Carolina M. Maier: Regeringen må erkende, at folkeskolereformen er en fiasko

KOMMENTAR: Regeringen mener ikke, der er grund til at handle nævneværdigt efter en ny nedslående evaluering af folkeskolereformen. Det er et svigt af børnene, lærerne og i sidste ende vores stolte tradition for en fri og folkelig fælles skole, skriver Carolina Magdalene Maier.

Vives afsluttende evaluering af folkeskolereformen er nedslående. De hovedpointer, som Vive selv trækker frem, er blandt andet, at elevernes faglige resultater ikke er blevet bedre, at elevernes trivsel er faldet, og at der intet løft har fundet sted af de udfordrede elevgrupper.

Dykker man ned i selve rapporten, ser det endda endnu værre ud. For eksempel viser evalueringen, at flere fagtimer i dansk eller matematik før reformen rent faktisk havde positiv betydning for elevernes faglige resultater, mens det efter reformen ikke er tilfældet. Det er tilmed sådan, at flere fagtimer i dansk eller matematik i 6. klasse har en negativ betydning for både ressourcestærke elevgrupper samt for etniske minoritetselever.

Et nærmest grotesk resultat i rapporten er, at flere fagtimer rent faktisk har størst effekt på de skoler, der ikke er nået langt med implementeringen af reformen. På godt dansk: På de skoler, der har gjort, som reformen foreskrev, er resultaterne i dansk og matematik dårligere end på de skoler, som ikke rigtigt har fået fingeren ud!

Dette er blot udvalgte resultater fra selve rapporten. Når vi lægger disse resultater oven i det faktum, at den tid, lærerne bruger på undervisning, er steget med fem procent, samtidig med at deres forberedelsestid er faldet med syv procent, og at man med reformen indførte en lang række obligatoriske redskaber for lærerne – de bindende læringsmål, de digitale læringsplatforme og elevplaner – ja, så står vi tilbage med: en grundlæggende fiasko.

Vi har – sat på spidsen – fået en folkeskole, hvor børnene går flere timer i skole (hvilket betyder, at de har mindre mulighed for at deltage i fritidshjem og foreningsliv), trives mindre, ikke er blevet fagligt dygtigere, og hvor lærerne har fået mindre tid til at forberede sig og er blevet pålagt et antal dokumentationsredskaber, som de ikke selv har bedt om.

Læg dertil, at skolevægring ifølge Dansk Psykologforening har været et stigende problem de seneste par år, samt at andelen af danske børn, der går i friskole, er steget fra godt 16 procent til godt 18 procent, siden reformen blev skudt i gang.

Det er på ingen måde tilfredsstillende. Alligevel mener regeringen ikke, der er grund til at handle nævneværdigt på baggrund af den endelige evalueringsrapport. Undervisningsministeren beklager, at den svageste gruppe ikke bliver løftet, men mener derudover, at det blot handler om at "give den fuld gas på de ting, hvor vi mener, at skolen trækker i den rigtige retning", som hun udtalte til dr.dk.

Vi skal altså forstå, at vores undervisningsministers eneste bekymring i forbindelse med resultaterne af evalueringsrapporten er, at den svageste gruppe ikke bliver løftet.

Med al respekt for og ønske om at vi som samfund magter at løfte de svageste grupper og bryde mønstre, så er det altså ikke folkeskolens primære opgave. Det har det aldrig været, og det bør det heller ikke være.

Folkeskolen er ikke et mønsterbryderprojekt. Den er ikke et inklusionsprojekt. Eller for den sags skyld et integrationsprojekt. Med det mener jeg ikke, at folkeskolen ikke også skal bidrage til at løfte disse opgaver. Men folkeskolens egentlige formål er et andet; nemlig at holde skole på en måde, der værner om traditionen for en fri og folkelig skole.

Folkets skole, med andre ord. Ikke politikernes. En skole, hvor rammelovgivning udstikker retningen, men hvor detaljerne bestemmes på den enkelte skole. En skole, hvor det er forældrebestyrelsen – og ikke kommunalbestyrelsen – der udstikker de mål, skolen skal holdes op imod. En folkeskole, der som sit fornemste mål har at forberede børn og unge til medvirken i et samfund med frihed og folkestyre.

Derfor er ministerens korte kommentar til evalueringsrapporten udtryk for en leverpostejslogik, som aldrig kommer til at hjælpe folkeskolen med at komme i mål med det, som den er til for. Ej heller bidrager den til at give lærerne deres profession tilbage. For det er lærerne, der bedst ved, hvordan vi holder skole. Det er pædagogikken og ikke politikken, der skal i centrum nu.

I stedet ser vi en regering, som ikke tager lærerne alvorligt. Nok taler man om, at det er på tide at lytte til lærerne, og at forløbet med L409 tilbage i 2013 var uskønt. Men ingen undskyldning høres. Og ingen egentlig handling, som retter op på miseren.

