Hold op, hvor vi taler meget om Mette Frederiksen (S). Vi taler om, hvorvidt hun er magtfuldkommen eller ej, hvorvidt hun er folkelig eller ej, hvorvidt hun har begået fejl eller ej.

Til Folketingets åbningsdebat brugte oppositionen oceaner af tid på at få et svar ud af Socialdemokratiets politiske ordfører på spørgsmålet om, hvorvidt statsministeren har begået en fejl i minksagen. Det er et spørgsmål, der er blevet stillet hyppigt af politikere og presse. Mette Frederiksen selv sender spørgsmålet videre til sin finansminister, og hverken finansministeren eller den politiske ordfører kan tage det enkle svar "ja" i deres mund.

Vi har brug for al det folkelige pres, vi kan mobilisere, for at få partierne til at give konkrete og forpligtende bud på, hvordan de vil bremse klimaforandringerne.

Caroline Magdalene Maier
Folketingskandidat (R)

Vi kunne godt blive ved med at stille det samme spørgsmål. Men jeg vil meget gerne opfordre til, at vi ikke gør dette valg til et valg for eller imod Mette Frederiksen. Der er noget meget vigtigere, der fortjener vælgernes opmærksomhed.  
 
Det er klart, at det, der har udløst den aktuelle valgkamp, er en kritik fra os i Radikale Venstre af en magtforvaltning, som har været alt for centralistisk, for accelereret i tempo og for lukket omkring sig selv. Derfor er det både rigtigt og nødvendigt at sige fra og bede danskerne tage stilling til, hvem de mener, skal lede vores land.  
 
Men to ting er på sin plads at slå fast. Det første er en indrømmelse: Jeg forstår godt, at Radikale Venstres udmelding i starten af sommerferien om at ville stille et mistillidsvotum til statsministeren, hvis ikke hun udskrev valg senest ved Folketingets åbning, har skabt forvirring.

Mange har udtrykt forundring over, at man kan udtrykke mistillid, som først eksekveres tre måneder senere. Det er, i mine øjne, en legitim kritik. Det havde været betimeligt og fornuftigt at give en deadline på et tidspunkt i august, når danskerne var kommet hjem fra sommerferie. Men jeg synes også, det er på tide at komme videre fra den diskussion. 
 
Det andet handler om, hvorvidt Mette Frederiksen fortsat kan betros regeringsmagten, når nu vi har udtrykt mistillid til hendes magtforvaltning. Her er det vigtigt at skille tingene ad: Den demokratiske og institutionelle krise, Radikale Venstre har identificeret, er ikke synonym med Mette Frederiksen. Den handler om en magtfuldkommen étpartiregering; ikke om Mette Frederiksen som person.  
 
Derfor skal det faktum, at Radikale Venstre nu peger på Mette Frederiksen som statsminister forstås ud fra to logikker: Den ene er, at det forudsætter, at Mette Frederiksen danner en flerparti-regering, da vi allerede i foråret meldte ud, at vi ikke kommer til at lægge stemmer til en étparti-regering. Den anden er, at vi foretrækker en regering over midten med deltagelse af både blå og røde partier.  
 
At Mette Frederiksen er den eneste af de tre statsministerkandidater, der har stillet sig til rådighed for en sådan regering, gør det jo lidt vanskeligt at pege på andre. Skulle vi pege på Jakob Ellemann-Jensen (V) eller Søren Pape (K), som begge har afvist en midterregering, som begge gerne vil gøre en rigsretsdømt og ikke-angrende Inger Støjberg til minister, og som begge gerne samarbejder med Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, der står for en skammelig udlændingepolitik og et opgør med internationale konventioner?

Det er jo så langt væk som overhovedet muligt fra Radikale Venstres kerneværdier. Man kunne ønske sig, at de herrer på den borgerlige fløj var lidt mere åbne for et bredt samarbejde over midten, og at de droppede konkurrencen med det yderste højre om at være den største hardliner på udlændingepolitikken. Men hvem ved, om ikke de er til at tale med, når stemmerne er talt op. 
 
Tilbage til mit udgangspunkt: Nu, hvor vi står et sted, hvor der er blevet truffet en konsekvens af minkkommissionens kritik af regeringen, og hvor der er blevet udskrevet et folketingsvalg, så må vi lade det bero på de kommende regeringsforhandlinger, at vi ikke igen kommer i en situation, hvor magten forvaltes på så fuldkommen vis.

I de forhandlinger bør man indgå konkrete aftaler, der sikrer, at den kommende regering bliver langt mere inddragende, ydmyg og lyttende. Det kan være, der skal en demokratiudredning til. Det kan også være – det synes jeg – at Danmark skal have en forfatningsdomstol.  
 
Lad det henligge til regeringsforhandlingerne, og lad os i stedet bruge de tre ugers valgkamp, der er tilbage, på at gøre det kommende valg til det klimavalg, vi så desperat har brug for. Vi har brug for al det folkelige pres, vi kan mobilisere, for at få partierne til at give konkrete og forpligtende bud på, hvordan de vil bremse klimaforandringerne.

Selv i en tid, hvor vi har krig i Europa og en stigende inflation, står klimaet over alt andet, når det kommer til behovet for politiske løsninger. 

Caroline Magdalene Maier
Folketingskandidat (R)

Selv i en tid, hvor vi har krig i Europa og en stigende inflation, står klimaet over alt andet, når det kommer til behovet for politiske løsninger. Der er nemlig den væsentlige forskel, at hvor det meste politik er til forhandling, så gælder det ikke for klimaet. Klimaet forhandler ikke. Hvis man er i tvivl, kan man blot læse IPCCs seneste rapport, som viser, at vi kun har tre år tilbage til at skabe en radikal opbremsning af klimaforandringerne.  
 
Så lad os ikke bruge valgkampen på at spørge, om Mette Frederiksen skal være statsminister eller ej. Lad os bruge den på at spørge, hvem der er mest handlingsparate i forhold til at bremse klimaforandringerne og på den måde hjælpe borgerne med at træffe et oplyst valg, når krydset skal sættes. 
 
Vi i Radikale Venstre har bragt dette folketingsvalg til torvs. Det har vi gjort med principperne i behold og med ro i maven, for det var på høje tid at bede danskerne om et fornyet folkeligt mandat. Hvis det koster os mandater at være dem, der har trukket stikket, so be it.

Men nu hvor valget er her, har vi radikale også et særligt ansvar for at bringe samtalen derhen, hvor alting brænder og hvor intet kan vente: På spørgsmålet om, hvordan vi radikalt og hurtigt indfører politiske løsninger, der kan sikre en levedygtig klode og dermed en fremtid for vores børn og børnebørn.