David Trads: Stærk opdatering af klassisk USA-historiebog

ANMELDELSE: Den nye udgave af Erling Bjøls værk om USA's historie er det bedste overblik, der er skrevet på dansk over ti af de mest dramatiske år i USA: Barack Obamas otte år ved magten og Donald Trumps første to år.

Altingets vurdering: 5/6

David TradsAf David Trads
Skribent, debattør og folketingskandidat for Socialdemokratiet

Lige siden professor Erling Bjøl, i dag 100 år gammel og en legende af en dansk intellektuel og skribent, i 1988 første gang udgav ’USA’s historie’, har bogen været et must af et opslagsværk for alle, som ønsker en grundig indføring i verdens mægtigste nation.

Bjøls bog, der tager os med hele vejen, fra de første europæere i 1492 kom til det, vi dag kender som USA, over Uafhængighedskrigen i 1776, Borgerkrigen fra 1861, Det Amerikanske Århundrede med utroligt meget mere og helt frem til og med George W. Bush, er nu opdateret.

Niels Bjerre-Poulsen, den fremragende historiker fra Syddansk Universitet og USA-ekspert på især TV 2, har skrevet to virkeligt stærke, nye kapitler, som tager fat, hvor Bjøl sluttede: et kapitel om Barack Obamas otte år ved magten, og et om Donald Trumps første to år.

Bedste overblik på dansk
Bjerre-Poulsens tætskrevne 122 sider giver det bedste overblik, jeg har læst på dansk over ti af de mest dramatiske år i USA: Fra 2008, da Obama kom til med sit optimistiske ’Yes, We Can’, og frem til 2018, hvor Trumps dystopiske ’Make America Great Again’ omkalfatrer alt det, vi troede, vi kendte.

Det er samtidshistorie på et højt niveau, skrevet af en akademiker, som kombinerer sin store historiske viden med en solid indsigt i nyhedsdagsordenen og en flydende pen, der gør hans kapitler letlæselige. Amerikanerne kalder det for ’current history’ – en svær disciplin, som kræver, at man hurtigere end normalt som historiker kan forholde sig til den umiddelbare fortid.

Bjerre-Poulsen indleder sin beretning om Obama med den drøm, han symboliserede. Det begynder med kunstneren Shepard Faireys ikoniske plakat i rødt, hvidt og blot over et foto af den unge senator fra Illinois flankeret af et enkelt ord: ’Hope’.

Et neurotisk USA
Den drøm om en ny begyndelse, der er så central i selve den amerikanske drøm, blev Obama symbolet på i løbet af 2008, hvor han måned for måned erobrerede stadig flere begejstrede tilhængere over på sin side. Det USA, som han førte valgkamp i, var neurotisk:

Den supermagt, der frem til terrorangrebet i 2001 havde været ’on top of the world’, var nu tvunget i knæ – af den militære sump fra Irak- og Afghanistan-krigene; af den økonomiske krise, som førte til recession, og af et tab af moralsk lederskab af den vestlige verden.

Obama, søn af en sort, kenyansk far og en hvid mor fra Midtvesten, ramte en nerve, da han slog igennem den politiske lydmur med sin bog ’Arven fra min far’ og med sin tale om, at der kun var et sted på kloden, hvor hans historie var mulig – nemlig i Amerika:

”Der er ikke et liberalt Amerika og et konservativt Amerika; der er Amerikas Forenede Stater. Der er ikke et sort Amerika og et hvidt Amerika, et latino Amerika og et asiatisk Amerika; der er Amerikas Forenede Stater.”

Den måde, som Obama førte valgkamp på – præget af optimisme, lysten til at bygge bro, troen på, at alt er muligt – gav ham den historiske og store valgsejr i 2008. Det er en fornøjelse at genopleve valgkampen i bogen – og det er et vigtigt indspark at blive mindet om den civiliserede, anerkendende tone, der prægede John McCain, hans republikanske konkurrent.

Obamas sejre og nederlag
Bjerre-Poulsen fortæller herefter overbevisende om de sejre og nederlag, som definerede Obamas æra:

På plussiden eksempelvis hans førstehjælp til USA's økonomi, som han via enorme hjælpepakker fik trukket ud af krisen, og hans succes med at få gennemført Obamacare, den progressive reform af adgangen til sundhedsydelser for alle amerikanere. På minussiden hans manglende evne til at løfte levestandarden for USA's rygrad, den store, brede middelklasse, og hans manglende reaktion over for Syriens diktator.

Bjerre-Poulsen får med sin gennemgang af Obamas regeringstid også skabt forståelsen for, hvordan Trump – som er Obamas komplette modsætning, nogle vil sige korrektiv – kunne brage ind på scenen i 2016 og ende med at vinde valget:

Den Tea Party-bevægelse, først anført af Sarah Palin, der er et stærkt konservativt græsrodsoprør, og den Birther-bevægelse, som Trump er talsmand for, og som beskylder Obama for slet ikke at være amerikaner, tager til i styrke i Obamas anden periode.

Trumps indtog i Washington
Det er på ryggen af de to bevægelser, at Trump indleder sin revolution – for da han helt uhørt for en præsidentkandidat erklærer, at ’den amerikanske drøm er død!’, kan det kun lade sig gøre, fordi de synspunkter vakte genklang i et hvidt Amerika, der følte sig presset.

Kapitlet om Trumps indtog i Washington giver et godt indblik i den måde, som newyorkeren kunne vinde på, og vi får et fint overblik over hans vigtigste (u)gerninger i Det Hvide Hus. Selvsagt kender hverken Bjerre-Poulsen eller os andre afslutningen på Trumps æra:

Ender det hele i et kaotisk kollaps i det kommende år, når Rusland-undersøgelsen kommer? Eller ender det med et genvalg i 2020, som i givet fald vil betyde, at amerikanerne omfavner selve trumpismen?

De svar må vi vente på – og, håber jeg, om nogle år læse samtidshistorikeren Niels Bjerre-Poulsens udlægning af, når ’USA’s historie’ en gang i fremtiden igen skal opdateres. Indtil videre varme anbefalinger herfra til den stærke opdatering af den klassiske USA-historiebog, som Gyldendal har udgivet. Enhver, der vil forstå Amerika, bør læse den her bog.

USA’s historie, forlaget Gyldendal, 5. udgave, af Erling Bjøl og Niels Bjerre-Poulsen. 746 sider.

Forrige artikel Ny terrorbog overser den religiøse fanatisme Ny terrorbog overser den religiøse fanatisme Næste artikel Cordua anmelder Knuth-bog: National­konservativ venstremand taler ud Cordua anmelder Knuth-bog: National­konservativ venstremand taler ud
Sommerpodcast: Liberalisme i Danmark

Sommerpodcast: Liberalisme i Danmark

AJOUR: Såvel Venstre, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance henviser til liberalismen, som deres ideologi. Alligevel er partierne uenige og forskellige. Hvad handler det om?