, den dag regeringsmagten skifter, og den dag Pia Kjærsgaard ikke længere er formand. Som der er mange vælgere, der ikke vil stemme på Dansk Folkeparti på grund af hende, således kan selve hendes person også have gjort det vanskeligt for Socialdemokraterne at gå ind i et tættere samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Måske kunne det tænkes, at Dansk Folkeparti i visse sager ville kunne blive en forligspartner med en S-SF-regering i stedet for Enhedslisten og De Radikale.

Kristian Thulesen Dahl mener selv, at Dansk Folkeparti bør strække sig langt for at holde muligheden åben: 

"Jeg tror, der vil være en reel mulighed for os for at påvirke, hvad en socialdemokratisk ledet regering gør - og jeg er sikker på, at vi med den vælgersammensætning, vi har, vil få deres accept af at gå ind og søge direkte indflydelse i sådan en situation. Faktisk mener jeg, det er vores pligt at afsøge de muligheder, hvis situationen opstår, og vi skal først og fremmest teste dem på deres udlændingepolitik og social- og sundhedspolitikken. I hvert fald Socialdemokratiet har jo ønsket at give det indtryk, at de vil videreføre en stram udlændingepolitik. Det bliver nok noget mere svært med Socialistisk Folkeparti, men de har alligevel langt hen ad vejen givet udtryk for, at de vil bakke Socialdemokratiet op og i hvert fald ikke vil forhindre en stram udlændingepolitik," siger Kristian Thulesen Dahl, der dog ikke umiddelbart tror på et mere fast samarbejde til venstre i Folketinget:

"Jeg tror i hvert fald, det vil tage mange år, før den situation kunne opstå. Der er ingen tvivl om, at de ser os som en stor fjende, og det vil derfor kræve et holdningsskifte hos Socialdemokratiet. Men det kan selvfølgelig også komme, hvis De Radikale i socialdemokraternes øjne forsøger at ødelægge en socialdemokratisk ledet regerings mulighed for at føre en udlændingepolitik, der er i takt med det, folket vil have. Så kan det godt ske. Spørgsmålet er bare, om de har modet til det, om de har SFs opbakning til det - og det er det, jeg tvivler på."

I det omfang, en S-SF-regering ikke vil eller kan samarbejde med Dansk Folkeparti, forestiller Kristian Thulesen Dahl sig i stedet, at partiet vil blive nødt til at indtage den rolle, det også havde inden valget i 2001:

"Så skal vi gå efter den rendyrkede indirekte indflydelse, vi også havde i 1990erne. Så har vi masser af muligheder for at provokere til så meget debat i samfundet om det, vi ønsker skal debatteres, at en eventuel S-SF-regering ikke vil kunne komme uden om os," siger Kristian Thulesen Dahl.

På lang sigt ser Dansk Folkepartis nuværende formand dog næsten ingen begrænsninger for sit parti. Pia Kjærsgaard er for det første sikker på, at Dansk Folkeparti kommer i regering, og hun vil ikke udelukke, at det også kan blive i en socialdemokratisk en af slagsen:

"Jeg ser meget gerne Kristian ende som minister. I det øjeblik, vi virkelig satte trumf på og sagde, at nu vil vi i regering, så kunne regeringen heller ikke gøre noget ved det. Og faktisk kunne jeg godt se Kristian som minister i både en borgerlig og i en socialdemokratisk regering," siger hun.

*

Kristian Thulesen Dahl blev i juni 2009 kåret som nr. fem på listen over de mest magtfulde danskere i Berlingskes Nyhedsmagasin. Kun tre ministre i regeringen overgik ham - statsministeren, finansministeren og økonomiministeren - sammen med hans egen formand Pia Kjærsgaard. Årsagen til placeringen er klar. Som finansordfører for Dansk Folkeparti og formand for Finansudvalget gennem snart otte år er han en uundværlig og vital del af regeringens økonomiske politik. Han arbejder nu sammen med sin tredje borgerlige finansminister.

Da Kristian Thulesen Dahl skulle til sit første møde med den nyudnævnte finansminister Claus Hjort Frederiksen i Finansministeriet i april 2009, spurgte han høfligt, hvor han skulle sætte sig. Claus Hjort svarede hurtigt tilbage: "Det ved du vel selv bedst, Kristian!"

Det vidste han også godt.

Kristian Thulesen Dahl er klar over, at hans og Dansk Folkepartis magtfulde position i dansk politik ikke varer evigt. Han ved, at der på et tidspunkt kan blive meget langt mellem invitationerne til Finansministeriet, som han i dag går så hjemmevant ud og ind af. Det kan være slut allerede efter næste folketingsvalg.

Men som han altid har været i næsten alt, hvad han har foretaget sig, er han også med de udsigter en ukuelig optimist. Uanset hvad der måtte ske efter et folketingsvalg, og uanset om han mister sin magtfulde position i dansk politik eller ej, så fastholder han, at det under alle omstændigheder nok skal blive sjovt.

"En gang imellem, når jeg sidder på Christiansborg og virkelig forhandler både dag og nat, så kan jeg godt savne den der duft af savsmuld. Den, der er udenfor, hvor indflydelsen ikke er direkte, men hvor den kommer, fordi man tager del i holdningsdebatten. Derude, hvor man provokerer den debat frem, som ingen andre rigtigt tør tage."

Derude på dyrskuerne og kræmmermarkederne, hvor han kan stå med en politisk folder i den ene hånd og en fadøl i den anden. Eller i forsamlingshusene, hvor han stadig elsker at optræde. Eller på Nørre Snede Kro, hvor han selv oplevede sit første politiske møde, kun 13 år gammel.

Derude, hvor han kan debattere, diskutere og argumentere, ligesom han har gjort lige siden sin tidligste barndom.

Indtil han får ret - eller indtil hans modstandere simpelthen giver op.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

0:000:00