COP15 set i Løkkes bakspejl

Taberen i dette spil kan let blive FN. Hvis FN processer strander på procedurer og fastlåste positioner, så mister organisationen politisk relevans. Der var meget stor frustration blandt mange - men få bud på, hvordan man overkommer obstruktionen fra de få lande, der blokerer for fremskridt.

Lars Løkke Rasmussen (V)
Statsminister

Fra Facebook:

Jeg lovede i går, at når jeg havde fået sovet lidt, så ville jeg vende tilbage og fortælle noget mere om det resultat, som vi opnåede i Bella Centeret i går. Nedenfor kan du læse om, hvad vi nåede og ikke nåede - og ikke mindst, hvad vi gør herfra. Det er blevet lidt langt, men jeg synes det er vigtigt at få fortalt om ikke hele historien, så i hvert fald noget mere af den.

Det lykkedes trods alt at få samlet verdens stats- og regeringschefer om en indholdsdiskussion om klimaforandringer. Det lykkedes os at få meget bred enighed om strukturen for en ny global klimaaftale, som kan virke allerede næste år.

Vi havde sat os to mål: At skabe enighed om denne nye ramme. Og at få landene til at melde deres konkrete indsatser ind, så vi kunne komme i gang allerede fra januar. Det første lykkedes, det sidste blev udsat til 31. januar.

Forløbet var ikke kønt det sidste døgn. I en proces, hvor man arbejder efter konsensus, er det vanskeligt at lægge en klar linje. Vores lederskab blev udfordret af lande, der ikke ønskede en aftale - eller i hvert fald ikke den aftale, det overvældende flertal bakkede op omring. Fem lande kan spænde ben, som vi også så det i København.

Ord som inklusiv, transparent, og partsdrevet lyder alle meget positive. Men ordene blev primært brugt af dem, som ikke ønskede et godt resultat, og dermed blev ordene brugt som barriere for fremdrift på indholdet. Fra dansk side var vi parate til at fremlægge kompromis tekster, så rammerne var på plads, inden statslederne kom. Men vi fik ikke lov.

Vi forsøgte fra dansk side at presse processen, så meget vi kunne og lidt til. Det betød, at vi blev anklaget for brud på principperne om inklusivitet, transparens og partsdreven. Det beklager jeg, men jeg fortryder det ikke. Også selv om forløbet i allersidste fase gav indtryk af kaos. Det er vanskeligt ikke at blive frustreret over at have så meget beslutningskraft samlet - og så opleve, at der bliver spændt ben på den allersidste strækning.

Der er mange, der har kritiseret os for at have talt for meget med amerikanerne og for lidt med ulandene. Det er noget rent vrøvl. Den første og mest udtrykkelige støtte til vores strategi kom fra Commonwealth topmødet, hvor 55 stats og regeringschefer for en måned siden direkte bakkede op om vores forhandlingsstrategi. Der deltog USA ikke - men det gjorde Indien og Sydafrika - foruden talrige mindre udviklingslande.

Man skal ikke forveksle Sudan med udviklingslandene i almindelighed. Både den afrikanske union, ø-staterne og de mindst udviklingslande bakkede aktivt og konstruktivt op bag det danske formandskab.

Hvad nåede vi så?

Vi fik skabt meget bred enighed om den ramme, alle lande nu kan melde deres konkrete tiltag ind til. Det skal ske inden 31. januar.

Vi fik samlet en kreds af lande, som er helt centrale for at finde løsninger på klimaudfordningen. Der var lande, som både repræsenterer de største udledninger, og lande som er mest truet af klimaforandringer.

Disse lande blev samlet fordi de tilsammen udgør en gruppe som repræsenterer alle de interesser, som er i FN. Der er lang tradition i FN for sådanne repræsentative grupper - i praksis er det ikke muligt at forhandle direkte med 190 lande.


Hvad er indholdet i aftalen:

• For første gang anerkendte landene i FN 2 graders målsætningen. Før var det en videnskabelig anbefaling, nu er det et fælles mål.


• For første gang er ilandene nu indenfor samme ramme. Kyoto fejlede ved ikke at have USA med. De er nu med.


• For første gang lykkedes det at få de store ulande med i indsatserne for at begrænse klimaforandringer. Ulandene er parate til at lade deres nationale indsatser omfatte af et internationalt regime, og parate til at acceptere indblik i deres politikker. Det lyder måske ikke af meget, men det er faktisk et gennembrud.


• Det lykkedes at få aftalt solid finansiering med 30 mia. dollars de første tre år og stigende til en samlet ramme på 100 mia. dollars i 2020 omfattende såvel privat som offentlig finansiering. Det er en væsentlig stigning i klimastøtten fra rige til fattige lande.

Gruppen af afrikanske lande ledet af Etiopien premierminister Meles, de små sårbare østater under ledelse af Grenadas premierminister, verdens absolut fattigste lande under ledelse af Lesotho og Bangladesh' premierminister. Alle stod de sammen med verdens rigeste lande bag den aftale vi fik indgået. Det er i sig selv et gennembrud at have et fælles grundlag at arbejde videre på.

Hvad nåede vi ikke?