De gode gamle corona-dage er forbi for Socialdemokratiet

De borgerlige har sukket efter det. De røde har frygtet scenariet. Men nu er det måske en realitet: Mette Frederiksens tid som vælgernes ubestridte darling er ved at rinde ud.

I al fald hvis man betragter resultatet for KantarGallups måling fra tirsdag med data indsamlet i perioden 4.-10. juni. Her er regeringspartiet bombet tilbage til 26,7 procent af stemmerne. Kun 0,8 procentpoint højere end valgresultatet i 2019, hvor Socialdemokraterne i øvrigt gik lidt tilbage i forhold til 2015.

Alarmklokkerne må bimle og bamle i regeringspartiets øverste cirkler. Hvad er der dog sket?

Før socialdemokraterne går i panik, bør de måske ty til oplagte forklaringer på partiets pludselige vælgernedsmeltning.

For det første: Gallup målte aldrig Socialdemokratiet helt op i skyerne. Den højeste opbakning for S under coronakrisen blev målt til 33,1 procent. Måske er S generelt lidt undervurderet hos Gallup i forhold til andre meningsmålingsinstitutter.

For det andet: Det var næppe realistisk, at S kunne fastholde en vælgeropbakning på 35-36 procent som andre meningsmålingsinstitutter målte S til under coronakrisen. Man så i øvrigt fænomenet i næsten alle lande: at vælgerne bakkede op om regeringspartierne i stort tal i den nationale krisesituation - det, som ofte beskrives som "rally around the flag-effekten". Nu ebber denne effekt så ud, fordi coronaen er kommet under kontrol, og vælgerne ikke længere opfatter det som noget nær en borgerpligt at bakke op om statsministerens parti i en national krisesituation.

Statsministerens fejl bliver i en tid uden nedlukning nu anderledes synlige, og andre politiske initiativer deler nu igen vandene langt mere end i "de gode gamle dage", hvor den politiske diskussion var noget med pressemøder med mundbind og envejskommunikation med meddelelser fra sundhedsmyndighederne og i hast trufne regeringsbeslutninger, og hvor journalister kun fik lov at stille to spørgsmål, der næsten kun omhandlede behovet for coronarestriktionerne.

Undervejs kunne nogle spekulere på, om S - også henset til de borgerliges krise - under Mette Frederiksens håndfaste lederskab nærmede sig en ny vælgermæssig guldalder fra tiden, før det blev mere almindeligt med borgerlige regeringer.

Interessant er det, at selv da Mette Frederiksens parti i årets løb var mest populær hos vælgerne, så ramte man aldrig et niveau i meningsmålingerne på over 37 procent. Det kunne partiet ellers under Svend Auken og Anker Jørgensen, der stod i spidsen for Socialdemokratiet ved valgene i 1990 og i 1977.

Til trods for, at Auken i sin levetid var en ledestjerne i flere toneangivende S-ministres ungdom, så har partiet under Mette Frederiksens ledelse stort set forladt al hans politiske arvegods herunder italesættelsen af en offensiv klimapolitik. Omvendt er Anker Jørgensen blevet pudset helt af og stilles gerne til skue for beundring og anerkendelse, og med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes hjælp har man fået omskrevet partihistorien så elegant, at den tidligere statsminister endda er taget til indtægt for partiets nutidige stramme udlændingepolitiske linje.

I efteråret slog minkskandalen et ordentligt skår af Mette Frederiksens troværdighed og billedet af hende som fejlfri effektiv regeringsleder, der løser sager med skyldig hensyntagen til landets grundlæggende lovgivning, krakkelerede på få uger. Minksagen har kostet omkring det samme som en ny Storebæltsbro kostede i sin tid, nemlig i omegnen af 20 milliarder kroner, og kommer til at hjemsøge Frederiksens i en ny granskningskommission. Det ender næppe med rigsret, som mange borgerlige forestiller sig, men den pletfri aura er i alle tilfælde væk, hvilket ikke er noget dårligt udgangspunkt for den borgerlige opposition, når man går til angreb på Frederiksen i en kommende valgkamp.

Alarmklokkerne må bimle og bamle i regeringspartiets øverste cirkler. Hvad er der dog sket?  

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Senest er regeringspartiet blevet ydmyget i sagerne om de danske IS-mødre og deres børn, som man først ikke ville tage hjem. Den beslutning måtte regeringen så omgøre, da især Radikale truede med at trække støtten til et par ministre. Undervejs fik justitsministeren hånet myndighederne - PET - og deres analyse af situationen: at det nok var bedst for landets sikkerhed at få familierne hjem. En måned efter var det så nøjagtigt den samme analyse, som man hvilede på, da regeringen så omgjorde sin beslutning.

Sagen efterlader selvsagt ikke alle steder det indtryk, at der er styr på butikken under Frederiksens ledelse. For dem, der går op i at afslutte IS-mødrenes børns mistrivsel, efterlader Frederiksens igennem lang tid hårdnakkede afvisning af at tage dem hjem et helt andet indtryk end det, som de måske håbede på, da hun bekendtgjorde, at hun var ”børnenes statsminister”.  For dem er S næppe førstevalget, når meningsmålingsinstitutterne ringer. 

