Da Thulesen Dahl tog ansvaret for katastrofen, svigtede han sit parti monumentalt

Det startede som en knapt synlig sprække i fundamentet. Siden blev hullerne i taget, de knuste ruder og de væltede vægge tydelige for alle. Nu er vi der, hvor hele huset kan styrte sammen.

Efter kommunalvalget og partiformand Kristian Thulesen Dahls pludselige beslutning om at trække sig som formand befinder Dansk Folkeparti sig meget få skridt fra den afgrund, hvorfra ingen genopstandelse længere er mulig. Sker det, vil ringen være sluttet, og nekrologerne over partiet vil alle bemærke, at DF opstod fra kaos og gik under i kaos, og at Kristian Thulesen Dahl var dybt impliceret begge gange med mere end et kvart århundredes mellemrum.

De bedste nekrologer vil også notere sig, at DFs skæbne vil vise de ubekvemme og tragiske sandheder om politik: hvor nådesløs en gerning det er, og at man ved aldrig, hvornår enden tager sin begyndelse.

Vælgerne sagde nej til DF i 2017

Og hvornår var det, egentlig, for DF? Da partiet ikke kom med i regering i 2015 efter et kanonvalg, hvor man ellers blev største parti i blå blok? Eller da Mette Frederiksen blev formand for Socialdemokratiet og indledte sin ideologiske og strategiske omkalfatring af partiet? Eller var det, da Kristian Thulesen optrådte på fællesmøder med hende for at bremse fremrykningen i pensionsalderen og blåstemplede hendes udlændingepolitik i modydelse for, at hun blåstemplede hans velfærdspolitik?

Obduktionsrapporternes konklusioner vil være mange. Sikkert er det, at første gang alarmklokkerne ringede, var ved kommunalvalget for fire år siden. Dengang kunne ingen ganske vist høre dem for støjen fra Venstres nederlag og sidenhen fra larmen, da Liberal Alliance truede med ikke at stemme for sin egen finanslov. Mindst af alle Kristian Thulesen Dahl selv.

Men det var ved KV17, at man for første gang så, at DF-toppen tog helt fejl af vælgerne. Man havde satset masser af penge og betydelige dele af Kristian Thulesen Dahls (dengang) enorme personlige politiske kapital på at få et kommunalpolitisk gennembrud med borgmesterposter og det hele halvandet år efter de fabelagtige 21,1 procent ved folketingsvalget i 2015. Man havde 10,1 procent fra KV13 – håbet var en fremgang til den gode side af 15 procent.

DF havnede på 8,7 procent.

Kommunalvalg handler om, hvem vælgerne betror styringen af den konkrete velfærd – skolerne, plejehjemmene, børnehaverne og ældreplejen. Og her svarede vælgerne, at den slags turde de ikke overdrage til DF.

Det var ikke bare en afvisning blandt så mange andre. Det var vælgernes underkendelse af hjørnestenen i den strategi for DF, Kristian Thulesen Dahl havde lagt, da han blev formand i 2012.

En strategi, der tog udgangspunkt i, at udlændingepolitikken ikke længere var det trumfkort, det havde været i nullerne, og at hvis DF skulle vokse og få fast plads ved det bord, hvorom de vigtige politiske beslutninger i landet blev taget, skulle partiet erobre troværdighed på velfærdspolitikken.

Da Kristian Thulesen Dahl for rullende kameraer meddelte sin beslutning om at trække sig som formand, var det med tårer i øjnene og ord, der stak ham i halsen.

Drømmen var, at DF skulle være et nyt midterparti i Danmark i stedet for De Radikale og være uundgåelig, uanset om statsministeren kom fra Venstre eller Socialdemokratiet. Ved KV17 meddelte vælgerne Thulesen Dahl, at det ikke lige var sådan, de så på det.

Men som sagt – han hørte det ikke, og det var der heller ikke andre, der gjorde.

Et overstået kapitel i dansk politik

Måske havde vi ikke været her, hvis han havde. I stedet fortsatte han med sin strategi. Det var her, det tætte samarbejde med Mette Frederiksen kom i stand, og det var som led i den plan, Thulesen Dahl sagde, at hun bare kunne ringe, hvis der blev problemer med føre den stramme udlændingepolitik ud i livet, når hun blev statsminister.

Ingen anede uråd. Kombinationen af gode meningsmålinger på landsplan og hele DFs brand som partiet med den telepatiske forbindelse til vælgerne gjorde det til en utænkelighed, at partiet allerede nu befandt sig i krise. Kommunalvalget i 2017 var undtagelsen, der bekræftede reglen. Den sorte svane, der minder os om, at næsten alle andre svaner er hvide.

