De vil i EU-Parlamentet: Mussolinierne, Jesus Lever-partiet og alle præsidentens koner

KANDIDATERNE: Det er ikke karrierepolitikere det hele. En række kulørte kandidater står i kø til at gøre Europa-Parlamentet et mere farverigt sted de næste fem år.

BRUXELLES: Ikke bare én, men to efterkommere af den tidligere italienske diktator Benito Mussolini vil søndag forsøge at vinde en plads i Europa-Parlamentet.

Il Duces barnebarn, Alessandra Mussolini, er en gammel kending i EU-kredse, efter at hun ad to omgange har været repræsenteret i Strasbourg og Bruxelles. Denne gang får hun selskab i kapløbet om de italienske pladser af et andet familiemedlem. Den fascistiske leders oldebarn Caio Giulio Cesare Mussolini stiller op for de yderliggående højrenationale Fratelli d'Italia og beskriver sig selv som "post-fascist" på "den ikke-ideologiske måde".

Det er dog ikke de eneste familiemedlemmer, som har politiske ambitioner til dette valg. Yanis Varoufakis, kendt fra den græske gældskrise som finansministeren, der formåede at rage uklar med hele resten af Europa i sine små syv måneder på posten, stiller op i Tyskland for partiet Demokratie in Europa.

Hans kone, billedhuggeren Danae Stratou, stiller op i Grækenland for Mera25, en forkortelse for "Den Europæiske Realistiske Ulydighedsfront". Heftige rygter vil vide, at Stratou er inspirationen til britpopbandet Pulps kæmpehit Common People fra 1995 om den græske rigmandsdatter, der vil vide, hvordan det er at gå i seng med jævne folk.

Søstrene Brexit
I Storbritannien stiller søskende til flere af Brexit-føljetons mest prominente skikkelser op. Den ene er den konservative arke-brexiteer Jacob Rees-Moggs søster, Annunziata Rees-Mogg. Hun stiller op for Nigel Farages Brexit Party. Den anden er tidligere udenrigsminister Boris Johnsons søster, Rachel Johnson. Modsat sin bror kæmper hun dog for at få briterne til at blive i Unionen for det nye parti Change UK. Johnsons far, Stanley, der er tidligere eurokrat og EU-parlamentariker, ville gerne stille op for Konservative. Han blev dog vraget af partiet, efter den 78-åriges eget udsagn, fordi han var for gammel.

Estlands tidligere præsident Toomas Hendrik Ilves kan til gengæld heppe på både sin tidligere og sin nuværende kone i kapløbet. Hans ekskone, Evelin Ilves, stiller op for De Grønne i Estland, mens den nuværende fru Ilves, Ieva, en topdiplomat inden for forsvar og sikkerhed, stiller op i Letland for de liberale.

I Litauen stiller en skakstormester op. Viktorija Čmilytė-Nielsen er tidligere europamester i både almindelige skak og lynskak. Og så er hun gift med den danske skakstormester Peter Heine Nielsen, der har vundet danmarksmesterskabet fem gange. Hun er p.t. leder af oppositionen i sit hjemlige parlament, Seimas.

Silvio forever
Traditionen tro er italienske Silvio Berlusconi også på stemmelisten. Den kulørte 82-årige Forza Italia-leder og tidligere premierminister har flere gange tidligere stået øverst på stemmesedlen for at lokke vælgerne til, men har kun en enkelt gang rent faktisk taget pladsen i Parlamentet. Det var mellem 1999 og 2001.

I Rumænien stiller den tidligere verdensetter i tennis og syvdobbelte grandslamvinder, Ilie Nastase, op. På hans partiliste er også en anden rumænsk sportshelt, nemlig fodboldspilleren Anghel Iordănescu, der er tidligere landsholdsspiller og træner for det rumænske landshold.

En række partier uden for det normale højrevenstrespektrum forsøger også at få plads i Parlamentet. I Tyskland står satirepartiet Die Partei til genvalg, og to mandater på et valgmanifest, hvor de ønsker at indføre "mindst dobbelt så meget retfærdighed" som socialdemokraterne i SPD.

De ser ud til at få følgeskab af både et piratparti og et dyreparti.

Også Holland, som allerede gik til valg torsdag, men venter i spænding på resultatet, har både et piratparti og et dyreparti i et uhørt broget felt. 16 partier kæmper om de 29 hollandske pladser, hvor af de sidste tre først bliver fordelt, når briterne på et tidspunkt forlader Unionen. Heriblandt et seniorparti ved navn 50 Plus og Jesus Lever-partiet, hvis valgslogan er "Jesus ja, EU nej".

Forrige artikel Hvem kan vinde Europas valg i aften? Læs her, hvad du skal holde øje med Hvem kan vinde Europas valg i aften? Læs her, hvad du skal holde øje med Næste artikel Valgoverblik: Eksperter frygter lav deltagelse ved dagens valg Valgoverblik: Eksperter frygter lav deltagelse ved dagens valg
Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.