Kommentar af 
Carl Valentin

Carl Valentin: Caroline Wozniacki er en elendig rollemodel

KOMMENTAR: Når stenrige Caroline Wozniacki vælger at bruge skattely, sender hun et signal til sine fans om, at det ikke er så vigtigt at bidrage til det samfund, man er vokset op i og er en del af, skriver Carl Valentin.

<b>OUT!</b> Caroline Wozniackis manglende lyst til at bidrage til fællesskabet er dømt ude af Carl Valentin.
OUT! Caroline Wozniackis manglende lyst til at bidrage til fællesskabet er dømt ude af Carl Valentin.Foto: ritzau/Dita Alangkara
Carl Valentin
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Endelig skete det. Tennisstjernen Caroline Wozniacki vandt i 43. forsøg sin første Grand Slam-titel, da hun vandt finalen i Australian Open i lørdags. Det er fortjent. Hun har arbejdet hårdt for sit mål og har med førstepladsen på verdensranglisten sat Danmark på verdenskortet. Desværre er hun en elendig rollemodel for de tusindvis af danskere, der ser op til hende.

Wozniacki har nemlig i årevis gennem skattespekulation gjort sit bedste for at bidrage mindst muligt til det danske velfærdssamfund.

Allerede i 2008 lejede vores allesammens tennishelt ifølge Berlingske Business en lejlighed i det skattefri fyrstendømme Monaco for at minimere sit skattebidrag, og selvom familiens lejlighed i Farum stadig blev brugt, var det jo ikke så ringe endda at have både lejlighed og folkeregisteradresse et sted med nogle langt mere lukrative skatteregler end de danske.

Meget er sket siden, og ud over de svimlende 19,36 millioner kroner i pengepræmie, hun kunne proppe i lommen efter kampen i lørdags, har tennisstjernen da også tjent ganske godt på sin karriere.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected].

Helt ærligt, Wozniacki, du vader i luksus. Hvornår har du penge nok?

Carl Valentin

Alene sponsorer har de seneste ti år postet over 400 millioner kroner i brandet og tennisstjernen Caroline Wozniacki, og med pengepræmier på samlet 168 millioner kroner og diverse andre indtægter har den 27-årige tennisspiller ifølge BT tjent over en halv milliard i sin karriere. 

Man kan mene meget om størrelsen på pengepræmierne i sportsverdenen, og om det giver mening, at man kan blive så grotesk rig af at spille tennis – men lad os hellere tage den diskussion en anden gang.

Hvad der til gengæld ikke fortjener respekt, er, at man ikke ønsker at bidrage til fællesskabet på lige fod med os andre.

Carl Valentin

For der er ingen tvivl om, at Wozniacki har arbejdet benhårdt for at nå dertil, hvor hun er i dag, og at hun har måtte opgive rigtig meget i sit liv for at kunne dedikere sig 100 procent til sin passion. Det fortjener respekt. Hvad der til gengæld ikke fortjener respekt, er, at man ikke ønsker at bidrage til fællesskabet på lige fod med os andre. Ja, undskyld det direkte sprog, men helt ærligt, Wozniacki, du vader i luksus. Hvornår har du penge nok?

Man kan undre sig over, at et menneske, som så mange ser op til, og som i princippet kunne gå på pension i midttyverne og aldrig behøve bekymre sig om penge igen, vælger at bruge skattely. Ikke bare er det en masse penge, der burde være gået til velfærd, som Wozniacki nu kan proppe i lommen, hun sender også et signal til sine fans om, at det ikke er så vigtigt at bidrage til det samfund, man er vokset op i og er en del af.

Desværre lader der til at være en generel tendens til, at multimillionær-sportsstjerner (og rige mennesker i det hele taget) gør deres bedste for at snige sig uden om at betale skat. Ja, selv den ellers så vellidte fodboldstjerne Lionel Messi fik i 2016 mediernes interesse, fordi han sammen med sin far havde etableret et selskab i skattely

Heldigvis ser vi i disse år også, at nogle går den modsatte vej. I USA er en gruppe kaldet ”Patriotic Millionaires” gået til kamp for retfærdige skattebetalinger, mindre ulighed og højere mindstelønninger til hårdtarbejdende amerikanere.

Det er prisværdigt, og deres kampagne har min fulde støtte, men desværre må vi nok også erkende, at vi ikke kan forvente at overbevise alle millionærer om at være patrioter – der vil altid være nogen, der er for grådige til at modstå fristelsen om skattely. Vil vi Wozniackis og mange andres skattespekulation til livs, må vi sætte hårdt ind med stærkere lovgivning, der sikrer, at alle bidrager til vores fællesskab. Det er da det mindste, vi kan forlange.

----------

Carl Valentin studerer samfundsfag og retorik på Københavns Universitet. Han er folketingskandidat for SF på Fyn og betegner sig selv som en debatlysten socialist. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Valentin

MF (SF)
BA, samfundsfag (Københavns Uni. 2019)

0:000:00