Så blev det januar 2019, og socialdemokraterne spillede ud med forslaget om tidlig tilbagetrækning. De andre borgerlige partier afviste det ved døren, og dermed blev ”Arnes tur” det, som udlændingepolitikken ellers havde været i næsten to årtier: et enten-eller.

Dansk politik er ellers nuancer af gråt, blokkene vil versioner af det samme, og næsten alt sys sammen til et kæmpe kludetæppe udgjort af forlig og aftaler. Men ligesom stram udlændingepolitik i 15 år havde været noget, man kun kunne få ved at stemme borgerligt, kunne man kun få tidlig pension, hvis statsministeren hed Mette Frederiksen.

Og Kristian Thulesen Dahl kunne ikke placere sig. Støttede han forslaget, havde han placeret sig entydigt i rød blok og lagt et borgerlig alternativ i graven. Afviste han det blankt, mistede han sin velfærdsprofil.

Så han tøvede og vævede og vred hænder, alt imens vælgerne i hobetal forsvandt fra DF, betryggede i, at den stramme udlændingepolitik ville de få uanset. Det havde DF-formanden jo selv garanteret dem.

Så udskrev Lars Løkke Rasmussen valg med at udstede et velfærdsløfte på 69 milliarder.  

Værdikampen var slut, og fordelingspolitikken var igen det afgørende slagsmål i dansk politik.

Alt det, DF var født af, alt det, man mestrede til perfektion – de millimeterpræcise provokationer af centrum-venstre og de nøje afstemte kryds mellem finanspolitiske beslutninger og udlændingepolitiske stramninger – var et overstået kapitel i dansk politik.

En zombie i fornægtelse

Siden da er Dansk Folkeparti gået rundt i dansk politik som en zombie i fornægtelse. Deltaget i forlig, kritiseret regeringen og skrevet kronikker. Til sidst kom man endda med på den Facebookbølge med politikerselfies, som konkurrenterne i Nye Borgerlige har indført som standard i dansk politik. Man var på tinge, men også uden en årsag til at være på tinge. Og uden at ville erkende, hvor dybt problemerne stak.

Så blev de interne oprør mod Thulensen Dahl antændt, og Morten Messerschmidt gik efter tronen i DF, men havnede på anklagebænken i byretten for EU-fusk og dokumentfalsk i stedet – og så stod Martin Henriksen på DFs årsmøde og gentog Nyrups gamle stuerenheds-kommentar, ikke som minde om fortidens traumer, men som en strategi ud af problemerne. Nu skulle DF aldrig være stuerene for at overleve. Pia Kjærsgaard sad rystet nede i salen og viftede med nedadvendt tommeltot på en måde, der gav mindelser om det kaotiske og pinlige landsmøde i Fremskridtspartiet, som gjorde, at hun stiftede DF i første omgang.

Som sagt – man sidder med en fornemmelse af, at ringen er sluttet.

Thulesen Dahl har igen og igen sagt, at det var i høj sø og storm, at man blev på båden som kaptajn. Nu har han sluppet roret alligevel, og ingen aner, hvem der skal gribe fat om det i stedet. Messerschmidt, der om føje måneder kan stå med en landsretsdom? Pia Kjærsgaard, der fylder 75 til februar? Martin Henriksen, som partiet lige har fyret som konsulent for illoyalitet? Peter Kofod, der ikke er medlem af Folketinget? Inger Støjberg, der ikke engang er medlem af partiet?

Det er et andet ord for den slags: kaos.

Thulesens tårer

Da Kristian Thulesen Dahl for rullende kameraer meddelte sin beslutning om at trække sig som formand, var det med tårer i øjnene og ord, der stak ham i halsen. Sådan har man aldrig set ham før. Han lignede en, der ikke kunne mere.

Det er også den eneste forklaring på, at han ikke har sørget for en ordentlig magtoverdragelse. Han fremstillede det som, at han nu tog ansvar og skyld på sig, men det var også et monumentalt svigt af partiet. Nu kan alle melde sig som kandidat til formandsposten.

Ender det et sted mellem cirkus og gladiatorkamp, hvor farcen blander sig med brutaliteten – og det er langt fra usandsynligt – bliver det tid til at finde den pen frem, hvormed nekrologerne bliver nedfældet.

Som sagt vil de notere sig, at Thulesen Dahl spillede en hovedrolle dengang med Fremskridtspartiets landsmøde i 1995, fordi han ikke ville acceptere, at et ekstraordinært landsmøde kunne stemme ham ud partiets hovedbestyrelse. Og at han var med til at starte DF og førte dem til deres største successer, inden han førte sit eget parti til fald.

De bedste af nekrologerne vil henvise til, at der et sted i Biblen står, at ”for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.”

”En tid til at fødes, en tid til at dø.”

Intetsteds er den pointe mere sand end i politik.

For DFerne er spørgsmålet, om tiden ikke bare simpelthen er gået. Deres tid.