Bring mediebranchen flot igen

KLUMME: Der er intet alternativ til at bringe mediebranchen flot igen, skriver udgiver af Altinget, Rasmus Nielsen, forud for forhandlingerne om et nyt medieforlig.

Som politisk journalist er Christiansborg nærmest som ens stue. Godt nok en stue, hvor man ikke står i sofaen – men næsten som et hjem, man kender som sin bukselomme.

Ens opgave er at beskrive lovgivningsprocessen og det arbejde, der udføres af de folkevalgte, ligesom man dækker de aktører, der kommer på Borgen med deres legitime særinteresser på vegne af deres bagland.

Efter henved 25 år i Folketingets Presseloge med den mission at drive neutral politisk journalistik, er jeg nu for anden gang på Christiansborg som lobbyist. Som i 2013 gælder det et nyt medieforlig, hvor vi som en af markedslederne har en interesse i, at vores markedsvilkår ikke forringes i forhold til kendte og mulige nye konkurrenter. Det er en speciel oplevelse at justere sit fokus nogle grader fra formidler til aktør. Det kræver forresten også en ordenligt etik.

Mit hovedsynspunkt er, at enten skal ingen have fordele og statsstøtte, ellers også skal den gives på lige vilkår. Altså enten skal tech-giganterne betale EU-landenes respektive, officielle selskabsskattesatser, eller også skal vi europæiske hjemmemarkedsvirksomheder betale den samme, som de forhandler sig frem til. Enten skal licensen fjernes, eller også skal vi have andel i den på kommercielle vilkår. Enten skal mediestøtten til private medier afskaffes, eller også skal vi som netavis have samme fordele som aviserne uden moms på bladsalget.

Det er anderledes at møde politikere, når man kommer som aktør for at tale sin sag, end når man kommer for at interviewe dem. Især når man kommer som tv-journalist, bliver det hurtigt et spørgsmål om at tage sig bedst muligt ud over for vælgerne. Kommer man som lobbyist, oplever man politikere som det, de også er: Lovgivere. Så bliver det en gensidigt fortrolig samtale mellem to ligeværdige parter. Det kan der siges meget godt om. Jeg oplever kun politikere, der gerne vil klædes på med fakta og argumenter, og som gerne vil det omgivende samfunds brancher det bedste.

Medieforlig 2018 vil i hvert fald dække det statslige område, det vil jo primært sige DR, men også TV 2-regionerne, TV 2 og Radio24syv. Måske – det er uafklaret netop nu – inddrages en reduktion eller endog udfasning af DR-licensen i finanslovsaftalen for 2018. Om de private mediers forhold også kommer med i medieforliget i 2018, afhænger af den politiske vilje og evne. Vi er mange, der helst ser det statslige og det private mediemarked i én sammenhæng.

Da det omsider lykkedes daværende kulturminister Marianne Jelved (R) i 2013 at indgå et medieforlig, var "platformsneutralitet" det centrale ord. Det betød eksempelvis, at netmedier kunne få mediestøtte på delvist samme vilkår som dagbladene. Reelt blev der flyttet ganske få millioner, men man flyttede støtteprincippet fra distribution af papir til journalistisk produktion. Og dermed opstod platformsneutraliteten.

Nu er det, som om der er langt mere på spil. Dagbladenes triste nedgang i oplag og læsertal er en realitet – det er alvorligt for demokratioplysningen, der ikke kan bygges på sociale medier, hvis indhold ofte er manipuleret og skabt for at underminere en politisk modstander.

Politikerne er helt tydeligt bekymrede over, at de frie medier i Europa måned for måned må afgive stadig flere millioner og milliarder i annoncekroner til de ukontrollerede, amerikanske tech-giganter som Facebook, der opsamler persondata og udnytter dem.

Uden frie medier, der redigeres ud fra professionelle standarder, herunder presseetik, kan folkeoplysningen og dermed demokratiet ikke bestå. Og så er den gal. For så er det kun den stærke og hans penge, der bestemmer.

Hvor der er dagblade, der faldt, er der IKKE automatisk nye medier, der står klar til at tage over. For en tabt annonce- eller abonnementskrone på et dagblad kan ikke veksles af mediehusene til en digital omsætningskrone. Den ender derimod hos tech-giganterne, der godt nok siger, de gør det, men reelt intet medansvar tager for folkeoplysningen.

Derfor hviler der et stort pres på kulturministeren herhjemme og partiernes medieordførere, når de i første halvår af 2018 skal vedtage nye ordninger for danske medier.

Meget er der enighed om: Man ønsker et bredt udbud af dansksproget journalistik om politik, samfund og kultur. Man ønsker en balance mellem de statslige mediers udbredelse og de private mediers muligheder.

Men midlet mod målet er mere uklart. Det handler langtfra kun om at sende flere penge.

Overordnet må de politiske løsninger nu og frem mod 2025 indebære, at EU sikrer en fælles minimumsbeskatning af enhver virksomhed, uanset fysisk hjemsted, der tjener penge i Europa. Disse midler fra eksempelvis søgninger og klik på brugergenereret indhold tilbageføres til de frie medier. EU-kommissær Margrethe Vestager og hele vores europæiske projekt har en førstestemme at spille her. Godt, hun er så stærk.

De statslige medier skal tæmmes, så der bliver bedre marked for digitalt at udgive det skrevne ord. 

Og momsen på de trykte ord og det digitale skal gøres lige ved en fælles, lav mediemoms efter norsk forbillede, hvor de om nogen er meget bekymrede for mediernes overlevelse.

Politiker- og medieleden florerer – det er trist og kun delvist selvforskyldt. Men over dette og over udhulingen af mediernes indtægter spores helt tydeligt en vilje til, at det skal lykkes. At vi også i fremtiden skal have en palet af frie, velredigerede medier på hvert af de europæiske sprog, herunder det danske modersmål.

I den forstand er lovgiverne, medierne og vælgerne i samme båd. Det må ikke blive en båd, der lider skibbrud over Middelhavet. Det må være en båd, der bringer demokratiets vandbærere, vælgerne, sikkert i land igen. Uden frie, stærke medier intet demokrati. Skibsværfterne kunne man lade gå ned, så meget man end forsøgte at undgå det fra offentlig side. Men medierne? Uden dem intet folkestyre. Derfor gives der kun et svar: Medierne må bringes flot igen.

Forrige artikel God valgkamp lysner demokratisk håb God valgkamp lysner demokratisk håb Næste artikel Rasmus Nielsen: Klogt at privatisere public service Rasmus Nielsen: Klogt at privatisere public service