Resultatet bliver, at både forældre og lærere stemmer med fødderne. Hvis de få toner, vi har hørt som reaktion på evalueringen af reformen, ikke bliver efterfulgt af flere visioner eller handling på folkeskolens vegne, så kommer vi til at se det, som allerede er i fuld gang: at både forældre og lærere i stigende grad vælger folkeskolen fra.

Og hvor meget regeringen end gerne vil skyde skylden for den udvikling på de frie skoler, så er sandheden såre simpel: Det er jeres egen skyld, kære regering.

Når nu regeringen ikke vil, så lad mig udstikke de – enkle – tiltag, der er brug for, hvis vi ønsker, at folkeskolen igen bliver folkets skole:

1) For det første skal vi kigge til Finland for inspiration til, hvordan man skruer en lovgivning sammen, som nok udstikker rammer for, hvilke fag der skal være på hvilke skoletrin og fagenes overordnede målsætning, men som ikke udstikker styringsmæssige rammer for skolen.

Vi skal lade professionen – lærerne – om at definere pædagogikken, didaktikken og de mål, som skolen vil holdes op imod. Politikerne skal alene udstikke et overordnet curriculum for folkeskolens fag.

2) For det andet skal vi igen kigge til Finland! Denne gang for at finde inspiration til en femårig læreruddannelse. Det unikke ved Finland er ikke blot, at man har et års længere uddannelse (det er den nemme del af det), men snarere, at de studerende på læreruddannelsen er i praktik på såkaldte 'øveskoler', som fungerer fuldstændigt som almindelige folkeskoler.

Forskellen er dog, at disse øveskoler har en meget bedre normering, og at alle praktikanter får tildelt en vejleder på øveskolen, hvis arbejdstid for en stor del er afsat til at følge og vejlede praktikanterne. Sådan en model skal vi også have i Danmark.

3) For det tredje får vi aldrig en velfungerende folkeskole, hvis vi ikke giver lærerne nogle ordentlige arbejdsbetingelser. Det koster nogle penge, ja, men det er en nødvendig investering. Lærerne skal gives de nødvendige betingelser, så de igen får færre undervisningstimer og mere forberedelsestid. Hvis parterne i de kommende forhandlinger ikke kan komme frem til et tilfredsstillende resultat, så må Folketinget gribe ind.

Hvis man politisk kunne presse en utilfredsstillende arbejdstidsaftale ned over hovedet på lærerne i 2013, så kan man også politisk give lærerne ordentlige vilkår igen. Det kaldes at råde bod.

4) Mange elever magter ikke de lange skoledage, og da de heller ikke har nogen positiv faglig effekt, er konklusionen klar: Eleverne skal have den kortere skoleuge tilbage.

Det ugentlige timetal på de tre trin skal ned på det niveau, det var før reformen. Dette er faktisk særligt vigtigt, når vi skeler til de bogligt svage børn. For mange af dem kan en fiasko i klasseværelset opvejes af en succes på fodboldbanen eller i fritidsklubben. Børn er ikke ens og bliver det aldrig. Men alle skal have mulighed for at være i rum, hvor de lykkes.

5) Og endelig bør Christiansborg gribe denne dårlige evaluering som en mulighed til at etablere en ny forligskreds omkring folkeskolen. Lad de progressive partier, som rent faktisk kæmper for en mere frihed til skolerne – for eksempel Enhedslisten og Alternativet – komme med på banen med deres ideer, visioner og friske øjne. At kræve, at et parti skal tilslutte sig en reform, der nu beviseligt ikke virker, for at være med i forligskredsen, er en dødssejler.

Brug anledningen til at åbne rummet op. Og lad endelig den første opgave for den nye forligskreds være at tematisere det grundlæggende spørgsmål, som vi alt for ofte glemmer at stille: Hvad vil vi med vores fælles skole?

Så, kære regering, stop med at beskylde de frie skoler for at stjæle elever fra folkeskolen og for at svigte fællesskabet. Hvis I ikke handler på resultaterne fra evalueringsrapporten, er det jer, der svigter. I svigter børnene, lærerne og i sidste ende vores stolte tradition for en fri og folkelig fælles skole.

-----

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jens Chr. Grøndahl: At mindes det ufattelige Jens Chr. Grøndahl: At mindes det ufattelige Næste artikel Martin Lidegaard: Verden bliver mere ulige – og mere lige Martin Lidegaard: Verden bliver mere ulige – og mere lige
Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

FOLKEMAGT: Det er nu et år siden, at europæerne rystede den politiske pose og sendte et nyt hold repræsentanter til Europa-Parlamentet. Men Brexit, corona og institutionelt fnidder har afholdt Parlamentet fra rigtig at finde sine ben.