Civilsamfundet kan genoplive demokratiet

NÅR VI ENGANG ser tilbage og vil forstå, hvilken tid vi levede i, kan man frygte det værste. Men denne klumme skal handle om et fromt forårshåb.

Den dejligt bramfrie justitsminister Søren Pind (V) har ellers i stærke interviews med Politiken og Zetland betonet, hvor bange han er for udviklingen:

"Der foregår termitangreb på demokratiets institutioner."

Hvis udviklingen får lov til at fortsætte, kan det ende med et Danmark præget af ekstremisme og selvtægt, advarer han. 

"Jeg kan se, at et ellers fredeligt og forsonligt folk er ved at blive et meget vredt folk."

Selv er han dog også ganske vred, når han udbryder:

"Jeg gider ikke høre om særregler. Jeg gider ikke høre om problemer, jeg gider ikke høre om ballade med de udstødte, jeg vil bare have fred og ro, og at man kan gå frit rundt i gaderne. Jeg gider ikke høre om undertrykte kvinder. Og pis og papir."

Disse citater, flygtningestrøm, rabiate imamer og terror i Europa kan få en til at misten troen på folkestyret. Men det går jo ikke. Ses noget lys i mørket? Er der noget, der virker, noget, der sætter mennesket over ideologiske slagsmål?

Ja, vi har jo den enkeltes uegennyttige indsats. Den enkeltes gerning ud over egen næsetip. Det frivillige Danmark. Civilsamfundet. Ikke stat – ikke marked. Men det frivillige Danmark. Jeg elsker det samfund. I den seneste tid har Altinget: civilsamfund bragt historier fra Skåne og herhjemme, der giver bare en forårsknops håb om en grønne fremtid for vores trængte Europa. Vores trængte folkestyre.

I DEN SKÅNSKE landsby Röstånga har indbyggerne dannet et aktieselskab, der opkøber gamle, forfaldne huse og sætter dem i stand med hjælp fra flygtninge fra de to nærliggende asylcentre. Og meget tyder på, at det vil lykkes dem at holde landsbydøden på afstand.

Her arbejder den syriske flygtning Rami Almarzouki to dage om ugen side om side med lokale håndværkere og frivillige på at forvandle en forfalden rønne til et hus med tre selvstændige lejligheder.

”Jeg vil ikke bare være på asylcentret, hvor jeg ikke kan lave andet end at sove og spise og sidde i sofaen. Jeg vil arbejde,” siger Rami Almarzouki.

Når flygtningene en dag rykker videre fra Röstånga, har de fået en bid af det svenske fagsprog med sig – foruden en anbefaling fra et lokalt håndværkerfirma, som bekræfter, at de er ordentlige mennesker, som kan finde ud af at stå op og møde på arbejde.

”Så er de et skridt nærmere integration,” som Nils Phillips fra byens frivillige forening udtrykker det over for os, der helt politisk korrekt så spørger:

Men er der ikke nogen, der kritiserer jer for at bruge flygtninge som gratis arbejdskraft?

”Nej, for de er ikke ansat som gratis arbejdskraft,” siger Nils Phillips og fortsætter:

”De er her på et kursus i praktisk svensk fem dage om ugen. Vi lærer dem, hvad skrue, mejsel og hammer hedder. Det er sekundært, at de renoverer huse.”

Det svenske eksempel inspirerer herhjemme:

"Vi er i forvejen meget glade for de østeuropæiske familier, som har valgt at slå sig ned. Så det ville da være fantastisk, hvis vi kunne få tre-fire syriske familier herud," siger Kirsten Bruun, der er formand for lokalrådet i Hovborg samt ansat som seniorkonsulent i Landdistrikternes Fællesråd.

Ifølge Pia Heike Johansen, der er lektor på Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet, ligger der et uforløst potentiale i forhold til integration af flygtninge i de omkring 1.000 danske landsbyer.

"Mange mindre lokalsamfund oplever, at det er svært at sælge huse, et vigende antal medlemmer i foreningslivet, for lidt omsætning hos købmanden og for få elever til at holde skolerne i gang. Befolkningstilvækst er afgørende, hvis disse samfund skal overleve," siger hun.

DET ER GJORT til et problem, at syreren overhovedet er kommet til Europa. Det er gjort til et problem, at flygtninge ikke skal ud i samfundet, men forholde sig i ro i vores lejre, indtil de måske kan sendes hjem. Det er gjort til et problem, at den danske model, overenskomster og mindstelønninger trues af flygtninge, der som Rami vil arbejde gratis, bare han får et livsindhold.

Vi kender alle de ideologiske positioner. Men over dem står jo, at lediggang er roden til alt ondt. Både for den enkelte – og for samfundet. Det er helt galt, at en million danskere er på overførselsindkomst. Det er helt galt, at det strømmer til Danmark og Europa med migranter og flygtninge med en demokrati-fjendsk religion. Hvis ikke det skal gå, som Søren Pind frygter, og sammenhængskraften herhjemme forsvinder i takt med, at talentfulde unge flytter deres virke til udlandet, er en pragmatisk historie som den fra Skåne – sammen med andre af civilsamfundets værktøjer – forhåbentlig en del af løsningen.