Regeringen fik også udstillet sin egen arrogance, da man tromlede henover SF og ville placere et udrejsecenter på Langeland, hvor støttepartiet har sin eneste borgmester.  Ingen var hverken imponeret over det politiske håndværk bag beslutningen eller løsningen, hvor man fik købt en gammel kaserne nær Bagenkop til at huse udrejsecenteret af et svindeldømt ægtepar fra Charlottenlund. Købet er sket i huj og hast, og så bliver det gerne for dyrt. Det virker til også at være vurderingen fra en lokal ejendomsmægler, som også i Ekstra Bladet spår, at den bliver svær at sælge igen for staten.

Købet af en nærmest usælgelig gård og erstatningsbeløbet i minksagen flugter ikke med det image, som Socialdemokratiet værner om som dem selv som værende økonomisk ansvarlige. Man forstår, at Frederiksen vægrer sig for at tale mere om den og andre dårlige sager, og derfor hellere placerer dem hos sine ministre.

Begge sager har i øvrigt været anvendelige for den borgerlige opposition i dens desperate forsøg på at få demaskeret regeringen som udlændingepolitiske slappere frem for strammere. Allerede i dagene efter de to sager var det da også mange socialdemokraters analyse, at de to sager risikerede at udfordre regeringspartiets troværdighed på dette område og ville kunne ses i målingerne.

Det seneste kapitel af dårlige sager er endnu en skandale i Socialdemokratiet. Ja, det er efterhånden en saga om, hvordan en lang række kvinder beskylder partiledelsen for ikke at have taget deres anklager om befamling fra politikere og partiansatte alvorligt. I spidsen for det står Socialdemokratiets formand, statsministeren, som tilsyneladende ikke formår at få renset ud i tide og tilstrækkeligt effektivt. Det til trods for, at hun i Folketinget sidste år forsikrede om, at alle kvinder, der kom med den slags anklager, skulle tages alvorligt. Det er ikke alle, der er overbevist om, at det er tilfældet i Socialdemokratiet.

Spekulationerne går også på, om statsministeren simpelthen af loyalitetshensyn ikke evner at gøre kort proces over for folk, som hun kender fra partiet og DSU, som opfører sig på den måde. De involverede kvinder peger på, at det i S handler mere om at begrave sagerne end at få gjort op med krænkerne. Det er under alle omstændigheder ikke sager, der hverken gavner Socialdemokratiet eller deres vælgeropbakning.

Regeringen er ikke bange for at føre ideologisk politik, som der nok skal være opbakning til sine steder. Men den kommer også til at jage nogen væk. Når regeringen vil beskære uddannelser med ti procent i de større byer for at tilgodese de store provinsbyer, som S satser strategisk på, så vil man tabe opbakning ét sted, men forhåbentlig vinde noget et andet. Problemet er dog, at dem, der taber, gerne har det med at straffe regeringen i stemmeboksen, mens de vælgere, der bliver tilgodeset, omvendt desværre ikke altid viser sin taknemmelighed.

Regeringen ser det tydeligvis som en overvejende ideologisk vindersag at tvinge børn af økonomisk privilegerede i rige områder af landet væk fra deres lokale gymnasier.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Det samme ses ved fordelingen af gymnasieelever, der nu i et endnu større omfang end før ikke kan få lov at gå på det lokale gymnasium, fordi regeringen ønsker at gøre op med ghettoiseringen af gymnasierne.

Regeringen ser det tydeligvis som en overvejende ideologisk vindersag at tvinge børn af økonomisk privilegerede i rige områder af landet væk fra deres lokale gymnasier og til andre, hvor der hidtil har været mange børn med anden herkomst end etnisk dansk. Men det vil ikke være en vindersag alle steder og hos dem, der ikke vil veksle deres personlige frihed for i stedet med taknemmelighed at være en brik i det, der ligner en fortsættelse af chefideolog Kaare Dybvads omfordelingssnedkeri, hvor der bliver skåret til og flyttet rundt med midler og indført kvoter og snu forhindringer for omgåelse, så tingene passer i regeringens kram.

I øvrigt en politisk aftale om gymnasier, hvor DF som eneste parti i blå blok er ganske velvillige til at lægge stemmer til, mens Venstre dog gerne støttede regeringen i dens fokus på økonomisk omfordeling til gymnasier i provinsen. Omvendt vil de øvrige borgerlige partier helt sikkert kunne mobilisere end række kernevælgere i Nordsjælland og i rigmandskvarterne rundt om de store byer på sagen.

Og blandt dem var sikkert også nogen, der i lang tid beundrede Mette Frederiksen for hendes håndtering af corona-sagen og derfor overvejede at stemme på Socialdemokratiet.

Men hvis Mette Frederiksen er bekymret for sit partis vigende tilslutning i meningsmåling, så kan hun dog fortsat glæde sig over, at Gallup fortsat spår rød blok et vælgerforspring samlet set over blå blok, der omtrent svarer til valgresultatet i 2019.