Dagbog fra EU: Den grønne kasse

Med indførelsen af Euroen og Lissabon-traktatens ikrafttræden er man sprunget ud fra 10 meter-vippen - uden at have overvejet om der er vand i bassinet. Det kan blive en hård landing.

Søren Søndergaard
MEP

MANDAG fløj jeg til Strasbourg. Den grønne kasse var ankommet. Det er dem, vi 12 gange om året bruger til at flytte vores håndakter og kontorsager fra Bruxelles til Strasbourg. Og tilbage igen. Hele det flyttecirkus koster en bondegård og sviner som en mindre dansk provinsby. Hvilket enormt spild af ressourcer.

Allerede i minibussen ind fra lufthavnen gav MEPerne højlydt udtryk for deres modstand mod det nyeste påfund: At vi skulle kunne idømmes bøder hvis vi ikke sidder pænt og andægtigt og lytter på José Manuel Barrosos tale den næste dag. Jeg fornemmede, at der var et kæmpe selvmål undervejs.

Aftenens møde i Forfatningsudvalget er ikke værd at skrive hjem om. Jeg blev stemt ned under gulvbrædderne. I det udvalg vil de bare have mere union og flere penge til EU. Koste hvad det vil.