David Trads: Britiske politikere har været chanceløse over for Bruxelles' arrogante stivstikkere

KOMMENTAR: Min bitterhed over, at EU's ledere har handlet så umusikalsk og så rigidt over for det land, vi skylder vores frihed, er kolossal. Historien vil dømme os hårdt.

Jeg elsker Storbritannien, og jeg kan næsten ikke holde ud, at de briter, som bør være vores bedste venner og allierede, er på vej ud af Den Europæiske Union.

Jeg ved godt, at det er briterne selv, der har skabt den håbløse situation:

Det var David Cameron, der i et historisk svigt bad sit folk gå til folkeafstemning, fordi han naivt troede, det ville gavne ham indenrigspolitisk. Det var Nigel Farage, über-populisten, som bildte briterne så mange løgne ind om det lyksalige liv uden for fællesskabet, at et flertal troede på ham. Det er Boris Johnson, den politiske klovn, som næppe har nogen egentligt politik, men som danser i vinden, der får fumlet de britiske øer ud af verdens bedste samarbejde.

Alt det ved jeg godt – og jeg ærgrer mig gul og grøn over, at Cameron, Farage, Johnson og ikke at forglemme Jeremy Corbyn, den historisk ringe Labour-leder, i de forløbne år med Brexit-farcen har smudset Storbritannien til i en dybt uværdig politisk dødedans.

Men … jeg fælder en lige så hård dom over de europæiske stivstikkere i Bruxelles, der med deres frankofile arrogance i ugerne og månederne efter Brexit-afstemningen i juni 2016 reelt gjorde det umuligt for de ansvarlige britiske politikere, der måtte findes, at finde en løsning, der uden at tabe ansigt kunne have givet Storbritannien endnu en chance for at blive i EU.

Jeg tænker især på Jean-Claude Juncker, den luxembourgske evighedspolitiker, som er formand for EU-Kommissionen, og som i ramme alvor hånede det engelske sprog for ikke længere at være særligt vigtigt – og for hans skolemester-irettesættelser af britiske politikere.

Der har simpelthen ikke været format nok over de europæiske toppolitikere. Det store perspektiv er forsvundet som dug for solen, når eurokraterne har holdt briterne ud i strakt arm. Selv kansler Angela Merkel og præsident Emmanuel Macron har været smålige.

Briterne gav os for pokker alt, da det virkelig gjaldt – for uden de britiske heltes indsats i verdenskrigene, fra statsmanden Winston Churchill til den lavest rangerede fodsoldat ude i slagmarken og husmoderen, der tog hånd om den livsfarlige hjemmefront, ville fascismen og nazismen med overvejende sandsynlighed have styret Europa.

Mens andre i Anden Verdenskrig, i særdeleshed danskerne, dukkede hovedet, gav op og samarbejdede med aksemagterne, kæmpede briterne i ordets egentlige forstand til sidste blodsdråbe, for som Churchill enestående udtrykte det, så 'overgiver vi os aldrig'.

Jeg tænkte over, hvor voldsomme ofre briterne egentlig gav dengang, da jeg forleden besøgte Manchester, engang industrialiseringens zenit, i dag en nedslidt storby uden meget håb og med åbenlyse spor fra dengang nazisterne angreb – nemlig alle de bygninger, der forsvandt:

Byen blev sønderbombet, da tusinder af bomber fra Luftwaffe regnede ned. Hundreder blev dræbt, tusinder såret, mens nazisterne skånselsløst ramte politihovedkvarteret, katedralen, børsen, boligblokke, fodboldstadions og selvfølgelig de store industrifabrikker. Sådan var det også i London, Birmingham, Newcastle, overalt.

Tænk, hvor fristende det måtte have været for svagere politikere end Churchill at bukke under. Tænk, hvor hårdt det måtte have været for alle de briter, som i begyndelsen af krigen måtte have frygtet, at Hitler var uovervindelig. Tænk, hvilke ofre de måtte bære.

Men briterne gav os alt. De gav ikke op.

De kæmpede for friheden, da det gjorde allermest ondt. Og da krigen var slut, måtte briterne igen forsøge at rejse sig i et land, der var smadret af krigen, og hvis økonomi lå i ruiner, mens vi andre, der havde givet op uden kamp, straks kunne gå i gang med at opbygge vores velfærd.

Min taknemmelighed for briterne er grænseløs – og det burde den være for alle europæere, som elsker friheden. Min ærgrelse over at se briterne sejle ud af EU og derved efterlade et delt og usammenhængende kontinent er enorm. Min bitterhed over, at EU's ledere har handlet så umusikalsk og så rigidt over for det land, vi skylder vores frihed, er kolossal. Historien vil dømme os hårdt.

-----

David Trads (f. 1967) er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, forhenværende udviklingsdirektør, Metro International.

Forrige artikel Peter Loft: Der er ingen vej tilbage, hvis vi indfører politiske embedsmænd ad bagdøren Peter Loft: Der er ingen vej tilbage, hvis vi indfører politiske embedsmænd ad bagdøren Næste artikel Johanne Dalgaard: Radio24syv er blevet offer for den nye disruption-æra Johanne Dalgaard: Radio24syv er blevet offer for den nye disruption-æra
Hummelgaard erkender: Vi kommer ikke til at hæve dagpengesatsen

Hummelgaard erkender: Vi kommer ikke til at hæve dagpengesatsen

FLEXICURITY: Regeringen anerkender problem med udhuling af dagpenge, men mangler politisk opbakning til at hæve ydelsen. Beskæftigelsesministeren kalder boom i lønforsikringer en "pragmatisk og forståelig" måde at håndtere udfordringen på.