Debat: Embedsmænd står sig bedst ved at holde sig til pjecen og undgå fjæsen

Af Ebbe Elhauge Kristensen
Cand.scient.pol. og ansat i centraladministrationen

Benjamin Elberth slår i Altinget et slag for, at ministerier og styrelser skal oppe sig på de sociale medier. Men er pjecen virkelig død?

Lad os slå fast med det samme, at sociale medier selvfølgelig skal være en del af informationsfeltet for ministerier og styrelser.

Kampagner, der skal holde kanonslag ude af hænderne på teenagedrenge, hører selvfølgelig ikke til i reklameblokken før Badehotellet klokken 20.00 mandag aften. Derfor gør topchefer og politikere klogt i at udfordre for eksempel antivaccine ekkokamre på de sociale medier, ligesom det er relevant for ministersekretærerne og særlige rådgivere at følge med, inden ministeren står på nationalt tv eller live på Facebook.

Men er pjecen virkelig død? Er der behov for, at embedsmænd i hobetal overvåger de sociale medier for at kende interessenternes argumenter og positioner? Og er efteruddannelse i brugen af sociale medier dét, embedsmændene bør bruge deres tid på?

Pjecen "breaks the internet" 
Hvad har Kim Kardashian og en ministeriel pjece til fælles? Det er næppe gået nogens næse forbi, at der er noget med ikke-vestlige indvandrere, efterkommere og tallet 36 milliarder kroner.

Embedsmænd skal have politisk tæft og selvfølgelig ikke afsondre sig fra mediers gengivelse af begivenheder, temaer og politik, men det er der vist heller ikke nogen overhængende fare for, at de gør.

Ebbe Elhauge Kristensen
Ansat i centraladministrationen

Tallet kommer fra en "pjece", finansministeriet har udgivet. Om så finansministeriet alene havde printet ét eksemplar og kun gjort pjecen tilgængelig for journalister og menigmand på skift onsdage mellem 12 og 14, ville "pjecen" alligevel have ryddet forsider og feeds i flere uger.

Pjecen er langt fra død, og det er embedsmænds fineste opgave at producere viden, der både er fagligt velfunderet og kan sætte de forhold til debat, som ministeren og regeringen måtte ønske sig.

Debatten udfolder sig også på de sociale medier, og her kan ministre, politikere, partifolk og mange flere giver deres besyv med.

Det er imidlertid pjecen – og den gennemarbejdede viden, der præsenteres heri – der sætter dagsordenen. Det gælder i dagbladene og på de sociale medier. Pjecen kan som Kim Kardashian "break the internet" – og det skal vi være glade for.

Embedsmandens verden af i går og af i dag
Det er jo selvsagt godt at vide, hvor man har sine interessenter. Heldigvis er twitterfeedet sjældent udtryk for radikale nybrud i retning og tilgang, men snarere den til dagen afpassede version af en gammel røverhistorie – gammel vin på ny flasker med 280 tegn påtrykt, om man vil.

I bogen "Embedsmandens verden af i går" – der i øvrigt er ganske fornøjelig og hermed får en anbefaling herfra – fortæller Torben Beck Jørgensen om forhandlingerne med blandt andet KL i det nu hedengangne administrationsdepartement.

De positioner i det interne centraladministrative og kommunalpolitiske landskab, som Beck Jørgensen beskriver ud fra sin erindringer af 1970'erne, kunne være beskrevet i går. Der er ikke løbet meget nyt vand i åen på trods af strukturreformer, amtsnedlæggelser, den kolde krigs afslutning, digital forvaltning og sociale medier.

Med andre ord er interessenternes positioner som hovedregel ikke noget, der skifter på de sociale medier fra det ene øjeblik til det andet. Heldigvis for det.

Embedsmænd skal have politisk tæft og selvfølgelig ikke afsondre sig fra mediers gengivelse af begivenheder, temaer og politik, men det er der vist heller ikke nogen overhængende fare for, at de gør. 

Der ligger i Elberths tilgang en slet skjult forståelse af politik og det politiske spil, som det bestemt ikke – ja, forhåbentlig ikke – er alle, der abonnerer på.

Alt er ikke digital taktik (og hvis det er ved at blive det, er der for alvor grund til at være fodslæbende), og der udarbejdes stadig politiske oplæg, der er fagligt funderede, og som ikke tager sit udspring af gårsdagens debat på Facebook. 

Er sociale medier det mest presserende?
Hvis man kigger lidt nærmere på for eksempel Magisterbladet og Djøfbladet fra de senere år, er kurser, der kredser om sociale medier og kommunikation, rigt repræsenterede. De er måske endda overrepræsenterede.

Man må jo spørge, om det er det mest presserende for embedsmanden af i dag? Næppe. Det kan for eksempel undre, at der ikke i samme grad er fokus på kurser, der tager fat på, hvordan man bedst sikrer sig, at de milliarder af kroner, der hvert år bruges på ekstern konsulentbistand, giver den værdi, de er tiltænkt.

Udbud er meget mere end jura. Opgavebeskrivelser kan strikkes sammen på mange forskellige måder, og tildelingskriterierne for opgaven kan lægge vægt på alt fra kompetencer, tidligere løste opgaver og forslag til løsning af det forhåndenværende problem.

At udarbejde udbudsmateriale er ikke videre sexet, men det er alligevel ikke for sarte sjæle – for det er fuldstændig afgørende, at materialet kan holde konsulenterne fast på at løse den opgave, det offentlige faktisk ønsker løst.

Embedsmændenes tid er til enhver tid bedre brugt på at dygtiggøre sig i for eksempel udbuddets kunst fremfor de sociale mediers.

At det så uvægerligt vil føre til, at for eksempel de eksternt udbudte kampagner, der kommer til at køre på sociale medier, også vil få større effekt, er en belejlig sidegevinst.

Ministerier og styrelsers menige embedsmænd står sig bedst ved at holde sig til pjecen og undgå fjæsen. Det er stadig de gennemarbejdede ministerielle produkter, der er med til at sætte dagsordenen – også på de sociale medier. Heldigvis.