900 psykologer er allerede derude

Det burde være åbenlyst, men nogle gange oplever jeg desværre, at politikere glemmer praksissektoren for eksempel de praktiserende psykologer, og ikke ser hvor stor en opgave de løser – og hvor stort potentialet er.

Sandheden er jo, at når vi taler om psykisk lidelse, så modtager langt de fleste mennesker behandling uden for hospitalerne: I dag er der for eksempel knap 900 praktiserende psykologer med ydernummer, som modtager patienter med henvisning fra praktiserede læge.

Sandheden er jo, at når vi taler om psykisk lidelse, så modtager langt de fleste mennesker behandling uden for hospitalerne.

Dea Seidenfaden
Forperson, Dansk Psykolog Forening

Psykologerne behandler patienter med angst og depression, og de hjælper mennesker, der for eksempel har været ude for ulykker, overfald eller har forsøgt selvmord. Psykologerne findes rundt om i landet fra Skagen, Lolland til Lemvig, Ølgod og Helsingør. Kort sagt, der hvor patienterne bor.

Alligevel oplever alt for mange, at hjælpen er for langt væk, for svær at tilgå, eller der er lange ventelister. Det skal vi gøre noget ved. Det nære sundhedsvæsen har brug for politisk prioritering, og den nye reform bør komme med investeringer, der blandt andet skal sikre udbygning af lokal kapacitet og sikring af samarbejde på tværs.

Og så skal der én gang for alle gøres op med, at de nære tilbud alt for ofte har politisk status af ”andenrangs-tilbud”, hvor for eksempel unge med angst og depression i dag venter seks måneder på behandling hos psykologen.

Det er helt afgørende, at de mange patienter – herunder særligt børn og unge – får så kvalitetsfyldte og gode indsatser og behandling så tidligt som muligt. Ellers flyder bægeret endegyldigt over i psykiatrien.

Hvis man ser på det nære sundhedsvæsen med patienternes briller på, så bør vi altså understøtte, udbygge og investere i de nære tilbud, så patienterne undgår at få det så dårligt, at de skal have dyr og specialiseret behandling – og undgå at de får det så skidt, at de får svært ved at klare sig selv, bo alene og ikke kan forsørge og uddanne sig.

Hvis man derimod tager ”systembrillerne” på, skal vi sikre de rette incitamentsstrukturer og samarbejdsfora på tværs, fremfor at lade det blive en kamp på tværs af kommune- og regionsgrænser. Vi har slet og ret brug for meningsfyldte strukturer, som de fagprofessionelle kan se sig selv i og samarbejde i.

Vi skal hjælpe tidligt og tæt på

I Sundhedskommissionens opdrag lyder det, at forslag til nye modeller skal understøtte et sundhedsvæsen med mere lighed. Det er et tiltrængt fokus, for ulighed i sundhed er en af vores allerstørste sundhedspolitiske udfordringer, og faktisk også et problem, den offentlige psykologordning allerede i dag modvirker.

Udfordringen er blandt andet, at sygdom og sundhed er skævt fordelt i samfundet. For eksempel ved vi, at børn, der vokser op med svære livsforudsætninger, for eksempel i familier med rusmiddeloverforbrug, har større risiko for selv at udvikle psykiske lidelser.

Selvfølgelig er hospitaler og højt specialiserede behandlingstilbud vigtige for befolkningens sundhed – men det er den lettilgængelige og nære behandling nede på torvet bestemt også.

Dea Seidenfaden
Forperson, Dansk Psykolog Forening

Også for voksne har social position – herunder uddannelse og beskæftigelse – betydning for, hvor udsatte de er for både psykisk lidelse og andre sygdomme.

Derudover er der den geografiske ulighed, som dækker over, at der kan være store forskelle i ventetid og kvalitet i behandlingen afhængigt af, hvor i landet man bor.

Vi skal simpelthen i langt højere grad se på, hvordan vi kan hjælpe og imødekomme patienter og pårørende, så de oplever et gennemskueligt sundhedssystem.

I dag oplever mange, at det er svært at finde den rette dør, at behandlingen alt for ofte hænger dårligt sammen med hverdagen eller andre udfordringer i livet, som patienten har.

Og vi skal skabe sammenhæng og koordinering, fordi det alt for ofte sker, at både information og behandlingsindsatser går tabt, fordi man som patient selv er behandlingsansvarlig og skal bære sin sag rundt i systemet.

Derfor håber jeg, at Sundhedsstrukturkommissionen kommer med en klar anbefaling om at understøtte den nære sundhed med øje for det kæmpe arbejde og store potentiale, som ligger i psykologernes – og i mange af deres kollegaers – arbejde i den primære sektor ude i landet.

For selvfølgelig er hospitaler og højt specialiserede behandlingstilbud vigtige for befolkningens sundhed – men det er den lettilgængelige og nære behandling nede på torvet bestemt også.